x
Matriarken af dansk electronica genføder spillested

Lydmor, Posten, Odense

Matriarken af dansk electronica genføder spillested

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

20:30 lægges første sten i lydmuren af Jenny Rossander under kunstnernavnet Lydmor. Uden support-act er denne odenseanske koncert én, der efterlader Posten som en snakkeklub, med bebudet showstart en halv time forinden. Der er lagt op til en cold opening, men det skal vise sig, at kviksølvtermometret hurtigt får en omgang med stormlighteren. Det begynder nemlig ondskabsfuldt hedt.

En buldrende bas antyder blivende sætningsskader i Postens fundament. Iturevne analoge samples distorter tilsigtet på PA-anlægget. Stilhed og musikalsk kaos med sporadiske white noise-knivstik bygger op til et skrig, som var det udstødt af græsk mytologis Kraken. Et højfrekvent lysinferno buldrer af sted på scenens cirkulære elektronikpult og LED-rør formation designet af Oscar Trap Elers. Lilletromme-rolls erstatter lysshowets hjertebankerytme med febrilske rystelser. Med en bas, der moderlidt vugger sit publikum, udtoner Arturia-synthens barokke klang. Et kæmpe publikumsbrøl følger efter den massive åbner "Go Slow But Go". 

"Amanda's Lullaby" lader bassynteser affyre i voldelige salver. Flerstemmigt loop-kor og gigantisk rumklang på den messende vokal imponerer – det her er ikke blot Ableton Live med fingrene på de rette tangenter - man skulle tro, at scenen var udfyldt af et techno-symfoniorkester.

Eivør featuringen "Nevada" må i aften præsenteres solo – også uden hjælp fra Lydmors support-act under denne tour, Kamma. På sin vis lider duetten under solo-omstændighederne, men kommer til live på anden vis. Den housede synth er smør for æteren, mens skårene i sjælen viser sig frem i vokalen. Sporadiske fraseringer leveres med gennemtrængende sårbarhed på randen til falset-knæk med ekko på ægthed. Trackets off-beat-synkoper flankeres af synkoperede vokal-effekter, der medvirker til udvidet danse-inspirerende kompleksitet på rytmeniveau.

Den tonstunge techno-hjerterytme fortsætter på "- the Mansion" fra 2018-albummet I Told You I'd Tell Them Our Story. Rossander uddeler med spoken word flow lige dele indestængt vrede og tøjlet håb på æteriske kirkerumklangs-falsetter. 

Dopaminskybrud i skateparken
"Claudia" trækker gedigne veksler på vor alles mætningspunkt for storladen tonalitet. Der gestikuleres teatralsk, mens et digitalt guitarriff badet i distortion flår sig igennem lydkonstruktionen. Anarkiet får lov at sejre med Posten som Rossanders personlige skatepark, hvor samtlige gelændre, baroverflader og dansegulvs-kvadratmeter udforskes. Lyskeglerne går i UV-mode og Rossanders karakteristiske neon-maling på arme og ansigt funkler. En bas med bestialsk urkraft får et sterilt high-cut, der lader dens dundrende lavfrekvenser galopere mod techno-ekstase. Sammenfletningen sker sømløst, organisk og yderst effektivt til Capacity's største banger. Synthanslagene smides på måder, kun en bøddel kan lade guillotinen falde under "Someone We Used to Love".

Ekkoeffekter ledsager vokalen, der i denne unikke fremførelse er langt mere skrøbelig og legesyg i metrik. Det banger-værdige drop inkluderer en til lejligheden dansksproget version af telefonopkaldet fra nummerets extended cut. Et Edward Munschsk primalbrøl fører ud mod   dopaminskybrud og en vibrato med fuld skrald på ekkoet. Et af 2020's stærkeste danske single-udspil er i koncertformat intet mindre end gudenektar. 

Minder fra en fjern tidszone
Bagkataloget udforskes fornemt i en sekvens, som tæller "New Cars and Babies", "Money Towers" og "Shanghai Roar".  Klokkespil træder ind direkte fra dagdrømmenes baggrundssoundtrack med flyvsk ah-ah kor på c-stykket med minder fra en anden tidszone. Sydøstenvinde blæser nemlig over det røgfyldte spillested. Pianoanslag blendes nænsomt med mere knytnævetunge synteser i en dynamisk verden, hvor den korteste vej mellem total lufttom stilhed og digital uendelig er bassens ubarmhjertighed.

Rossander får da også med syvtommer søm slået fast: "I made this bass!" (og så har min børnevenlige stavekontrol lige fjernet et par ekspletiver eller ti). I bedste ejendomsmægler stil vises syntesen frem til potentielle forgudere og gamle elskere under "New Cars and Babies" fra 2015-albummet Y. "En bas, der spiller på sit eget ekko," fortælles det under åbent hus-arrangementet. Det er klart også den vidunderlige mundfølelse, man tygger sig frem til med syntesens richochet. Hver tone er er lige på vippen til at snuble over hinanden i tonal flubber-energi på et diskoficeret beat. 

Lynch, LSD og master class i "dum bas"
Med et glimt i øjet bliver Posten for en stund omdannet til et drømmeteater, hvor David Lynch har kastet mønter i jukeboksen. Bobby Vintons "Blue Velvet" får dermed mp3-tid i æter-rotation, mens Lydmor tager endnu en æresrunde i salen. Det er muzakken, man forestiller sig spille i elevatoren på vej mod andre sfærer. Og selvfølgelig går elevatoren i stå. Bas-toneopbrydningen rammer tonstungt. 8-bit-alien-modulering på vokalen giver rum til et four on the floor-beat og et spillested, der får sultansmadder under "LSD Heart".

Publikum serveres en decideret masterclass i "dum bas" på "If You Want Capacity". Som en tryllekunstner, der forklarer sit trick og alligevel forbløffer lykkes Lydmor med at præsentere sin rundgang i realtid. I sin egenskab som byvandrer med globetrotte-talenter bevæger Rossander sig en sidste gang igennem publikum. Seancen tilllader for en stund catwalk på bardisken, publikums sving-ommer og linedanser-skills på lydpultens metalbroer.

Spillestedet sidder tilbage badet i ultraviolet. Dunderbrøl fra subben lyder, mens hippocampus genafspiller smertelige minder og følelser igennem bølgevibrationer på afslutningsnummeret "Nostalgia". 

Haze-densiteten melder på dette tidspunkt lav sigtbarhed, og lystekniker Trap Elers blæser op for tågelys-inferno på UFO-scenekonstruktion. Subwooferne får bestialsk sjæleføde på de sidste bas-dampe under koncertens epilog. Voldsom kakofoni anført af syntetisk one-note-magic eksploderer, mens Rossander nikkende kigger ud på sit publikum. En unik, ægte og simpelthen genial orkestrering af tonalitet - hele frekvensspektret - har ramt Posten. Lydmor har denne aften slynget sit publikum ud i galaksen igennem mastodontiske 100 minutter. 

Kompromisløsheden hører sig til jobbeskrivelsen
Græsk mytologi beskriver Gaia som Moder Jord. Wikipedia går endda så langt som at mene, at hun har skabt alle elementer i universet – ikke blot ved en tilfældighed, men præcis i det billede, hun ønsker. Lydmor er ikke meget anderledes. Kompromisløsheden hører sig vist til jobbeskrivelsen. 

Lydmor er en kriger. Krigsmalingen er neon. Hjertet er igennem et syretrip og minderne kan ikke andet end formuleres i en bas, der giver dig et æselspark i ansigtet til Posten ungefæhr 150 gæster. Og dem er der mange af. Det uudgivne track "The Golden Lounge" og SOPHIE-coveret "It's Okay to Cry" er blot eksempler på, at generøsiteten er uudtømmelig.

Lydmor emulgerer på skønneste vis idehistoriens højkulturelle betænkninger ved tilværelsen med vulgariteter som en "dum" basgang, der kan gøre sofalunkne fodbasser til tramper-værktøjer. Lydmors koncertprodukt er et konceptuelt mesterværk fra undfangelse til sidste åndedrag. Rossander har denne aften genfødt koncertformatet. Genfødt Posten. Genfødt sit publikum. Med en sitrende pen kan konklusionen nedskribles: Lydmor har begået noget af det mest vanvittige lydmurs-nedrivningsarbejde. Dekonstruktionen og rekonstruktionen af Capacity, bagkataloget og alt derimellem er intet mindre end massivt. 

Lydmor er på turné, se datoer på Facebook

Lydmor sætliste:
"ID Intro"
"Go Slow But Go"
"Amandas Lullaby"
"Nevada"
"- the Mansion"
"Claudia"
"Someone We Used To Love"
"Shanghai Roar"
"New Cars and Babies"
"Money Towers"
"The Golden Lounge" (Nyt track)
"Blue Velvet" (Bobby Vinton original track)
"LSD Heart"
"It's Okay to Cry" (SOPHIE cover)
"If You Want Capacity"
"DIM"
"Nostalgia"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA