x

Grant McLennan
In Your Bright Ray

Grant McLennan: In Your Bright Ray

GAFFA

Album / MNW
Udgivelse D. 27.07.1997
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det er de bedst sammensatte sange, jeg har skrevet siden 16 Lovers.Lane' (The Go-Betweens' svanesang), fortalte Grant McLennan til GAFFA på Roskilde Festivalen. At der er noget om snakken, er hans fjerde udspil In Your Bright Ray et glimrende bevis på. For ikke siden 16 Lovers Lane har Grants pen svunget sig op i de højder; dette er et noget nær perfekt popalbum, som giver drømmere fornyet liv. Her er der plads til (vrang)forestillinger, fantasi og det sværmeriske. Albummet er indspillet i Sydney med australske musikere (blandt andre Brett Myers fra Died Pretty på guitar), og sangene skrevet i hjembyen Brisbane, hvor McLennan har valgt at slå sig ned igen, siden han forlod stedet for at leve i både England og USA med jævne mellemrum. Det har bestemt smittet af; musikalsk har numrene fået en mere højstemt tone end det mere jævne singer/songwriter-prægede, som var kendetegnet på forgængeren Horsebreaker Star. Det inderlige og smukt klingende titelnummer er jagten på det evige lys med kærligheden som den sande åbenbaring, mens den sørgmodige og semiakustiske One Plus One er en dvælende fortælling om opløsning og opbrud. Malibu 69 og All them pretty Angels er fremadskridende med skarpe guitarlinier, der kulminerer i albummets højdepunkt, den højtloftede og psykedelisk reflekterende Down Here. Grant McLennan får på In Your Bright Ray vist, hvor fremragende og fantasifuld, hans fortællerkunst koblet med et personligt og alsidigt melodimageri er. Det musikalske blik er atter vendt hjemad for at blive fanget i stjernelyset i den åbne australske nat.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA