x
Rock-eminencer detonerer fællessang-ekkokammer

Dizzy Mizz Lizzy, 5700 Summer, Frederiksø, Svendborg

Rock-eminencer detonerer fællessang-ekkokammer

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Med en spilletid klokken 22:00, og nok pyroteknik til at vække alle omkringliggende kommuner, så er 5700 Summer klar til at mejsle sig ind i de fynske rock-almanakker. 

“Vi vidste det hele tiden. Der var ingen tvivl.” Sådan lyder ordene fra konferencier Jasper Gramkow til et fuldstændigt udsolgt afslutningsshow på Frederiksø. Et tusind sjæle med flammende sommerfugle i maveregionen og viden om, at aftenens koncert kommer til at give ekko det næste år. Det er uropførelsen af Alter Echo for et stående publikum i en kontekst, der hedder den størst opsatte koncert på fynsk grund i halvandet år.
 
Tim Christensen indtager højre fløj.  Plekteret danser nænsomt på den grøn-metalliske Strat, inden strengene febrilsk kan lade diskanten skære igennem. Bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis entrerer. Bandet er i liveformation flankeret af Anders Stig Møller på Prophet-synth og kor. Et tungt ørkenriff brager og følges yndigt ad med brystet dunkende af palpitationer frembragt fra bashøjtalerne. Publikums hjerterytme er kalibreret fra Friis' allerførste anstød på stortrommepedalen under "The Ricochet". Tim Christensens vokal får straks årtiers minder til at vælte frem med nyt materiale. Det er meget få denne aften, for hvem vokalen ikke har været lydbogsfortælleren til op- og nedture i livet. Dizzy er ikke bare et band. De er et familiemedlem. De er en bedste ven, der aldrig bailer, når du har mest brug for dem. 


Med fintfølende fornemmelse for konceptet lyd serveres der tonalitet ud over, hvad man med rimelighed kan forvente kan komme ud af et højtaleranlæg. Lynnedslaget ”In the Blood” følger op på den bestialske åbner med hårdrocks-udgydelser, der trækker Frederiksø op i en sfære af guddommelig vellydende distortion. 

Livegasm under rocksymfonien
Lyden er nemlig som altid, når kapelmesteren hedder Tim Christensen, sublim. Lige meget, hvor hårdt anlægget presses, så er der kun melodisk distortion, og kun den, som bandet selv tilsigter. Hver en tone og frasering står pilotsyn-skarpt. Det gælder vel og mærke også, når man lige må holde en ekstra gang fast i scenehegnet for ikke at blive blæst væk af subwoofer-luftpresset.

Martin Nielsen indkapsler Christensens Fender-vulkanudbrud med solide og indrammende basslag, der kan mærkes fra forreste parket til dér, hvor stjernekikkerten skal frem. ”California Rain” sætter endnu flere kilo på vægtstangen og medhjælper som ultimativ gym-spotter til, at publikum sammen kan trække både lydniveau og hårdhed til det maksimale. Hovedrolleindehaverne selv har ikke så meget som fældet en sveddråbe efter godt og vel 30 minutters foreløbig rocksymfoni. 
 
Opbygningen til første ben i den cirka 23 minutter lange eksekvering af ”Amelia” sker med stigende intensitet, indtil der kan gås livegasm på ”The Path of Least Existence”. Her skal subwoofersystemet for alvor vise sit værd for at matche det lydniveau, Tim Christensen er i gang med at påføre Svendborg by med seriøse ridser i lydmuren. ”Lights Out” kan med sin smukke brug af ekko på vokalfronten give et dynamisk pusterum, inden ”All Saint Are Sinners” med iturivende musikalitet går all in på storladen kakofoni. Bandet kan for et par minutter trække luft, mens ”Amelia – Part 5: Alter Echo” toner ind på anlægget i et sitrende intermezzo. 

Fællessang i sølvflammehavet
”Svendborg, vi har glædet os til at spille for Danmarks bedste festival,” lyder det fra Tim Christensen. Dizzy Mizz Lizzy er kompromisløse. Det kræver royal autoritet at eksekvere en koncert og først interagere direkte med et publikum 50 minutter inde i sættet. Alter Echo er med al tydelighed tiltænkt som et (foreløbigt) magnum opus. Sådanne skal lyttes uden afbrydelser.

Andet sæt påbegyndes lige så hårdt som første akt med et riff og wah-wah pedalkrydring med første ud af to tracks fra Forward in Reverse, “I Would If I Could But I Can’t". På dette kritiske tidspunkt af aftenen, hvor dalende nattegrader sniger sig ind, så er det altid fint med en opstrammer af de pyrotekniske. Der er hermed fri bar på musikalske sambuca shots, idet ildspåsætterne bag scenen får lukket op for dyserne på propantankene. Der går fuldstændigt Dynamit-Harry i foretagendet. Og med rette – "ond tråd" is a dish best served on fire, spørg selv Hendrix.  Bandet graver til publikums gigantiske begejstring årtier tilbage i kompositionskalenderen på det selvbetitlede debutalbum, der tydeligt viser sig resistent imod enhver erosion af skiftende tendenser og døgnflue-gimmicks i industrien. 

Hver tone på Tim C's guitarbånd lander som facit i de sværeste matematiske formler. Alt hvad der hedder sort magi på effektbrættet sættes i spil, og sangen går direkte over i "Brainless". Med ondskabsfuld guitarkynisme henlægges der velplacerede skæve toner i skalaen for at skabe den helt grumme lyd på soloen til ”Wishing Well”.

Søren Friis og Martin Nielsen forlader for en kort bemærkning scenen under en akustisk fremførelse af "Love is a Loser's Game". I stedet kan landets tusind bedste korsangere i stedet fordele tenor, sopran og bas-rollerne imellem sig. "Waterline" med fødselsåret 1994 og prædikatet tidløst løfter en festivalplads op i komplet ekstase. Introen er storladen, næppe oplevet tungere. Trackets rock-guddommelige riff og massive trommeregn anfordrer til endnu en omgang sing-along. Storhittet afslutter den ordinære spilletid af anden halvleg med "Silverflame" som uigenkaldeligt sidste nummer på dette års 5700 Summer.

En fællessang-båren outro og en allersidste guitarsolo kan klinge ud, med sustain-magi i luften. Der kan afgives fællesbuk fra dansk rocks hellige tre konger til et tæppefald af et gigantisk fyrværkerishow. Højtaleranlægget kan få lidt tiltrængt wellness med Vera Lynns "We'll Meet Again". Udover at være en fin på-gensyn til 5700 Summer-folket er det også en sang, man kun kan associere med detonering af et atommissil eller ti som i filmen "Dr. Strangelove". Denne sene aften har i sandhed været nuklear. 

Alter Echo og de fem største fra bagkataloget, med henholdsvis tre kvarter og 38 minutters spilletid. Publikum er blevet blæst væk af onde guitarriffs, hjertedunkende bas-sekvenser og bestialske stortromme-kanonsaluteringer til rockguderne under første akt. Med en fuldstændig vanvittig afslutningssekvens er sølvflammehavet og fællessang-ekkokammeret blevet antændte. Der er ikke så meget at diskutere. Dizzy Mizz Lizzy har givet alle tilstedeværende på Frederiksø nadver med en omgang rockgude-nektar – serveret direkte fra dansk rocks hellige gral.

 

Dizzy Mizz Lizzy sætliste:

Del I (Alter Echo):
"The Ricochet"  
"In the Blood"  
"Boy Doom"  
"The Middle"  
"California Rain"  
"Amelia Part 1: Nothing They Do They Do for You"  
"Amelia Part 2: The Path of Least Existence"  
"Amelia Part 3: Lights Out"  
"Amelia Part 4: All Saints Are Sinners"  
 Intermezzo:
"Amelia Part 5: Alter Echo"  

Del II:
”I Would If I Could But I Can't”
"Brainless"
”Wishing Well”
”Love is a Loser's Game”
”Waterline”
 Encore:
”Silverflame”
 

Dizzy Mizz Lizzy Live-band:
Tim Christensen: Vokal & guitar
Søren Friis: Trommer
Martin Nielsen: Bas
Keys & kor: Anders Stig Møller

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA