x
Laksort, brændende komet

Brimheim, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Laksort, brændende komet

Anmeldt af Johanne Nedergaard | GAFFA

Den sidste koncert i Musikhusets Lille Sal blev slået an af en summende stemning fra et publikum, der fyldte alle siddepladserne ud. Folk ved det jo godt efterhånden: færøske Brimheim er skidehamrende dygtig både som sangskriver, musiker og performer. 

Med oplagt band – blandt andet bestående af Baby in Vains Lola Hammerich og Benedicte Pierleoni på henholdsvis guitar og bas – greb Brimheim publikum ved struben og holdt godt fast. Den triol-fyldte “Kafka” blev introduceret tight band, smukt kor og drønskøn vokalpræstation fra Brimheim, der kom op i de helt høje luftlag. Energien var i top og fortsatte ufortrødent på “Myself Misspelled”, hvor vokalen blev nærmest messende, mens Brimheim teatralsk lod sit blik skue ud over publikum. Hun solede sig i applausen og red på følelsen af succes så let som ingenting. Og det var hun i sin gode ret til. 

Herefter bliver vi præsenteret for nyere materiale. “I wish I didn’t care, what you think of me”, lyder det fra Brimheim på “Bathing Fever” (uudgivet nummer, jeg kan have hørt forkert, red.), hvor hun har publikums opmærksomhed i et jerngreb og krediterer ved at slutte af med himmelhøje og kraftfulde fraseringer som – indrømmet – får tårerne til at pible frem på undertegnede. Simpelthen så smukt, ubesværet og stærkt. Vi går en tak ned på “This Week’s Laundry”, som umiddelbart virker lidt malplaceret i et ellers kraftfuldt sæt, men Brimheim og Co. kommer stærkt igen på numre som “Sake of Simplicity” og kærlighedserklæringen til konen, “Exquisite Bliss”. Og så selvfølgelig afslutningen, storfavoritten “Call it What You Want”, som for alvor fik folk op af sæderne og lightere og mobiltelefonslommelygter tændt og svajet frem og tilbage.

Selvfølgelig skulle aftenens afslutning ikke dvæles ved, så førnævnte blev lige sat op i tempo, mens guitarriffs og fills katapulerede aftenens koncert ind på hukommelsen som en af de stærkeste, jeg har oplevet på Spot Festival 2021. Tak for det!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA