x
P6 Beats fødselsdagsfest fortrængte smagen af malurt fra politikernes hænder

Diverse kunstnere, P6 Beat rocker Koncerthuset, DR Koncerthuset

P6 Beats fødselsdagsfest fortrængte smagen af malurt fra politikernes hænder

Anmeldt af Steen Fabrin Michelsen | GAFFA

Der var musik, sang og bægerklang i Koncerthuset på P6 Beats ti-årsfødselsdag, mens vi forsøgte at fortrænge smagen af malurt fra politikernes hænder. 

”Ska' vi ha' en svanesang? Nej, nej, nej. Ska vi ha' en fødselsdagssang? Ja, ja, ja.”, sang radioværterne for programmet Farrock på P6 Beat, Goodluck Casper Bach Hegstrup og Frank "Frankie" Ziyanak, i pausen mellem femte og sjette koncert i Koncerthusets smukke sal.

Og ja, det er netop det, vi skal. P6 Beat fylder ti år og det skal fejres. Men sandheden er jo også, at det meget vel kan blive den kanalens sidste fødselsdag, da den står med det ene ben i graven. Det har de jo sådan set gjort siden Mette Bock og hendes ligesindede begik den blodige massakre på Danmarks Radio i 2018.

To gange har Socialdemokratiet forbarmet sig over kanalen og tilført DR en ekstrabevilling, så kanalen har kunnet fortsætte især formidling af nyere dansk musik, men nu forlyder det, at det ikke kommer til at ske igen. Derfor er kanalen nu nok mere end nogensinde lukningstruet. Men hvem ved – i politik er ingenting sikkert, og der trods alt et par støttepartier, der skal høres.

Men fødselsdag var det altså, og alle de koncerthungrende P6 Beat-lyttere var ovenpå nedlukningen med til at skabe en ganske forrygende fødselsdagsstemning trods de dystre skyer i horisonten.

Konceptet var, at en ti-års fødselsdag skulle medføre ti uannoncerede koncerter, hvor kunstnerne først blev afsløret i det øjeblik de stod på scenen. Og der var fine overraskelser imellem. Nogle kunstnere var set før, gamle og garvede og langtidsholdbare, andre var helt nye og jomfruelige. Men fælles var naturligvis kvaliteten. Det kendetegner jo P6 Beat.

Ingen joy i Joyce **

Fornylig vandt postpunk-bandet Joyce en såkaldt Carl-pris (musikforlæggernes) for deres sang ”Formskifter”, som er blevet spillet heftigt på P6 Beat.

På denne aften, hvor bandet havde fået æren af at åbne ballet i Foyeren med ikke mindre end syv numre (hvilket er meget i denne sammenhæng) sluttede de af med dette P6 Beat-hit. Og jeg skal være helt ærlig og sige, at det var højdepunktet. Resten er i min optik egentlig ikke værd at skrive hjem om.

Jeg må indrømme, jeg har svært ved at forstå fascinationen af Joyce. Jeg har hørt dem omtalt som dansk rocks redning, men jeg ser egentlig mest et lidt primitivt rockband. Jeg forstår godt, at det at spille punket rock og blande det med poetiske tekster kan tiltale nogen, men det nytter ikke rigtig noget, når der ingen finesse er. Og teksterne kunne man altså ikke høre denne aften i Foyeren.

Musikken er simpelthen for massiv, og musikalsk hører jeg ingen opfindsomhed eller vision.

Derfor stod jeg simpelthen bare og ventede på at komme videre. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de blev tildelt opgaven at starte fødselsdagsfesten. Der var ingen joy i Joyce. Sorry.

Sætliste:

Dovnedyr

Fingrene i fedtefadet

Ret dig op

Åh Nej, chefen ringer

Lev beskidt

Djævlen

Formskifter

When Saints Go Machine: I koncertsalens trækatedral er Nikolaj Vonsilds sang lov *****

De kan efterhånden godt kaldes veteraner på den danske musikscene, When Saints Go Machine, og de bliver simpelthen bare bedre og bedre. Bandet er i dag en trio, da Simon Muschinsky i februar 2019 forlod bandet til fordel for andre musikalske projekter.

Men det ser slet, slet ikke ud til at have svækket bandet, der nu består af Silas Moldenhawer (trommer), Jonas Kenton (synth, vokal) og Nikolaj Manuel Vonsild (vokal).

Disse efterhånden halvgamle drenge laver musik helt efter eget hoved. Det er svær musik, hvor der aldrig sprunget over, hvor gærdet er lavest. Alligevel lyder det svære på mirakuløs ofte utroligt fængende og ubesværet.

Meget har de selvfølgelig at takke den uforlignelige sanger Nikolaj Manuel Vonsild for. Han har en fantastisk tilstedeværelse på scenen. Langhåret og langlemmet flakker han rundt på scenen, mens han helt ubesværet synger fra det kælderdybe til det tårnhøje.

Der er ingen tvivl om, at han er en sanger i verdensklasse. Det er, som om han afsøger rummet med sin stemme. Altid søgende med sin vibrato, som om stemmen er et ekkolod, der sender signaler tilbage til resten af besætningen, som så forstår at reagere.

I aften lagde When Saints Go Machine ud med ”Emotional”, hvor Vonsild med det samme demonstrerede sin stemmes elasticitet. Derefter fulgte ”Seized the Light”, som fulgte trop med blandt andet spektakulært trommespil af Silas Moldenhawer. Så fulgte det på plade utroligt fængende, og efter WSGM-forhold, ret ligefremme ”Church and Law”, som var en kende omarrangeret. Men det var stadig enormt fængende blev styret med hård hånd af Vonsild. I Koncertsalen, som godt kan minde om en kirke eller en katedral af træ, er hans ord lov.

Herefter fulgte ”Slave”, som med sin lidt langsomme intro var lidt malplaceret i sættet. Var energien ikke gået lidt af ballonen her, havde jeg nok givet fuldt hus. Gruppen sluttede af med den gamle kending ”Kelly”, som fik alle i salen op af stolene i stående bifald til bandet, der forlod scenen, så vi knap nok fik lov at sige tak og amen til pastoren og hans håndgangne medmusikanter.

Sætliste:

Emotional

Seized the Light

Church and Law

Slave

Kelly

Girl in Red: Pigen med den røde guitar og de fine quirky sange viser vejen *****

Hun gik på scenen og var nærmest en undskyldning for sig selv. Nervøst rablede hun alskens genvordigheder af sig i en talestrøm i hæsblæsende tempo. Fik sagt, at hun havde været syg og følte sig uoplagt.

Hun så altså også lidt pjevset ud. Hun havde en forvasket kasket trukket helt ned i panden på. Tøjet var også forvasket i grå nuancer. Med andre kan man godt hævde, at kunstnernavnet Girl in Red ikke ligefrem var velvalgt på denne aften. Til gengæld spillede hun en rød guitar.

Men lad dig ikke narre, Marie Ulven Ringheim er en kæmpe stjerne, og hendes sange streames i trecifrede milliontal.

En af de væsentligste grunde til, at hun er så populær, er, at mange kan relatere til hendes personlighed, hvor hun som beskrevet ikke er bange for at udlevere sig selv – både på scenen og i sine sange. Og disse sange er altså bare pissegode og ofte ret sjove.

Det er fængende singer/songwriter med et twist af indie. De bærer i høj grad præg af at være hjemmelavede i soveværelset og handler ofte om mental sundhed eller akavede, romantiske forviklinger eller forvirret seksualitet. Desuden tager de musikalsk ofte en lidt spøjs drejning, hvor Ulven ikke går af vejen for at bruge elektroniske virkemidler.

I aften spillede hun tre numre, hvor hun og hendes band i den grad kom ud over scenekanten, da hun først havde talt færdigt. Så hun var nok ikke hverken syg eller uoplagt alligevel.

Sætliste:

I'll Call You Mine

Serotonin

Hornylovesickmess

Barbros dunkle folk-pop drager ****

Bag kunstnernavnet Barbro gemmer sig Elze Barbro Kuypers (der bruger pronominet de). De var tidligere en del af trioen Jenny, som desværre gik i opløsning. Nu er de ude som solo-artist, og det tegner ikke mindre lovende.

Med sig som soloartist har de en gulvbassist, der spiller på bassen med en bue, en lapsteel-guitarist og en fyr på violin og en trommeslager. Denne instrumentering giver et lettere dunkelt og dragende folk-univers.

De to første numre lægger meget stille fra land uden trommer. Især anden sang, som hedder ”U Think I’m Strange” har et meget smukt violin-tema. Hen mod slutningen af dette nummer sætter trommeslageren ind med store køller. Og i sidste nummer får trommeslageren lov at tænde helt af.

Barbro har en spændende vokal og et interessant udtryk, der bærer præg af samme uforudsigelighed som forbillederne i Cat Power og Fiona Apple. 

I alt i alt en spændende koncert af en kunstner, jeg gerne vil se mere af.

Sætliste:

Nodalong

U Think I'm Strange

Don't You Wait For Me

Blaue Blume blomstrer stadig i fuldt flor, men nu med ny substral ****

Blaue Blume startede ud som et rockband med traditionel instrumentering. I dag har Blaue Blume i en mindre metamorfose ændret sig i en anden retning. Langt mere elektronisk – ført an af Jonas Schmidt, der betjener noget, der ligner en flyvende kuffert på midten af scenen.

De lyder dog stadig som Blaue Blume, hvor store atmosfæriske lydflader og Jonas Schmidts utroligt udtryksfulde vokal løfter hinanden op i store episke fortællinger om universets hemmeligheder.

Blaue Blume har alle dage holdt et tårnhøjt niveau, og det gør det stadig. De virker stærkere end nogensinde i den nye inkarnation, hvor Jonas Schmidt er tilbage i sit rette element efter sin stress-sygdom, som var så alvorlig, at han mistede håret.

Sætliste:

Bombard

Someday

Loveable

Med rød narrehat og bar mave sang besang Bisse kærligheden, som kun han kan ****

Bisse er en ener på den danske musikscene. Med sturm und drang tager han livtag med de store følelser. Og således også denne aften i koncertsalen.

Han lægger dog ud med et par jazzakkorder på klaver i en foldholdsvis afdæmpet udgave af sangen ”Optimistjollen”. Han har en saxofonist med i aften. Da sangen er slut, tager fanden dog ved manden. Han smider han trøjen og ifører sig sin velkendte narrehat.

Nu er han klar til kærligheden. De to næste sange er numrene ”Quinder” og ”Alle har brug for Kærlighed”, som Bisse fremfører, mens han farer rundt på scenen og også bevæger sig op blandt publikum.

Som altid er man lamslået af mandens energi. Man læner sig tilbage og tænker. ”Øh, hvad var det lige jeg overværede her.”

Han er vitterligt en ener.

Sætliste:

Optimistjollen

Quinder

Alle har brug for kærlighed

Prisma: Automatpilot og tunnelsyn fra start til slut uden mulighed for påstigning ***

Der blev ikke taget fanger, da søsterne bag dreampop-projektet Prisma, Sirid Møl Kristensen og storesøster Frida Møl Kristensen, og resten af bandet gik på scenen i Koncerthuset.

En massivt bygget fyr agerede trommerobot med smæk i fodleddet. Han bankede de fire fjerdedele ud som skidt fra en spædekalv, mens en anden fyr lagde keyboardflader ud. Samtidig betjente de to søstre selv guitar og bas og sang tostemmige og æteriske drømmevokaler, som sendte tankerne i retning af The Raveonettes, et band de da også vedkender sig arven fra.

Jeg synes bare ikke rigtig det hang sammen, for at være ærlig. Prisma har sådan set gode sange med fine omkvæd, men at blande æteriske vokaler og hårde trommer er som at blande vand og olie. Og ambitionen om at skabe eftertænksomhed i musikken virker altså ikke på undertegnede, når trommerne banker én i baghovedet som tredjedagstømmermænd.

Det var, som om bandet havde en masse, de gerne ville bevise på meget kort tid, men musikken var altså på automatpilot, havde tunnelsyn og spaltedes ingenlunde i alskens farver, som når lys sendes gennem et prisme.

Sætliste:

Never Wanted to Meet You

Seven Greedy Girls

Villains of the Night

Lucky Lo: Musikalsk slowfood af høj, høj kvalitet *****

I Danmark bor der en svensk sangerinde og sangskriver. Hun hedder Lo Ersare og er en vaskeægte diamant, der er blevet slebet til på Rytmisk Musikkonservatoriet på Holmen. Eller rettere: på rytmekons har hun fået lov til selv at slibe sig til, for heldigvis er de dage ovre, hvor konservatoriet uddannede reproduktive håndværkere. I dag udklækkes der kunstnere.

Og sådan en er Lo Ersare. Hun trækker inspiration fra mange genrer, såsom jazz, barok-pop og folk og blander det sammen i en gryderet, der har fået lov til at stå og simre i tilpas lang tid. Den har sin helt egen smag og er musikalsk slowfood af høj, høj kvalitet.

På nogle måder kommer jeg til at tænke på Weyes Blood, når jeg hører Lucky Lo. Det langsommelige, blødt duvende swing i de eventyrlige gevandter og vokalen, der ubesværet skifter mellem det dybe og høje. Det har de to tilfælles.

Lo fik kun lov at spille to numre. Først ”Supercarry” om at finde sin indre supermand i trængselstider og dernæst det helt utroligt stemningsfulde ”Sunrise/Sunset”, hvor hun selv greb en banjo.

Med sig på scenen havde sit yderst kompetente band. Først og fremmest må man nok fremhæve Asger Nordtorp, der spiller bas, og vist også er hendes primære sparringspartner i skabelsen af lyden. Han er efterhånden en garvet herre, der har spillet med blandt andet Tårn, Blaue Blume og i sit eget soloprojekt, Guldimund, som bestemt også er værd at tjekke ud.

På trommer har hun også en gammel kending. Det er Casper Henning Hansen, som har spillet med blandt andet moi Caprice, Choir of Young Believers, Oh Land og Guldimund. Og sidst, men absolut ikke mindst, er jeg fuld af benovelse og henrykkelse over guitaristen Mads Nørgaard, som nok er ret ukendt i rockland.  Hidtil har han primært slået sine folder i jazzmiljøet. Men hold da op, hvor spiller han fedt. Han så ud til at være en fisk i vandet, når han hev spektakulære guitarfigurer ud af ærmet.

Tak for jer, siger jeg bare. Jeg tropper op næste gang, I spiller, hvis jeg har muligheden.

Sætliste:

Supercarry

Sunrise/Sunset

Iceage fik vist, hvor skabet skal stå *****

Vidste du egentlig, at Iceages samtlige fem album har fået betegnelsen ”Best New Music” i Pitchfork? Det er sgu ret vildt. Alligevel bliver denne anerkendelse slet ikke retfærdiggjort med den omtale, de får i Danmark. Bevares, P6 Beat spiller dem, men vel egentlig ikke nok.

Personligt er jeg egentlig først stået på med de sidste par album. Det allernyeste, Seek Shelter, har virkelig fået mig op og ringe. Det er simpelthen hamrende godt. Nu er bandet langt mere end postpunk. Det er et moderne rockband med utroligt mange strenge at spille på.

Jeg var derfor henrykt, da jeg så, at de til min overraskelse var udvalgt til at spille. Og de skuffede ikke, selv om koncerten jo var alt for kort til, at de rigtig kunne sprede deres vinger ud. Bandet spillede kun tre numre.

Først det retrorockede, lidt stones-agtige ”Dear Saint Cecilia”, dernæst ”Vendetta”, der har et fuldemandsslingrende beat. Jeg forestiller mig en beskidt mand, der vælter fra den ene side af vejen til den anden i en øde hovedgade i en by i det vilde vesten. I hånden har han en halvtom flaske whisky, og i øjnene et vildt blik. Sidste nummer er det intenst afsøgende ”The Holding Hand”, som Elias Bender Rønnenfelt klager sig igennem, hvorefter det ender ud i et støjinferno.

Jo, Iceage er et kæmpe band, vi som danskere godt kan være stolte af og snakke mere om. De er i den grad vokset af konstant at være på landevejen med deres musik. Jeg tror sgu Bob Dylan og hans ”Never Ending Tour” blegner ved siden af Iceages turnévirksomhed, som i aften heldigvis bragte dem forbi Koncerthuset.

Kalaha: Elektronisk og håndholdt musik mødes med hele verden som legeplads **** 

Det var bandet Kalaha, der havde fået æren af at afslutte aftenens program i Foyeren. Kalaha er jo et band, der spiller det, der med et lidt nedladende ord bliver kaldt verdensmusik. Som om der er musik fra to verdener. Den vestlige og underforstået højt civiliserede, og så de uciviliserede barbarers.

Kalaha består af nogle af Danmark allermest anerkendte musikere fra den håndholdte såvel som den elektroniske musik. På trommer er det Emil de Waal, der er kendt fra alle mulige og umulige sammenhænge, fra pop til jazz, og på guitar er det Niclas Knudsen, der ligeledes har været meget rundt, men nok er mest kendt fra Ibrahim Electric. 

Derudover består bandet af Rumpistol, der har borgerlige navn Jens Berents Christiansen, på keys. Han producerer electronica med inspirationer fra blandt andet dub og ambient under sit alter ego. Og til slut er det Spejderrobot – med navnet Mikael Elkjær på dåbsattesten – der trods et medfødt handicap med deforme arme er en førsteklasses elektronisk musiker. Sammen spiller de musik, der henter inspiration fra Afrobeat, anatolsk rock, elektronisk ravemusik og jazzimprovisation.

Kalaha spillede i alt seks numre, og havde i aftenens anledning et par gæstesolister i form af sangerinden Hilal Kaya, der har tyskisk baggrund, og Raske Penge, der, som mange vil vide, er vokalist indenfor dancehallgenren, med.

Alt i alt var det en vellykket aften fødselsdag i musikkens tegn, og lad os håbe, at det ikke bliver den sidste.

”Ska´vi ha’en svanesang? Nej, nej, nej. Ska vi ha’en fødselsdagssang? Ja, ja, ja.”

Sætliste:

Mama Ngoma

Cok Küstum

Laga Luga

Özgurüm Ben

Dans det op (med Hilal Kaya)

Nilaborre/Bor her (med Raske Penge og Hilal Kaya)

Se et stort fotogalleri fra aftenen

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA