x
Ryan Adams: Big Colors

Ryan Adams
Big Colors

Ryan Adams er afskaffet som person, men består som musiker

GAFFA

Album / Paxam Recording Company
Udgivelse D. 11.06.2021
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Nummer to i rækken af tre skrinlagte album fra Ryan Adams viser, at han ikke har tabt evnen til at skrive iørefaldende sange med lang holdbarhed. ”I’m so sorry, but it’s time to go/And we both know/I’m only dreaming in big colors now/Living a world that isn’t upside down” lyder det bekendende på det følsomme og blidt vuggende titelnummer Big Colors. Det burde være lyden af en Ryan Adams, der er kommet videre, efter at hans liv selvforskyldt blev lagt i ruiner på grund af anklager om psykisk vold og manipulerende adfærd. 

Desværre er det ikke det billede, der tegner sig af den habile sangskrivers privatliv og velbefindende. For nylig lavede Ryan Adams en bekymrende Instagrampost, hvor han bønfaldt fans og pladeselskaber om en ny chance, ellers ville han måske miste sit hjem og pladeselskab. To år efter at ekskonen Mandy Moore og musikeren Phoebe Bridgers beskyldte ham for følelsesmæssig og besidderisk adfærd, samt hans påtrængende Skype-kommunikation med en 15-årig pige, virker det som om, at den før så skråsikre musiker er sat skakmat personligt.     

Ryan Adams har undskyldt for sine handlinger offentligt, og FBI frafaldt sagen, da beviserne ikke var stærke nok. Men det er ikke nok. Folkedomstolen kan lugte blod, og ekskonen vil ikke modtage undskyldningen. Oven i det har nærmest ingen rockmagasiner villet skrive om ham eller anmelde de to album, som er udkommet inden for det sidste halve år. Førhen blev der skrevet alenlange spalter, bare manden rørte på sig. Med andre ord: Ryan Adams er afskaffet og er persona non grata.

Heldigvis har flere af hans musikalske venner ikke glemt ham som den enestående sangskriver, han er, og mener med deres bidrag på Big Colors, at han fortjener en chance mere. John Mayer, Benmont Tench og Bob Mould er blandt de prominente gæster. Don Was har produceret med nænsom hånd og forstår at lade sangene få luft og instrumenterne kæle om den sårbarhed, Adams' sange besidder. Som på ”Do Not Disturb”, der med et droneagtigt Hammond og et stålsat twang på guitaren har et cinematisk skær over sig. Selv har Adams udtalt, at albummet er som et filmisk soundtrack fra firserne, der aldrig har eksisteret.

I forhold til forgængeren Wednesdays, der udkom i december 2020, er der skruet en smule op for tempoet og virkemidlerne. ”It’s So Quiet, It’s Loud”, ”Fuck the Rain” og ”Showtime” er mid-tempo- ballader med et snert af den stilsikre americana, musikeren er garant for. På ”I Surrender” og ”Middle of the Line” skrues der tiltrængt op for tempoet på noget, der minder om rocksange, som bider fra sig. Big Colors er lyden af en knockoutet sangskriver, der rejser sig igen efter at have været sendt til tælling. Ryan Adams består som musiker, men som menneske ser det ikke ud til, at han bliver udfriet for sine synder foreløbig.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA