x
Magtdemonstration med støj på linjen

Annika Aakjær , Krøyers Have, 5700 Summer, Svendborg

Magtdemonstration med støj på linjen

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

"Byger der går og kommer, det er den danske sommer," lyder det i introduktionen af Annika Aakjær fra konferencier og arrangør af 5700 Summer, Jasper Gramkow. Det er jo egentlig et fantastisk citat, for man kan i princippet indsætte mange ord i ligningen. Variabler som kærestesorger, hvem ved, endda corona, er gode kandidater. En fuldstændigt udsolgt Krøyers Have danner denne søndag aften ramme om Annika Aakjærs uundgåelige magtdemonstration, der vanen tro kommer til at føre publikum igennem hele følelsesregistret. 
 
"Lyrisk, poetisk og hamrende morsom" beskrives Aakjær som, inden hun entrerer den fuldstændigt nøgne scene kun flankeret af sin akustiske guitar. Sceneteknikerne bliver prompte bedt om at slukke for røgmaskinen af en kunstner, der er "vokset op rumskæv" og derfor har lidt svært ved at abstrahere fra røg. Publikumskontrollen er allerede taget fra første færd. Så er vi ellers i gang, og det er vi så ikke helt alligevel, for det er ikke efter bogen med Aakjær. 
 
Som skabende individ er hun en mirakelmager, der bogstaveligt talt kan skabe kunst ud af lort. Glem Piero Manzoni. Der findes ikke nogen artist inden for landets grænser, der kan bruge otte minutter på at snakke om en ublufærdig skovbesørger uden på nogen som helst måde at gøre antræk til sang eller instrumentering. Fine fortællinger fra progressive miljøer, hvor moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt er blot brudstykker, publikum skal føres igennem, før de musikalske elementer kan indtræffe på "Med det samme". Titelnummeret fra det kommende album Det meste rammer lige i hjertekulen.
 
Aakjær påfører veltilrettelagt hæshed i stemmebåndets fimrehår, når nødvendigt under "Alene længe". Den unikke stemme er som smør for øregangene, og man kunne tage en både Vol. 1 & 2 af "Annika Aakjær oplæser Telefonbogen", om end der nok ville være mange sidespring i lydbogssamlingen. 
 
"POP (Himlen over København)" præsenteres som en fortælling om at kunne få nogle gode pladeselskabs-tips til en gratis penge. Med Spotify-algoritmer, der bestemmer vores musiksmag, efterlader dette kalkulations-hit Krøyers Have med sidestik i lattermusklerne. 
 
Anafylaktiske latterkramper og kulturministerielle ambitioner
Mit argument er, at Aakjær ved at gøre opmærksom på det mest smertelige kan få et helt festivalpublikum til at have et 80 minutters anafylaktisk latteranfald. Lektionerne i menneskelighed kommer som perler på en snor, hvor der opfordres til at hjælpe de følelsesløse, "for det er dem, det er mest synd for." Aakjær bruger generelt i sine koncerter lang tid på at introducere sit materiale. Aftenens koncert åbner dog op for en ny tolkning af, hvorfor Aakjær er så eminent til at gribe folks opmærksomhed ved struben og holde den udstrakt over en vulkan af dårligdom, der udspyer de mest cringe og traumatiske minder, som gør, at vi mest af alt har lyst til at udføre en clear cache på hippocampus. Det er egoets skammekrog, der for nogle er mere velbesøgt end andre. 
 
Hvorvidt Aakjærs overvindelse af kærestesorger må føre til et naturligt karriereskifte af bare mangel på ulykke til sangkataloget, kan jeg ikke sige noget om. I så fald er der fuld støtte til, at indspilningsstudiet erstattes med kontorfaciliteter på Nybrogade, særligt hvis et barselsvikariat kan besættes.
 
Det er svært at sige, om intentionen er lige så nobel, som den hurtigt kan gøres til. Det lyder super cheesy, men Annika Aakjær gør sine lyttere til bedre mennesker, fordi hun gør os opmærksom på vores menneskelighed. Og den er brutal, for verden er brutal. Men ligesom komedien er en iboende del af tragedien, så er universet altså også lige så generøst, som det er brutalt.
 
Hjerteflimmer i et olympisk leje
Guitarens sustain klinger ud i solnedgangen. Magtdemonstrationen cementeres af en total stående applaus, og den seksstrengede kan sejrrigt løftes af Aakjær på Toppen af Poppen-hittet "Morgensol / Dejlig Dreng". Firs minutters hjerteflimmer er hermed tilendebragt i en intensiv terapi-session i Krøyers Have. Påstande som "den sjoveste koncert nogensinde" er allerede en genganger, og jeg må erklære mig enig.

Aakjær har aldrig været sjovere. Det kan der umiddelbart være mange forklaringer på, men det betyder, at der ryger lidt i den anden ende. Overvægten bliver derfor på humoren, og den hjerteskærende klump i halsen med dertilhørende gåsehud udebliver. For mit vedkommende runger smerten stadig fra 2020-koncerten under "Jeg ved det kommer til at gøre ondt". Det er slet ikke dér i bearbejdelsesprocessen, vi er i aften, og dette fænomenale track udebliver således.
 
I soloformat er det tydeligt, at entertainer-delen får endnu mere scenetid. Otte numre i almindelig pop-længde over firs minutter viser, at balancen er tippet til fordel for elementer, der ikke er musikalske, i hvert fald denne aften. En konsekvent knitren på anlægget igennem hele koncerten fra enten mikrofon eller guitaren betyder, at lydoplevelsen ikke er optimal lige meget, hvordan man vender og drejer det. Argumentet om at finde det perfekte i det uperfekte kan ikke bruges i forbindelse med støj på linjen. 
 
Halvandet år er der gået siden Aakjær sidst blæste et fynsk publikum bagover, jeg selv inklusive. Halvandet år har vi skulle agere menneskeligt i en fremmed verden. Der er flydt meget vand under broen. Så ja, vi har overvundet covid-frygt, Aakjær har overvundet kærestesorgerne, og 5700 Summer har modtaget lærerige lektioner i menneskelighed og almindelig paratviden serveret med lårklaskende komisk timing. Nu ved svendborgensere også, at en Aalborglussing defineres som: en lammer i ansigtet. Lytteren har også lært, at venner er til for at divergere fra, at man ser, hvor træls man selv er som på "Skulder ved skulder". Musikalske magtdemonstrationer bliver ikke meget større. Lad mig korrigere, det gør de, men så er det Aakjær selv, der har bedrevet dem.
 
Annika Aakjær har leveret det bedste show hidtil på denne festival, og derfra kan den samlede karaktervurdering undre. Når referencepunktet dog er en af 2020’s bedste koncerter, så falder aftenens forestilling lige en tand under. Jeg har før tillagt Aakjær nærmest superhelteagtige evner til at modulere sine lytteres følelser. Det samme er klart tilfældet i aften, men med lydproblemer og en lige lovlig kort sætliste, ender resultatet, hvor det gør. Referencestandarden er simpelthen i et olympisk leje, når kunstneren hedder Aakjær.
 
 
Annika Aakjær-sætliste:
"Med det samme"
"Det meste"
"Alene længe"
"POP (Himlen over København)"
"Jeg ved"
"Én man slår sig på" (Ny)
Encore:
"Skulder ved skulder"
"Morgensol /Dejlig Dreng"
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA