x
Elton John: The Lockdown Sessions

Elton John
The Lockdown Sessions

Ung med de unge på småkedeligt duetalbum

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 22.10.2021
Anmeldt af
Espen Strunk

Han er efterhånden fyldt 74 år og skulle efter planen have været i fuld gang med sin afskedsturné. Så kom COVID-19, og hvad gør man så? Hvis man er Elton John, går man naturligvis i studiet – og nu foreligger resultatet, i form af albummet The Lockdown Sessions.

Af albummets 16 skæringer er en del allerede udgivne i andre sammenhænge – for eksempel duetten "Chosen Family" fra Rina Sawarayas debutalbum og en vellykket fortolkning af klassikeren "Nothing Else Matters" indspillet med blandt andre Miley Curys til dette tidlige efterårs Metallica-hyldest The Metallica Blacklist.

Jo, Elton spænder vidt på et album, hvor man finder duetter med ældre stjerner som Stevie Nicks og Stevie Wonder såvel som samarbejder med yngre navne som Dua Lipa, Young Thug, Charlie Puth med mange flere. Her er således både klassisk klaverpatos à la John – som stadig er en autoritativ sanger – og væsentligt mere kontemporære toner, end vi er vant til fra dén kant.

Selv har John beskrevet arbejdet med albummet som et ekko af hans tid som studiemusiker i karrierens spæde begyndelse. Og da er da også noget både sympatisk og forfriskende over at høre veteranen bevæge sig udenfor sin tryghedszone og låne sit talent til en stribe yngre navne.

Fred så være med, at mine personlige favoritter på albummet er duetter med modne sværvægtere – herunder den energiske "E-Ticket" med Eddie Vedder og afslutningsnummeret ”I'm Not Gonna Miss You”, hvor John synger duet med nu afdøde Glen Campbell. Samlet set er der dog tale om et noget pastelfarvet og ferskt produkt fra en stjerne med sine største stunder i bakspejlet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA