x
The Kid Laroi: F*CK LOVE 3+: OVER YOU

The Kid Laroi
F*CK LOVE 3+: OVER YOU

En dag i et teenageliv med hjertesorger og heftige mængder Hennessy

GAFFA

Album / Columbia
Udgivelse D. 27.07.2021
Anmeldt af
Signe Ulvedal

Den australske sanger og rapper The Kid Laroi har netop udgivet sit tredje projekt i F*CK LOVE-serien, i form af  F*CK LOVE 3: OVER YOU, der for få dage siden blev udvidet med syv ekstra numre under titlen F*CK LOVE 3+: OVER YOU. Lyden er i samme boldgade som, og tydeligt inspireret af, andre emo-rappere som de afdøde Juice Wrld og XXXTentacion, der også lod følelserne være omdrejningspunktet i deres musikalske virke. 

F*CK LOVE 3+: OVER YOU giver først og fremmest et indblik i livet som ung voksen med tilhørende udfordringer, i form af knas i kærlighedslivet og psykiske udfordringer. Dertil giver det også indblik i livet som en karakter i rapmiljøet, med alt hvad det indebærer af penge, biler, damer, sprut og stoffer. Denne dualitet er drivkraften bag albummets halvdystre tekstunivers.

Åbnings- og titelnummeret “OVER YOU” sætter hurtigt stilen for den 13 numre lange udgivelse. Her starter Laroi lige på og hårdt med at dele ud af sine erfaringer med svære størrelser som ensomhed og selvmordstanker. På nummeret er hans flow og levering ganske vellydende, og sangens omkvæd er egentlig ret catchy. Åbningsnummeret efterfølges af den mere poppede, men udmærkede “NOT SOBER”, der har stærke Drake-vibes og er ét af mange steder, hvor den 17 årige Juice Wrld-proteges kontinuerlige drik-sorgerne-væk-tendenser kommer til udtryk: “Mix the Hennessy with the cola / I feel better when I'm not sober”.

Justin Bieber-samarbejdet “STAY” er den af albummets singler, der har haft størst kommerciel succes, på trods af at det er et af de mest ordinære numre på udgivelsen. Min umiddelbare indskydelse, første gang jeg hørte The Kid Laroi, var, at han lød som en fusion mellem Justin Bieber og Juice Wrld, og et samarbejde mellem Bieber og Laroi må da også have ligget lige til højrebenet for de respektive producere. Desværre er der bare ikke kommet noget super spændende resultat ud af samarbejdet, der egentlig er et stabilt popnummer, men som desværre også lyder som noget, man har hørt før. Numre som “DON’T LEAVE ME”, “BAD NEWS”, “ABOUT YOU” og “ATTENTION” sovser lidt rundt i den samme ensformige type lyd og lyrik og kan groft sagt opsummeres med “jeg har ikke brug for kærlighed, for jeg har penge og stoffer” og “it’s not you, it’s me”. 

På “SITUATION” og “I DON’T KNOW” er der i højere grad rap end sang fra den unge australier, hvilket klæder udgivelsen utroligt godt. De meget følelsesfulde tekster bliver en tand ekstra intense, når de leveres af Larois kraftfulde, syngende stemme, og hans rappende vokal er mindre volumefyldt. Det tjener fint til en afveksling i udgivelsens ‒ til tider ‒ ensformige lyd. Samtidig er numrene “I DON’T KNOW” og “SAME ENERGY” i højere grad optursbangers, der løfter stemingen lidt fra de tunge emner, som teksterne berører. 

Emo-rappen har i løbet af 10’erne skabt rum for sårbarhed, følelser og usikkerheder i rappen, der ellers længe og lidt karikeret har været en machoarena for de seje drenge, der har skullet være så benhårde som muligt. Det er selvfølgelig forfriskende, at der nu er plads til autentiske følelser i rappen, men det kan samtidig også blive tenderende udmattende i længden. The Kid Laroi tager den lige til smertegrænsen på “LONLEY AND F*CKED UP” med ordene: “Shadows over my heart, got nobody to trust / All that I ever wanted was to be just loved”, der samtidig får én til at håbe på, at nogen i den anden ende kan give den stakkels  unge fyr en lang, varm krammer.

F*CK LOVE 3+: OVER YOU byder på en håndfuld fine numre, men også på mange gentagelser om druk og kvinder der har givet ham trust-issues. Noget positivt ved ensformigheden og forudsigeligheden på albummet er på den anden side, at det paradoksalt nok også er dét, der forbinder de 13 dele i et samlet puslespil, med en klar rød tråd fra start til slut. The Kid Larois kraft- og følelsesfulde stemme understreger melankolien og følelserne i hans tekster, og med en albumtitel som denne er det vel også forventeligt, at dysfunktionelle parforhold står højt oppe på dagsordenen.

Det kan uden de store kontroverser konstateres, at dette er en udgivelse med mange følelser. I gennemlytningen måtte jeg indimellem minde mig selv om de præmisser, som dette album må forstås ud fra: (1) F*CK LOVE-udgivelserne er lavet af en teenager til teenagere, (2) denne efterhånden veletablerede hiphop-subgenre opererer inden for mere deprimerende tematikker end eksempelvis drill eller mumblerap, der også er stort for tiden, og (3) det er åbenbart også sådan her, den nye generation af rappere lyder. For fans af emorappen vil albummet sandsynligvis falde i god jord. For de, der ikke i lige så udpræget grad bryder sig om genren, vil F*CK LOVE 3+: OVER YOU ikke umiddelbart været noget, man behøver at kaste sig over. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA