x
Bobby Gillespie & Jehnny Beth: Utopian Ashes

Bobby Gillespie & Jehnny Beth
Utopian Ashes

Cool as fuck parterapi

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 02.07.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Oplevelsen af skotske Bobby Gillespie i front for Primal Scream er vild og ikke noget, der går stille for sig. Det samme gælder franske Jehnny Beths Savages, der over to album, plus en omgang solo i 2020, har været leveringsdygtig i et køligt og aggressivt take på postpunk. Smid disse to musikalske personligheder sammen i en konstellation, og man må forvente, at det slår gnister.

Og det gør Utopian Ashes også. På en måde. Men ikke, som man umiddelbart kunne forvente. Der er meget lidt klassisk vildskab over albummets ni numre, der er en konceptklingende størrelse om et parforholds forfald. Langt fra punk og rock er inspirationen nærmere klassisk countrymusik, med dramatiske og følelsesladede fortællinger, spundet ud over en langt mere dæmpet instrumentering, end man normalt ville forvente fra de to frontpersoner. Begge sangere er på den måde ude af deres offensive comfort zone og leverer et til tider nærmest tilbagelænet output.

Inspiration fra countrydronningen Tammy Wynettes duet-albums med (eks-)manden George Jones og parløbet mellem Johnny og June Cash skinner igennem. Et tydligt eksempel er “Your Heart Will Always Be Broken”, båret af klaver, akustisk guitar og pedal-steel og klassisk country-tematik, om end man måske godt kunne have skåret et minut eller to af længden. Der er også western-vibe på “You Can Trust Me Now”, og vi har at gøre med et nummer med potentiale til at blive dette årtusinds svar på “Where the Wild Roses Grow”, med Gillespie i rollen som Nick Cave og Beth som en mørk Minogue. Det er dystert og virkelig stemningfuldt. 

Der er dog også skridt væk fra den direkte røde tråd til fordoms triste mænd og kvinder med cowboyhatte. “Remember We Were Lovers” tilføjer en blød 80’er-vibe, og særligt Beths skrøbelige vokal står skarpt over for den lidt flade rytmesektion og de cheesy blæsere. Det her, at kæden hopper en smule af albummet, og man mærker, at a) de to hovedpersoner ikke har det samme på spil som deres inspirationskilder, i og med at de jo ikke danner par uden for dette album, og b) at der er tale om et sideprojekt, der tit bliver en tand mere legende. At Beth og Gillespie musikalsk er hjulpet af de andre medlemmer af Primal Scream gør også, at de, trods alt, er på hjemlig og ret sikker musikalsk grund. 

Andre numre styrker heldigvis albummet. “English Town” har en næsten vuggende Brecht-klignende stemning i sin cembalo-drevne vals og tegner et bidende billede af byen fra titlen. Linjer som “Poundland's shut, bombed-out pubs/Feral kids on zombie drugs” og “Hieronymus Bosch underground/Prole horror surreal” giver en dyster, næsten gotisk stemning. At nummeret tematisk virker ret langt fra resten af skæringerne er så en mindre ting. Åbningsskæringen “Chase It Down” ekkoer af glimrende 90’er-indierock, og “Living a Lie” er nok det tætteste, albummet kommer på noget, man ville kunne finde på et Primal Scream-album, hvor Gillespies rockvokal udfordrer Beths næsten hviskende spoken-word hen over et skud harpespil. 

Beth og Gillespie, der spiller rollen som dysfunktionelt ægtepar, er en på alle måder velkomponeret stiløvelse og et overraskende elegant sidespring for begge involverede, også selvom smerten i numrene kun er påtaget. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA