x
Efterklang: Windflowers

Efterklang
Windflowers

Eventyrlige Efterklang forfiner udtrykket på stærk sekser

GAFFA

Album / City Slang
Udgivelse D. 08.10.2021
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Efter det dansksprogede udspil Altid sammen er Danmarks internationalt anerkendte barokpop/elektronika-med-mere orkester tilbage på engelsk, bortset fra sidste nummer, ”Åbent sår”. Da alle deres fem tidligere studiealbum samt operaen Leaves – The Colour of Falling er aldeles fremragende, er det med høje forventninger, jeg sætter albummet på. Jeg bliver ikke skuffet.

Windflowers begynder helt stille med balladen ”Alien Arms”, hvor Casper Clausens udtryksfulde vokal og Rasmus Stolbergs bas er næsten helt inde i øret på lytteren. Undervejs sker der en spændende musikalsk udvikling, hvor et iørefaldende tema midtvejs synes at komme fra en mellemting mellem en kvindestemme og en synthesizer, og en smukt kvindekor falder ind mod slutningen.

Den slags elegante detaljer er der som altid masser af hos Efterklang, hvor sangene langtfra altid følger den velkendte vers-omkvæd-vers-omkvæd-mellemstykke-vers-omkvæd-skabelon, men hvor de forskellige musikalske stykker og skift i intensitet på én gang kommer som overraskelser og på det helt rigtige sted. Og hvor akustiske instrumenter som strygere, blæsere, fløjter, klaverer og forskellige former for slagtøj tager rockbas og -trommer samt elektroniske elementer i hånden og danner en ubrydelig rundkreds, der synes at kunne danse med hinanden for evigt på samme måde, som Casper Clausens leadvokal og de kvindelige korstemmer komplementer hinanden.

Selvom albummet begynder stærkt, bliver sangene nærmest bedre og bedre, jo længere vi kommer ind på udgivelsen. Efter en afdæmpet første tredjedel kommer der mere tempo midtvejs, hvor vi også finder nogle af albummets stærkeste øjeblikke i form af tretrinsraketten ”Dragonfly” med stemningsfuld vocoder og autoharpe, den uimodståelige ”Living Other Lives”, en af Efterklangs mest dansevenlige sange nogensinde, og den hjertegribende ”Mindless Center”.

"Mindless Center" er en stjernestund, hvor kombinationen af den groovy bas- og maskintrommesektion, den minimalistiske xylofon, Casper Clausens dybe vokal i versene, det himmelske kvindekor i omkvædet og den smukke, på én gang vemodige og opløftende melodi får tårerne til at presse sig på og gåsehuden til at indfinde sig – inden marimbasektionen og klaverakkorderne efter omkvædet får tårekanalerne til at briste som en dæmning under en oversvømmelse. Man bliver simpelthen katapulteret op i den syvende himmel af den sang, som forhåbentlig bliver en kommende koncertklassiker.

Også finalen ”Åbent sår” skal fremhæves. Den dansksprogede sang begynder som en vuggende ballade med stærk falsetvokal, inden den efter fire minutter pludselig udvikler sig til et minimal techno-nummer med pumpende beat i samarbejde med svenske The Field og fortsætter sådan i yderligere fire minutter. En fornem afslutning på et prægtigt album.

Casper Clausens tekster fortjener ligeledes et par ord med på vejen. De er dybt poetiske og befinder sig et sted mellem det konkrete og abstrakte. De er tydeligvis skrevet i skyggen af pandemien og handler blandt andet om at være sammen og hver for sig og længes efter hinanden på tværs af tid og rum. Og så er der ”Living Other Lives”, der tematiserer noget så prosaisk som at være afhængig af sociale medier. Ikke ligefrem den første sang om det emne, men der er jo også altid plads til en sang mere om kærlighed, så hvorfor ikke?

Windflowers vil helt sikkert tilfredsstille Efterklangs efterhånden store fanskare, og nye lyttere kan med fordel stige på her. Det er noget billigere end at være rumturist, men jeg tror, det giver lidt af den samme fornemmelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA