x
Satirisk hyldest til sovjetkommunismen blev et varsel om den ventede frihed

Orkestr Partisanski, GrimFest, Skovscenen, Brabrand

Satirisk hyldest til sovjetkommunismen blev et varsel om den ventede frihed

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Orkestr Partisanski har fået æren af at lukke årets GrimFest på hovedscenen Skovscenen lørdag klokken 23. På dette tidspunkt er der i den grad lagt op til, at vi skal have en fest, og det er der også grund til at forvente med den booking. Orkestr Partisanski er nemlig et Balkan-punk-orkester, hvis tekster er en utilsløret hyldest til livet i Sovjetunionen i tiden før jerntæppets fald. Bandets logo lægger sig tæt op ad Sovjetflagets klassiske hammer og segl-logo med den forskel, at hammeren er skiftet ud med en balalajka, og det hele er selvfølgelig leveret med adskillige glimt i øjet. Gruppen har i øvrigt flere gange spillet til Enhedslistens 1. maj-arrangementer i Fælledparken, hvilket tyder på en vis selvironi hos partiet.

Gruppen har da også en balalajka i lineuppen, som desuden består af sang, guitar, bas, trommer, tangenter (orgel og keytar) og en blæsersektion med trompet og alt- og tenorsaxofon. Bandets forsanger, der selvfølgelig kalder sig Ivan og synger med kraftig påtaget russisk accent, mens han drikker vodka, er iført pelshue, mens flere i orkestret er iklædt uniformer fra Den Røde Hær. Det er alt sammen yderst underholdende, og heldigvis spiller Orkestr Partisanski godt.

Sammenspillet er ikke helt så stramt som eksempelvis JJ Paulo, der lukkede GrimFest på samme scene et døgn forinden, og et par guitarsoloerne kunne også have været eksekveret mere elegant, men det er småting, og omvendt står blæsersektionens soloer skarpt. Sangene er ganske melodiske, og at Ivan ikke er den store skønsanger, er også til at leve med, det er jo Balkan-punk. Koncerten var i øvrigt bandets første i halvandet år grundet den store nedlukning, så at de skulle have banket lidt rust af undervejs, var forståeligt.

Og hvad synger dette Sovjet-elskende band så om? Ja, der er for eksempel en hyldestsang til den cubanske revolutionshelt Fidel Casto, flere sange om vodka, det hemmelige politi KGB (hvor Vladimir Putin jo har en fortid og nok har lært ét og andet), bøfstroganoff og Den Røde Armé. Sidstnævnte sang handler dog i virkeligheden om menstruation (”det ligger lidt en dæmper på det sjove, der skal ske / når hun har besøg af Den Røde Armé”), og bandet, nu udvidet med sangerinden kaldet Svetlana, begynder at kaste rundt på scenen med blodplettede kvindetrusser.

Det klæder Orkestr Partisanski lige at lægge et ekstra lag ind, så teksterne ikke kun forholder sig med de mest åbenlyse Sovjet-symboler. Og så er der også den ironiske kærlighedssang om ”Ekatarina”, som sangens fortæller helst vil beholde for sig selv, selvom det (i fortællerens optik) er i strid med kommunismens idealer – og som ender med, at fortælleren bliver sendt på arbejdslejr i Sibirien, fordi Ekatarina i virkeligheden (spoiler alert) var spion for førnævnte KGB. Også konferencier Henrik Hass kigger forbi under koncerten som gæstevokalist, han ligeledes i Røde Armé-uniform.

Orkestr Partisanski får ikke overraskende sat gang i festen foran scenen, og flere publikummer kaster sig på egen hånd ud i forskellige former for russisk inspireret folkedans. Det hele når et klimaks ved midnat, hvor det bliver den 1. august, og nye lempelser af coronarestriktionerne tillader, at det store hegn, der adskiller publikum i to sektioner à 1000 personer, bliver fjernet – så det sker straks. En begivenhed, som en festivalgænger på ironisk vis sammenligner med Berlinmurens fald, nu vi taler om øst versus vest. På dette tidspunkt er festivalen dog ved at slutte, så det er begrænset, hvor meget glæde vi får af tiltaget, men vi forstår pointen.

En absolut underholdende afslutning på en yderst vellykket GrimFest, der næsten lignede sig selv. Ligesom en joke er bedst, første gang man hører den, er det nok begrænset, hvor mange gange man vil synes, det er sjovt at opleve Orkestr Partisanski. Det er også svært at forestille sig dem udgive mange flere plader inden for samme stramme koncept ud over den, de udsendte tilbage i 2019 (hyldesten kan selvfølgelig udvides til andre autoritære styreformer, der er nok af dem, Rusland i dag, Belarus, Kina, you name it), men som førstegangsoplevelse var Orkestr Partisanski helt i top. En hyldest til sovjetkommunismens lyksaligheder blev på paradoksal vis et varsel om den frihed, der venter lige om hjørnet. Tusind tak for i år, vi ses næste år – forhåbentlig, bank under bordet, uden andre hegn end dem foran og på scenerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA