x
Drake: Certified Lover Boy

Drake
Certified Lover Boy

Drake overrasker ingen, men rammer alle

GAFFA

Album / UMG Recordings
Udgivelse D. 03.08.2021
Anmeldt af
Elias Kvist

Det er en kedelig disciplin at hylde de kunstnere, som ikke mangler succes, anerkendelse eller mediernes søgelys i det hele taget. Audrey Graham må siges at være skyldig i det meste af det, men de seneste års aktivitet har vist, at både han og hans nemesisser i branchen ikke agter at lægge aktualitetens rus fra sig. Her har Kanye Wests maniske storværk Donda, udgivet fem dage inden Drakes release, anlagt sig selv som den kunstneriske milepæl, Drake skal krydse for at overgå førstnævnte.

Det er det bare ikke. Kanye har siden sen-00’erne udøvet maksimalistisk kunst, den som skriger på transcendental-erfaringer og merbetydning, enhver romantikers våde drøm. Drakes hit streak er af en helt anden støbning, nærmest dens opponent. Hans relativt lille verden er hans eneste horisont, og denne narcissisme og selvbedrag er hans styrke. Vi relaterer til hans musik, til Kanyes abstraherer vi. Med alle de fjollede fremmedord prøver jeg blot gøre rede for, hvorfor jeg egentlig mener, at Certified Lover Boy, Drakes sjette studiealbum (med det uskønne, men alligevel velvalgte cover-art af Damien Hirst) vel nok er hans bedste projekt til dato. Fortællingen om den macho-ømme teen-stjerne er forvandlet til Kong Midas, men han har bevaret sin bevidsthed om det, hvilket gør pladen til et formfuldendt værk i sig selv.

Cirklen igangsættes med det samme. ”Champagne Poetry” er (med et sample af Beatles’ ”Michelle” fra Masegos ”Navajo”-hit) et stillbillede over succesen, bedrifterne og håbet om mere, sjæleven og sjælefred. I ”Papi’s Home” alluderes patriarken med hjælp fra Montell Jordan som den ansvarlige far og byens rollemodel; Drake bader (som altid) i sit eget lys. Supah Marios tilhørende beat matcher de store armbevægelser, som var det introen til Nothing Was the Same fra 2013.

Sprækkerne begynder nu allerede at vise sig. På ”Girls Want Girls” placerer Drake sig med Lil Baby i en afmægtig rolle. Pigerne vender sig mod hinanden, ikke Drake og Lil Baby, men de to skal holde macho-kadencen (”I might come / I might go / I don’t know”). Oz’ produktion afspejler ambivalensen til UG. Vinderkombinationen af Noah 40s beat og Drakes vokaler finder vej på ”In the Bible”, hvor fædre-rollen udstilles over for eskapismen i fulde engangsknald med Giveon til at synge punktummet ud. Endnu et es i ærmet hives frem på ”Love All”, hvor Drakes følelse af samhørighed med industrien og sin livsstil er alvorligt i stykker. Læg hertil en veloplagt Jay-Z, der citerer Oscar Wilde og heri opsummerer albummets og rapperens hidtidige udvikling: ”You know the price of everything, but the value of nothing”. Stort.

Temaet slippes ikke endnu. ”Fair Trade” sampler Charlotte Day Wilson og stammer sig til en selvtilfredshed, hvor en croonende Travis Scott ubemærket øger tempoet en kende. Det viser sig som oplæg til den centrale ”Way 2 Sexy”, hvor Future og Young Thug hopper ind på et hårdt TM88-beat. Samplet af Right Said Freds hit ”I’m Too Sexy” fra 1991 bliver en ironi over ironien, et skelet af den arkaiske mand, levende begravet og et pejlemærke i albummets DNA. Introen til næste nummer, ”TSU”, smager af mere af det samme, indtil beatet dropper, og vi får en Frank Oceansk skildring (på Drake-maner, bevares) af stripperen uden habitus, der vil være fri, og mandslingen Drake hjælper hellere end gerne i sit selvbedrag (”We used to do pornos when you would come over / but now you got morals and shit”). Tilføj et fløjlsblødt beat af Noel Cadastre og sample af Nsyncs ”Sailing”, og ”TSU” bliver et symbol på meget mere end uddannelsesinstitutionen af samme navn.

Graham er bare stadig fanget i sin identitet. Den ansvarlige ædruelighed bliver udfordret og taber slaget på ”N 2 Deep”, og en distorted guitar erstattes af heftig trap i herlig genforening med Future. På ”Pipe Down” må Drake endnu engang dog forlige sig med hjertesorger over et teatralsk beat. ”The world is yours / but the city’s mine” synges der, og hans higen efter en dybere forbindelse er konstant til stede. En dybfølt interlude fra Yebba bliver svaret, men som en forsvindende drøm.

Herfra følger et sammenpakket kartotek af de musikalske stilarter, Drake har påtaget sig (med rette eller ej) i sin karriere. Mere testosteron skal udløses på den stilsikre ”No Friends in the Industry” som fra ”Jungle”-dagene i 2015, og den tunge ”Knife Talk” med Metro Boomin på tasterne af et Juicy J-sample i selskab med 21 Savage og Project Pat er en enlig stoner-svale. "AM/PM"-serien genoptages på ”7am on Bridle Path” med direkte adresse på Kanye-beefen uden at overbevise den ene eller anden side. ”Race My Mind” er en klassisk pop-ballade a la Drake med den pacificerede kæreste ude af stand til at kontrollere sit crush. Igen hænger patriarkens skygge tungt og panisk og må afløses prompte af afrobeat-festglæde og duet med nigerianske Tempest på ”Fountains”. Personsplittelsen er mærkbar, men glider ufatteligt let ned i lækre produktioner. Længslen lurer stadig: ”Come in, yeah, come in, this feels like home now / come in and stay here”.

Kampen tabes dog endegyldigt på albummets sidste fjerdedel. Sømmet slås i med den mesterlige ”Get Along Better”, hvor Drake endnu engang kapitulerer over for den lette løsning, veninden, over et veldrejet sample af Musiq Soulchilds ”Halfcrazy”. Flere skud rettes udad formfuldendt på ”You Only Live Twice” med den gamle enklave af Rick Ross og Lil Wayne, før Kid Cudi sætter sine markante nasaler på den emotionelle fremmedgørelse på ”IMY2”. Den manglende nærhed kulminerer på ”Fucking Fans”, hvor groupiesne, der venter, tvinger protagonisten til refleksion. Den misbrugte tillid fra partnere har indhentet ham, så han sammen med Noah 40 igen må kapitulere med klaver og 808s og konkludere på ”Remorse”: ”Can’t picture bein’ a hubby, finger too stubby to put a ring on (…) Certified Lover Boy, I’m not the one for cuddling or none of that”.

Og sådan gik fortællingen om drengen, der blev far, men måske aldrig mand. Selvom temaet er set og hørt ad flere omgange i Drakes diskografi, er det aldrig sagt så koncist og distinkt. Certified Lover Boy er i al sin plathed, klichéer og stjålne idéer fra nær og fjernt noget af det bedste og mest selvudleverende, som Audrey Graham og det efterhånden mangfoldige bagland har skabt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA