x
Lorde: Solar Power

Lorde
Solar Power

Lorde har fundet sjælefred og er blevet solskinsglad

GAFFA

Album / Universal Music Group
Udgivelse D. 20.08.2021
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Vi kender efterhånden godt den talentfulde, newzealandske sangerinde, Ella Marija Lani Yelich-O'Connor, der laver musik under kunstnernavnet Lorde. Vi kender hende måske især for hendes karakteristiske stemmeføring og hendes legende tilgang til de mere mørke aspekter af tilværelsen, der hvor angsten kribler frem, og hjertet er revet i stykker. Det er der ikke meget tilbage af, for i en alder af 24 har Lorde fundet ud af, at der faktisk er en del mere well-being og solskin i tilværelsen end tidligere. De observationer deler hun med os på sit tredje album Solar Power, som på mange måder er en hyldest til moder jord og det langsomme og simple liv med grønne fingre og små glæder.

”The Path” åbner den gule ballade med atmosfærisk fingerspil på en Fender Jaguar-guitar (som er en instrumental konstant på hele albummet), levende trommer, salig stemmeføring og smukt kor. Fra start bliver vi præsenteret for en meget mere organisk udgave af Lordes lyd, som giver associationer til bare tæer i sandet, lyse og bekymringsfrie sommernætter og Natasha Bedingfields ”Unwritten” – og det er altså ikke på en lollet måde! Der er ret godt faktisk. Nummer to skæring er 2021's mest dopamin-fremkaldende sang ”Solar Power”. Et skønt sommer-sammensurium af blæsere, kor og sprøde strenge, der giver vilde associationer til George Michaels ”Freedom! ‘90”, som den også deler akkordprogressioner med i omkvædet.

Men det er ikke kun happy days og solskin, som Lorde lægger sit fokus på. Der udleveres også satiriske stikpiller til Hollywood-drømmen og new-age tendenser på numre som ”California” og ”Mood Ring”, der henholdsvis fortæller om at blive trukket igennem hele kendis-møllen og så om at vaske krystaller, læse horoskoper og lægge tarotkort i en overfladisk verden, der brænder.

Albummets højdepunkt, nummeret ”Fallen Fruit”, er en panorerende og sanseopvækkende protestsang med hjernedødt godt korarrangement og ASMR-elementer i form af pust og suk, som man kender dem fra forgængeren Melodrama. Det er en klimaaktivitstisk sang, der snildt kunne have rejst tilbage i 70'erne, uden at nogen ville have opdaget noget. Desuden er det en af de eneste sange på albummet, hvor man kan høre en salig 808-bass elegant køre i baggrunden, mens der leveres oneliners som "Through the halls of splendour where the apple trees all grew / You’ll leave us dancing on the fallen fruit" og "But how can I love what I know I am gonna lose? / Don’t make me choose". 

En lysende hyldest til tab, sorg og kærlighed – og en overraskende gæsteoptræden

Lorde har et stærkt hold med sig på sin tredje udgivelse. Det består både af gode kræfter på en FED visit fra den svenske popdronning Robyn på nummeret "Secrets from a Girl (Who's Seen it All)", stærke produktioner og bidrag fra den faste samarbejdspartner Jack Antonoff og sangerne Marlon Williams, James Milne, Phoebe Bridgers og Claire Cortrill, der leverer utroligt selvsikre og skønne kor-figurer. Producer Malay, som var inde over Melodrama-albummet, har også sniget sig ind visse steder, og hvis du spørger mig, måtte han gerne have været der endnu mere. Numre som ”Fallen Fruit” og ”Leader of a New Regime” med Malay bag tasterne viser, at Lorde og co. stadig har flair for sanselig produktions-snilde. Men det synes desværre at mangle flere steder på denne solskinsgule udgivelse, der til tider bliver lidt for lejrbåls-agtig.

Ja, det er faktisk her, man kan sætte en lille lusket finger på Solar Power: For Fender-guitaren lyder jo lækker, Lorde er blevet zen, og det er da alt sammen dejligt, men til tider bliver det instrumentale udtryk lidt dvælende og ensformigt at høre på. Rent æstetisk er Lorde ude på helt nye opdagelser, og der mangler stadig en form for fodfæste i den nye, lyse tilværelse, som hun ikke helt virker til at have fundet endnu. 

Når det så er sagt, formår Lorde jo at lave nogle af de mest tankevækkende og medrivende sangtekster og fortællinger, der sidder fast et godt stykke tid efter, man har fået dem fortalt. Det fortælles i en lyrisk øjenhøjde, som man ikke ser hos andre kunstnere, der resonerer hos manges følelsesverden. Det gælder både det akavede gensyn med en lidt for smart eks-kæreste ("Dominoes"), en hyldest til ens bedste ven ("Big Star") og hvordan angsten kribler frem og struben snører sig sammen på overfyldte steder ("The Man With the Axe" – post-corona, am I right?).

Lorde har smidt den mørke læbestift og det sorte tøj. Nu er hun klar til at indtage verden med gyldne toner og solskins-filosofi. Jeg er tæt på at være overbevist, men vil stadig se frem til, hvordan den her stil vil se ud, når den får lov til at springe endnu mere ud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA