x
Diverse kunstnere: The Blacklist

Diverse kunstnere
The Blacklist

Overdådig fødselsdagsfejring går over gevind

GAFFA

Album / Blackened Recordings
Udgivelse D. 10.09.2021
Anmeldt af
Keld Rud

Det er noget af en fejring, der er lagt op til i anledning af Metallicas femte albums 30-års fødselsdag. En genudgivelse af albummet i en remastered udgave med ekstramateriale, et gigantisk bokssæt med demoer og et overdådigt antal dvd’er og dette firdobbelte album, der rummer ikke mindre end 53 fortolkninger, en række kunstnere har lavet af albummets 12 sange. Metallica har håndplukket de deltagende kunstnere, der så selv har fået lov til at vælge, hvilket nummer fra albummet, de ville kaste sig over.

Da albummet Metallicas selvbetitlede album udkom i 1991, modtog jeg det umiddelbart med stor begejstring. Nogle af sangene blev dog ret hurtigt slidt op for mit vedkommende på grund af den massive eksponering, albummet fik. Det blev spillet overalt i 1991 og de næste par år! Selv for de lyttere, der ikke kan få nok af albummet, er spørgsmålet, om de nye udgaver kan stå skulder ved skulder med originalerne? Og om mængden af fortolkninger giver mening?       

Det uden tvivl mest populære nummer at fortolke er ikke overraskende ”Nothing Else Matters”, som findes i 12 udgaver på albummet. ”Of Wolf and Man” og ”the Struggle Within” bliver til gengæld kun fortolket én gang. De deltagende fortolkere rækker over en bred kam og et vidt spekter af genrer. Med mængden af fortolkningerne er det helt klart et valg, jeg kun kan bifalde. Der er kun ganske få repræsentanter fra den hårde rock og metals verden, så der er en del overraskelser at finde.

Jeg kan ikke huske, at jeg før er blevet præsenteret for så mange forskellige versioner af de samme sange. Oplevelsen, jeg sad med efter at have været igennem samtlige 53, var, at de mest vellykkede og interessante var dem, der tog sig de største friheder og bevægede sig længst væk fra originalen som muligt. Samtidig var der også nogle af sangene, der viste sig at rumme potentiale for rigtig mange vellykkede drejninger. ”Sad But True” gemmer således både på en delta-blues-sang, som Jason Isbells udgave af sangen viser, og et stykke teflonbelagt synthrock i St. Vincents behandling.

De seks forskellige udgaver af ”Enter Sandman” illustrerer måske bedst albummets sande udfordring. Selvom de seks fortolkende kunstnere alle har deres egen indgangsvinkel til sangen, er det alligevel samme sang, man som lytter bliver mødt med seks gange i rap. Mac DeMarcos udgave er den mest beskidte, mens såvel Rina Sawayama og Alessia Cara & The Warnings er højglanspolerede produktionsvidundere. Juanes twister ganske opfindsomt sangens rytmik. Det er dog alligevel udgaven, svenske Ghost leverer, jeg vender tilbage til. De har på én gang formået at forvandle sangen til et Ghost-nummer og samtidig holdt fast i sangens væsen.   

”The Unforgiven” foreligger i syv udgaver, hvoraf tre er særdeles vellykkede. Cage the Elephant får givet sangen et mere ligefremt og intimt udtryk, mens søstrene i Ha*Ash skaber en akustisk latinamerikansk perle. Mexicanske Jose Madero er dog den, der får mest ud af sangen, der langsomt vokser fra et spinkelt og nøgent udgangspunkt til et tordnende klimaks.

Jeg må indrømme, at den oprindelige udgave af ”Nothing Else Matters” har hængt mig ud halsen siden engang i 1991. Derfor er det også noget af en mundfuld med 12 udgaver af sangen. Det svarer til et helt album bestående af én sang. Flere af de 12 fortolkere formår dog at tilføre sangen en friskhed, som gjorde, at jeg for første gang i 30 år igen kunne værdsætte nummeret. Miley Cyrus’ udgave er lige så svulstig og bombastisk som originalen. Alligevel er det en flot udgave. Elton Johns klaver og Cyrus’ imponerende vokal giver sangen et noget andet udtryk.

Dave Gahans version står som skarp kontrast hertil. Gahan har barberet sangen ned til et absolut minimum af instrumentering, hvor svævende keyboardflader smyger sig ind og ud af lydbilledet. Bortset fra det er det Gahans stemme, der bærer vægten af ordene og melodien fra start til slut. De fleste synes at være enige om, at sangen definitivt er en ballade bortset fra My Morning Jacket. I deres hænder er det en glad popsang, der er overstået på tre minutter. Modsat forvandler Chris Stapleton sangen til et over otte minutters klassisk rockdrama.

”Of Wold And Man” bliver til et stykke dystert og melankolsk americana i Goodnight, Texas’ behandling, og det er en uhyre vellykket fortolkning. ”The God that Failed” bliver fortolket af henholdsvis Idles og den irske sangerinde Imelda May. Idles' kaotiske punkudgave af sangen bliver trumfet af Mays tunge gospelrock.  

Selvom der er sange, der bliver fortolket overbevisende af flere kunstnere, havde ”The Blacklist” nok været mere effektfuld, hvis der kun havde været en udgave af hver sang. De fire timers spilletid er svære at gabe over, og få vil sikkert gå om bord i albummet som et værk. En del af udgaverne var interessante ved første bekendtskab, men giver ikke efterfølgende anledning til yderligere stævnemøder. Der er således ikke én af de fem udgaver af ”Houlier Than Thou”, jeg har lyst til at høre igen. For mange af udgaverne går hinanden i bedene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA