x
Hej Søster Fest antændte gejsten for søstersolidariteten

Diverse kunstnere, Hej Søster Fest, Store Vega, København

Hej Søster Fest antændte gejsten for søstersolidariteten

Anmeldt af Nanna Frank | GAFFA

For to år siden åbnede musiker og iværksætter Fallulah dørene til den allerførste Hej Søster Fest. En aften dedikeret til et fællesskab funderet i manglende kønsrepræsentation i musikbranchen.

Der er sket en del på to år. For to år siden var det et chok at høre, hvordan kvindelige, non-binære og transkønnede artister blev behandlet i branchen, og hvor svært det var at blive booket til festivaler, sat på en playliste til radioen eller blot blive betalt det samme som sine mandlige kolleger.

I dag taler vi nemlig om løsninger. Vi har anerkendt uligheden, og vi har opgivet at argumentere imod de fakta, der er blevet lagt frem gennem de sidste par år. Vi ved nu, at uligheden findes, og mange knokler ihærdigt på at finde en løsning dertil.

En af disse løsninger er Hej Søster Fest. Bagkvinden bag dette foretagen ved nemlig, at vi kommer langt ved at skubbe hinanden frem og spille hinanden bedre. Vi er ikke konkurrenter. Vi er et fællesskab. Søstre.

Kara Moon ****

Første levende billede på Store Vega ikoniske scene er Kara Moon. En interessant og ny artist, som vi for nylig mente, var værd at holde et skarpt øje med – hvilket hun blot manifesterede på scenen lørdag aften.

Helt alene i en tågebanke står Kara Moon nemlig ved koncertstart. Som en lokkende sirene synger hun ind i sin mikrofon for derefter at sample sin egen vokal og lade den ligge som melodien for aftenens første nummer. Det er en spartansk opsætning, hvor hovedpersonen står alene på scenen og bevæger sig i en balancegang mellem soveværelsets drømme og dansegulv-dans.

Undervejs dukker der tre bandmedlemmer frem, der sætter tempoet op og lader energiudløsningen stige, indtil ”Insensitive” fra 2018 lukker aftenens første sæt og sætter et punktum, der på fineste vis slår tonen for aftenen an og viser os, hvordan det føles at stå på en scene med et stående publikum efter halvandet år uden.

Espichicoque ****

Wow for en musiker. Emilie Espichicoque, som er hovedpersonen i projektet, er både trommeslager, percussionist, sanger og sangskriver, når hun spiller sin smittende r&b på scenen.

Energien brager derudad fra starten, og der er en attitude, som gør, at man ikke kan lade være med at forelske sig hovedkulds i hende. Det korte sæt viser en alsidig kunstner, der spiller r&b, som går lige i hofterne – og så er det tilsat en jysk dialekt og en personlighed, som kryber under huden på sit publikum.

Numre som ”Bet You Didn’t” og ”I’m Here” gør det svært at stå stille. Og når Emilie bevæger sig mellem trommesættet bagerst på scenen og pladsen foran sine syv bandmedlemmer, viser det en ro og en naturlighed i sin optræden.

Vokalen er stærk, og både på de mere stille numre og de dansable bangers præsenteres vi for en solid koncert med en musiker, som snart må stige til tops på de danske radiohitlister.

Kwamie Liv ***

Det er meget svært ikke at blive draget af Kwamie Livs helt særlige og fuldkommen vidunderlige vokal. Stående der på en helt nøgen scene mellem en trommeslager og en guitarist udstråler hun den slags energi, der tvinger dit blik til at kun at være rettet mod hende.

Helt stillestående med få armbevægelser får vi hits som ”New Boo”, ”Sweet Like Brandy” og ”All The Other Boys”, og musikalsk taler vi sangskrivning, produktion og fremførsel af en virkelig høj kvalitet. Der er bare en eller anden distance mellem publikum og hovedpersonen. Hun når aldrig ud over scenekanten, og hun taler ikke meget mellem numrene.

Hun står på en og samme tid som en dygtig, interessant og kompetent musiker, der suger blikke til sig, så de kun er vendt mod hendes egen krop, men der mangler en nerve, som får hende ud over scenekanten og dybt ind i vores hjerter. Netop også fordi hun forlader scenen pludseligt med et vink og lader sit publikum stå uden en reel forløsning.

Girlcrush ****

En af Hej Søster Fests stærkeste forcer er bredden af bookinger. Der er r&b, drømmende indie, akustiske popballader – og så er der poppunk fra Girlcrush.

De tre bandmedlemmer havde et formidabelt 2019, og i 2020 udkom deres debut-ep. Siden da har der været en smule stille fra deres side, og debutalbummet lader vente på sig. Til Hej Søster Fest spillede de sig dog direkte tilbage til den plads i manges hjerter, som de har haft fra start med deres tongue-in-cheek, lyserøde poppunk.

Sætlisten består af nye numre, som eftersigende lander på førnævnte debutalbum. Og disse viste en helt anden i mørkere side af trioen. Hvor ”Take My Clothes Off”, ”Work Work Work” og ”Emo Kid” godt nok fortæller om sandfærdige og til tider alvorlige emner, har de intet på den musik, der præsenteres som det, der kommer til at ligge på bandets fremtidige album Og det klæder dem at iføre sig en mere dyster pink og fortælle de historier, der gør ondt.

Oh Land *****

For tre dage siden vidste Oh Land ikke, at hun skulle spille til Hej Søster Fest. Annika Aakjær var nemlig blevet booket til at udfylde tidsrummet mellem Girlcrush og Ravi Kuma. Men grundet sygdom måtte Annika Aakjær trække sig, og ind kom redningskvinden Oh Land.

Iført en blå kedeldragt kom den talentfulde musiker springende ind på scenen med en udstråling, der omfavner, og dansetrin, der smitter. Oh Land rummer den slags vokal, der lyder helt formidabel på et album, men som også har så mange finurlige fraseringer, at man ikke antager, at det kan lade sig gøre live på en scene – en antagelse, hun så fint maner til jorden.

Mens hun springer rundt på scenen, danser og når helt ud over scenekanten, formår Oh Land nemlig at tage de hits, vi elsker, og gøre dem særlige til helt særlige liveversioner, man bliver revet med af. Hvilket publikum i høj grad gjorde. For første gang i aften – og i lang tid – er der fællessang i Store Vega. En så høj fællessang, at Oh Land slet ikke behøvede at bruge penge på at hyre et kor. Det var gåsehudsfremkaldende og en skøn reminder om, at intet slår følelsen af at danse foran en scene med letkendelige toner fra radiohits bragende gennem højttalerne.

Ravi Kuma *****

KarriereKanonen-vinderne Ravi Kuma er en sikker booking. Hver. Eneste. Gang. Få har så meget energi og kan starte en så solid fest, som Aske og Sharon kan.

Allerede fra første strofe forklarer rapper Sharon, at hvis det her er for rowdy for dig, så er hun ligeglad. Og derfra gå energien kun en vej: Op.

”Det er kun nice mennesker, der er her!” konstaterer Sharon løbende mellem at snave med sig selv, fremføre en brandtale om niqab-forbuddet og kaste kondomer ud til sit publikum. Det er kaotisk på den bedst tænkelige måde, og så er det så smittende, at ikke et eneste menneske blandt publikum kan stå stille. Ravi Kuma er nemlig solide beats, catchy tekster, vil liveenergi og en karismatisk rapper i front.

Efter hvad der føles som få minutter, forklarer Sharon, at de er ved at løbe tør for tid, og at de derfor må rokere rundt i deres sætliste, men løbende får duoen alligevel lov til at fremføre alle forberedte numre. ”Miami” med Yo Johnny afslutter sættet, og vi står tilbage med et kæmpe smil og ømme fødder.

Ravi Kuma er og bliver et af dette lands største og bedste liveacts.

FVN ****

Det er intet mindre end en gåde, hvordan en så teknisk dygtig, kompetent og helt igennem rar person som Feven Geles ikke ligger øverst på samtlige hitlister og ikke booker sig ind på de alle landets største scener.

Hun omfavner sit publikum og svøber dem i ord om, at man må lave lige præcis den musik, man vil – også selv om man er kvinde. Det er kontrasten mellem den hårdføre musik, hvor hun rapper om alt fra sex til politiske emner til at grine ind i mikrofonen og forklare, at hun er så stolt af sin seneste single, at vi lige skal høre den en ekstra gang.

FVN er en superstjerne, og derfor er det også synd, at hun skal følge op efter Ravi Kuma, for publikums reaktion når ikke samme højder, og derfor udebliver den symbiose, der er det allerbedste ved livemusik.

Lydmor *****

Egentligt skulle aftenens sidste act, Lydmor, gå på ved slaget midnat, men flere minutter før sænkes lyset i Store Vega, og koncerten påbegyndes. Derfor er det til en halvtom sal med forvirrede mennesker, at de første strofer synges ud gennem højttalerne.

Salen er heldigvis allerede fuld igen inden for minutter, og alle står og stirrer direkte på Jenny Rossander, der er Lydmors borgerlige navn. Knap er ti minutter passeret, før hovedpersonen springer ned fra scenen og vandrer, danser og synger sin vej gennem publikum under ”Claudia”, inden hun hopper tilbage på sin plads blandt LED-lyd, synthesizer og effektfulde mikrofoner – og smider sin jakke, hvilket afslører en bar brystkasse med blod løbende ned over brystet og sort tape klistret på brystvorterne.

Herfra er det en stor fest og fejring, som virkelig er den perfekte afslutning på en solid aften. For en Lydmor-koncert vil altid være noget helt særligt. Jenny Rossander er uforudsigelig, sjov og legesyg under hele sættet, som primært består af remixes, hun laver undervejs. ”Det er noget af det fedeste at lave elektronisk musik. Det er ikke svært, og det er ikke maskulint!” erklærer hun med sin opfordring til, at flere kvinder skal turde skabe mageløs musik på det elektroniske spektrum.

Store Vega koger, da ”Money Towers” ebber ud, og Lydmor igen springer ned blandt sit publikum, så hele salen rykker tættere på og er som hypnotiseret. Og dette helt indtil lyset tændes i salen, hvor både hjerter og hoveder er fulde efter otte stærke kunstnere og otte vidt forskellige oplevelser – og en antændt gejst for at gå ud med søstersolidariteten i hjertet og hjælpe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA