x
Musikken som den største urkraft

Josefine Opsahl, Frigjort Festival, Loppen, København

Musikken som den største urkraft

Anmeldt af Jens Bager Vang | GAFFA

Cellisten og komponisten Josefine Opsahl har trods sin ret unge alder på 29 år hædersbevisninger og legater, der kunne udsmykke hele Christiania. Derfor virker det en smule ødselt at lade hende starte programmet på Frigjort Festival lørdag klokken 14 på den udendørs scene foran Loppen. Bagved står folk og spiller bordtennis og går på line og er måske ikke helt klar over, hvilken kapacitet, vi nu skal opleve.

Med opsat hår, rød læbestift og lyserød buksedragt går Opsahl i gang med den suite, der udgør koncerten. Hun har indgået i et utal af ensembler, men optræder mere og mere solo og har finpudset sin egen stil. Hun har et pedalboard med effekter, som J. Mascis ville nikke anerkendende til, og via rumklange og tordenlyde forbinder hun de enkelte musikstykker til et samlet værk med små tryk fra spidsen af sin ene sølvstøvle.

Der er umiddelbart tomt på græsset lige foran Josefine Opsahl, men hun går til sagen med en indædthed, der brænder igennem. Hun bruger en pedal til at optage en rytmisk figur og kører den i loop, men hun spiller melodistykker og harmoner ovenpå. Det er storladent og lyder mere som en kvartet end et one-man band. Sekvenserne skifter mellem det melodiske, harmoniske og drømmende over til det hårdtslående og nærmest hidsige og aggressive. Effekterne udsletter grænserne for et instrument, og jeg har ind i mellem følelsen af, at hun lige så godt kunne spille saxonfon eller elguitar for den sags skyld.

Hun opbygger sikkert og støt en mørkere tone, og langsomt glider regnskyerne over Christiania og den lille festivalplads. Opsahl laver slides op og ned ad gribebrættet og – virker det til – fremmaner det mørke vejr med udviklet sans for det dramatiske. Vejrudsigten på min mobil siger sol og skyfri himmel, musikken siger mørke og drama. Hvad skal man stole på? Den største urkraft i verden – musikken selvfølgelig.

Regnen vælter over Christiania, og hverken jord, græs eller kloaker kan følge med. Alt er for en stund under vand. Til sidst er vi kun… eller rettere: Til sidst står jeg helt alene på græsset foran scenen og betragter Josefine Opsahls betagende univers. Da hun er færdig, slår hun afvæbnende ud med armene, som for at sige ”Det var ikke mind skyld”. Jeg er ikke helt sikker. Hun gør dog et langt større indtryk end regnen, og melodistykkerne sidder i kroppen, mens jeg vader hjem med sko, der står i vand og en stor oplevelse rigere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA