x
Iron Maiden: Senjutsu

Iron Maiden
Senjutsu

En kraftpræstation, der tager brodden af sig selv

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 03.09.2021
Anmeldt af
Keld Rud

Seks år efter udgivelsen af det glimrende dobbeltalbum, Book of Souls, er de britiske heavy metal-legender parate med opfølgeren, Senjutsu. Det er endnu et dobbeltalbum. Senjutsu har under Covid-19-pandemien ligget færdig i jernjomfruernes skrivebordsskuffe og ventet på en mere normal verden. Det er første gang, sekstetten har udgivet et album med færre minutter musik end det foregående siden Brave New World fra 2000.

Med ti sange og 82 minutters galoperende metal er der rigeligt at sætte tænderne i. Når man læser de første anmeldelser af værket, lader dets omfang også til at have satte nogle skribenter skakmat. De hæfter sig primært ved de to første singleudspil og forsøger at skøjte hen over resten af albummet.

Senjutsu er Iron Maiden-album nummer 17. Det betyder også, at der er 16 forudgående, som har lagt grund til et oeuvre, man ikke bare lige visker af tavlen. Derfor skal man også tage det med en god portion salt, når flere af bandets medlemmer har lovet overraskelser. Fra titelnummeret indlededes med ildevarslende slag på tammerne og keyboardlyde til de afsluttende fagter på den 11 minutter lange, afsluttende ”Hell on Earth” befinder vi os i et lydunivers, som bandleder Steve Harris og de fem andre musikere gennem en over 40 år lang karriere møjsommeligt har bygget op.

Titelnummeret åbner ballet, og det er en af den slags sange, der langsomt udfolder sig. Jo oftere man hører nummeret, og jo længere man bevæger sig ind i det, jo mere vokser den otte minutter lange hymne sig. Som i en del af sangene på albummet er krig omdrejningspunktet for teksten.

”Stratego” er et af Senjutsus få korte numre. Her er introen og de lange instrumentalpassager sparet væk, og omkvædet får lov til at bære nummerets vægt. Første single, “The Writing on the Wall”, er intet mindre end eminent, og her er ægteskabet mellem omkvæd og riff så lykkeligt, som tænkes kan.

“Lost in a lost world” indledes med akustiske guitarer, der bliver anslået, mens Dickinson synger: "All is not what it seems to be on the outside, sometimes what appears to be is a show." Efter denne meget stemningssættende indledning går det løs i et af Maidens karakteristiske angrebsformationer: det synkoperede seksottendedelsbeat. Sangen er et godt eksempel på den arv, Iron Maiden har fra den britiske progressive rock. Sangen er ikke bygget op med vers, omkvæd og så videre, men har en langt mere kompleks opbygning.

Albummets korteste sang er samtidig også min favorit. ”Days of Future Past” er sammenlignet med flertallet af Senjutsus sange et direkte og ukompliceret stykke heavy metal. Samtidig er det også et levende bevis på, at Iron Maiden er uhyre effektive på de korte distancer, som de i de sidste 20 år ikke har givet lige så meget kærlighed som de lange. Det er en sang, der er overstået på fire minutter. Det stormende omkvæd og sangens pågående drive gør det uhyre fristende at høre nummeret forfra, når det toner ud.  

På ”Time Machine” støder vi på en ganske bekendt Maiden-opskrift. Sangen lægger ud ganske sagte med nogle melankolske guitarstrofer og Dickinsons vokal i et dæmpet leje. Herefter kommer hele bandet ind, og verset begynder. Omkvædet rejser sig som et prægtigt bygningsværk, og sangen rummer såvel harmonistykker som soli og alskens godter fra Maidens skattesæk. Det hele munder igen ud i en afslutning, hvor stroferne fra indledning bliver genbesøgt.

”Darkest Hour” er en tung, monumental ballade, der bryder frem fra lyden af bølger og mågeskrig. ”We buried our sons, we turned and fled. No growing old, the glorious dead", er de linjer, der er afsættet for denne sang om krigens menneskelige omkostninger.   

De tre sange, der afslutter Senjutsu, er alle over ti minutter lange. Alle kommer fra Steve Harris’ hånd, og det er ikke svært at genkende hans signaturstil i sangskrivningen. ”Death of the Celts” indeholder som sådan ikke noget omkvæd, men det rummer så meget andet. En dramatisk tekst endnu en gang om krig, tydelig inspiration fra den engelske folkemusik og en passage med nogle store keyboardflader, der giver foretagendet et filmisk anstrøg.

Det længste af de tre, ”The Parchment”, har et ostinat, der anvender en østerlandsk skala, som øjeblikkeligt leder mine tanker i retning af ”Powerslave”. Sangen bevæger sig gennem en række instrumentale passager, hvor bandets tre guitarister får rig lejlighed til at overgå hinanden i at fyre soli af. Albumafslutter ”Hell on Earth” er den mest vellykkede af de tre mastodontsange. Et enormt omkvæd bliver åbenbaret fem minutter ind i sangen, og Dickinson leverer sin måske mest overbevisende indsats på albummet.

Senjutsu er på mange måder en kraftpræstation, der lider en smule under en overvægt af episke sange i mid-tempo. Iron Maiden lyder veloplagte på samtlige minutter, og der er som sådan ikke en dårlig sang ombord på Senjutsu, men især anden del af albummet kan føles som at løbe et dobbelt maraton. Med et par numre færre ville Senjutsu fortsat være en kraftkarl på 60 minutter, og albummets gennemslagskraft ville have kunnet måle sig med forgængerens.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA