x
Legesyg støj-yoyo uden snor

Slim0, Frigjort Festival, Loppen, København

Legesyg støj-yoyo uden snor

Anmeldt af Jens Bager Vang | GAFFA

Slim0 er et skævt indslag på den danske musikscene, der elegant boltrer sig i forskellige udtryk. Grundlaget er støjrock, men med mange forskellige virkemidler. Denne aften bed dog fra sig i højere grad, end jeg før har oplevet.

Frigjort Festival har sammensat et spændende program med særlig fokus på artister og bands, der nedbryder grænser og sprænger rammerne. Her passer Slim0 som fod i hose, og der er et pænt fremmøde til koncerten på Loppen denne fredag aften. ”Harps, Keys, Violence”, der tidligere i år blev udsendt som selvstændig single, indleder koncerten med skarpe staccatokanter, infernalsk støj og primalskrig. Et forvarsel om, at koncerten bliver kompromisløs, og at Slim0 skyder med skarpt denne aften – med vidt forskellige reaktioner fra publikum. Nogle står i siden og danser vuggende, nogle kaster hovedet frem og tilbage, mens andre lukker øjnene og tager stemningen ind.

En fin og smidig indledning ender med, at xylofonen kommer frem, og riffet til ”Tamo Daleko (Moonbreak)” bliver tæsket ned i træbrædderne. De andre instrumenter finder ind i melodien og rytmen i nummeret, og Slim0 forvandles til et sikkert alternativt 90’er-band, med referencer til både tidlig Pavement og Butthole Surfers. Tempoet vælter frem og tilbage, og forvrænget trombone maler til sidst hele lydbilledet i hvid støj. Et eksempel på, hvordan de som genrekamæleon skifter let fra det ene yderpunkt til det andet i samme nummer uden hensyn til form og figur.

Kontrasterne I ”My Voice Is Real” er endnu større i koncertsammenhæng, hvor den feministiske erklæring ”Voice is real / Yes I am a witch I am a bitch / I don’t care what you say / My voice is real” bliver leveret så underskønt og smukt, at teksten nærmest bliver poetisk – efterfulgt af mellemstykket, hvor der er så meget fræs på guitaren, at flere koncertgængere lige tager et skridt tilbage. Sætter du dem i bås og bliver magelig, bliver det værst for dig selv. Det er som om, den korte festivalspilletid gør, at Slim0 fokuserer på netop de to virkemidler, som de kan bedst. De smukke vokalharmonier, hvor alle fire synger med og overlapper hinanden, så tonerne kan holdes i det uendelige, og den hårde støjrock, der som regel har et blæseinstrument forvrænget med effekter med som ekstra krydderi.

Sættet afslutter med det, der tidligere har været indledningen på Slim0s koncerter – titelnummeret fra Sol i øjet. Trommeslager Simin Stine Ramezanali synger de smukke linjer med en forvrænget effekt bakket op af lange toner fra elguitar spillet med violinbue og budskabet ”Sol i øjet / Lever med det / Tag nu ikke solen fra mig / Please hold ud”. Hermed slutter en vellykket koncert, der formåede at være både stram og spraglet, og igen viste at Slim0 er et af de mest spændende navne i den danske musikverden.

Slim0 er som en genremæssig yoyo, der bliver kylet igennem tid og rum uden snor og retning, men med en rullende form, der uforudsigeligt skifter retning og fart. Jeg tænker netop på en yoyo, fordi tankespindet efter koncerten falder på det københavnske pladeselskab Yoyooyoy, der skabte ballade i København i starten af 00’erne med navne som Havens Fugle og Kirsten Ketsjer, og hvor især Frisk Frugt fik stor opmærksomhed med krøllet og skæv musik uden begrænsninger. Om Slim0 er bevidste om Yoyooyoyo, kan jeg ikke vide, men der er en form for åndsfællesskab og en fakkel, der bliver båret videre af disse fire sprudlende og superseje musikere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA