x
En magtdemonstration i moderne popmusik

Nicklas Sahl, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

En magtdemonstration i moderne popmusik

Anmeldt af Josephine Andersen | GAFFA

En stor sal og en Nicklas Sahl. De to går efterhånden hånd i hånd, når man taler SPOT Festival. I hvert fald var sal og Sahl også et match, da festivalen senest blev afholdt i maj 2019, og mens SPOT har været på standby, har den unge musiker fra Hadsten brugt det seneste halvandet år på at bevæge sig i én bestemt retning: fremad. Derfor var det også nærmest umuligt at forestille sig en mindre scene til en af torsdagens helt store trækplastre.

Allerede en time før koncertstart stod de første tålmodige fødder i kø med håb om at få de bedste pladser, og da koncerten endelig startede, var ikke kun gulvet, men også balkonen fyldt godt op af forventningsfulde festivalgæster. Og de var på helt fra start. Da intronummeret ”Planets”' karakteristiske riff startede, rejste publikum sig instinktivt fra de røde sæder, og kun de færreste satte sig tilbage igen efter dette. Nummeret bragede ud gennem højtalerne, mens Sahls stemme kæmpede med publikums kor om at synge højest – og da nummeret var slut, måtte den unge østjyde da også lige træde et skridt tilbage, mens han tog sig til hovedet. Og det var endda kun begyndelsen.

Selv når Sahl krydrede sættet med nye numre som ”Stand Out Be Special” eller en af de knap så skamspillede singler i form af duetten ”Careful” med norske Emelie Hollow, der desuden var hentet ind til aftenens koncert, mistede han aldrig grebet om sit publikum, der trofast fulgte hvert et lille fingerstrøg.

Til trods for sin unge alder er Nicklas Sahl efterhånden en af de garvede, når det kommer til at spille på SPOT, og hans musikalske bagkatalog indeholder nok også en del flere sange end de fleste andre af årets artister. Derfor var det da også lidt ærgerligt, at nogle af de rigtige gode livenumre, han har i rygsækken, ikke havde klaret cuttet til den helt store scene, men omvendt er det jo et luksusproblem at have så mange gode sange, at man ikke kan nå alle de bedste. Hvad vi dog nåede til allersidst, var hittet ”Four Walls” med det meget sigende omkvæd … Inside of these four walls I know I’m good”, og god det var han, og den her koncert var slet og ret en magtdemonstration i, hvordan man skær en moderne popkoncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA