x
Radiohead: Kid A Mnesia

Radiohead
Kid A Mnesia

KLASSIKEREN: Med det 21. århundrede som udstillingsvindue

GAFFA

Album / XL Recordings
Udgivelse D. 05.11.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Radioheads fjerde album Kid A er et af de mest overhypede album i nyere tid. Det mod, som bandet er blevet tilskrevet, samt den indflydelse, som albummet har fået, er blevet overdrevet, latterliggjort og overvurderet, lige siden albummet blev kaldt det største kommercielle selvmord siden David Bowies Low og Lou Reeds Metal Machine Music. Det er unægtelig svært at undgå at blive en smule irriteret, når endnu en støvet lommefilosof, der tror, han er vigtig, flyver rundt i ens intimsfære og påstår, at Kid A er det mest banebrydende siden den syngende vinhals.

Derfor er det endnu sværere at være den anmelder, der påstår, at albummet – og dens undervurderede lillesøster Amnesiac – er et af nyere tids vigtigste albums og det første store mesterværk i det 21. århundrede. På mange måder et symptom af sin tid og et foruroligende kig ind i krystalkuglen til den postfaktuelle apokalypse, vi lever i nu. For det er sgu svært ikke at se sit samfund som en gradbøjning af Stanley Donwoods mesterlige artwork, hvor genmanipulerede bjørne vakler rundt i en goldt islandskab.

For undertegnede var Kid A skelsættende og er, helt personligt, et af de fem vigtigste album, der nogensinde er lavet. Den viste os sære snegle, at der var et sted, hvor mørket og alvoren havde bevæggrunde, og den åbnede vores ører op til en hel ny klangverden (primært ting der var signet på WARP Records omkring 1999). Selve Kid A er langtfra så avantgarde, som husarerne gerne vil have dig til at tro. Men det gør ikke albummet mindre vigtigt. Man kan godt sige, at det er mange års eksperimenterende musik, destilleret ned til en stærk cocktail.

Og derfor er genudgivelsen i anledningen af Kid A og Amnesiacs 20-21 års jubilæum, samt det obligatoriske outtake-album Kid Amnesiae, et oplagt tidspunkt til at kunne knytte nogle ord til, hvad det er, der gør denne periode i Radioheads historie så fascinerende. Hvorfor er det så interessant, at bandet ikke fortsatte deres sejrsrus med OK Computer og i stedet valgte at pille alt fra hinanden i så høj grad, at Kid A kom til at fremstå som en insisterende fastholdelse af Radiohead som de sære blegefises yndlingsmusik?

Radiohead - Kid A
Det kommercielle selvmord

******

For at forstå pladernes mytiske status er det væsentligt at gå tilbage til det band, Radiohead blev i kølvandet på udgivelsen af OK Computer, på kanten af det tyvende århundredes endeligt. OK Computer var et af den slags album – med et ben i fortiden og et ben i fremtiden – som kunne få den postironiske generation i slut-halvfemserne helt oppe at ringe. Og tag ikke fejl! Folket elskede Radiohead til døde. I så høj grad, at Thom Yorke fik lyst til at forsvinde fra virkeligheden og blev ramt af alt fra angst til skriveblokade. Mens folk regnede med, at bandet kørte videre på successen, viste en lang række ufrugtbare sessioner – blandt andet nogle særdeles deprimerende uger i kongens Køebnhavn – at gruppen var nødt til at sadle fuldstændig om. Først da gruppen smed regelbogen ud af vinduet og brød med deres roller, kunne de bygge noget nyt op fra bunden. Ifølge guitarist Ed O’Brien skete det helt præcis, da Thom Yorke og producer Nigel Godrich udarbejdede skelettet til det, der ville blive den messende åbner ”Everything In Its Right Place”.

Når man rammes af de efterbehandlede synth-strofer og de omsiggribende stemmesamples i Kid As første minutter, transporteres man tilbage til en tid, hvor menneskets største frygt var, at digitalurene ville re-sette nytårsaften og drivhuseffekten blot var en tanketorsk. Men man rammes også af tanken om, hvor vildt det må have været at være Radiohead-fan. Bandet var blevet kendt som rockmusikkens frelsere, Kid A var blevet udnævnt til den meste ventede plade nogensinde, og der lå enormt pres på de fem englænderes ryg. Det må have været lidt af et mindfuck at blive mødt af ”Everything In Its Right Place” og Thom Yorkes opklippede nonsenslyrik om at sutte på citroner. Husarerne, der elskede The Bends og OK Computers guitar-angreb, burde blive frustrerede, da pladens næste to numre – titelsangen og ”The National Anthem” – heller ikke indeholdt skyggen af en traditionel guitar.

”Kid A” snubler fremad, med spastiske breakbeats, alarmerende spilledåser og Thom Yorkes stemme, der reciterer døds-floskler gennem en vocoder, mens ”The National Anthem”, over en repetitiv basgang, præges af gysersynths, indtil et hornorkester kører galt i en skolebus, i sangens sidste strofer.

At guitarerne først viser sig på den gudesmukke nyklassiker ”How to Disappear Completely”, må have været en decideret lettelse for de mindre, tålmodige fans. Kid A var på dette tidspunkt et decideret mindfuck, og selvom guitarerne er intakte på sange som ”How to Disappear Completely” og ”Optimistic”, er den iskolde ”Morning Bell”, med snurrige maskintrommer og Thom Yorkes dada-tekst, og den groteske krigstechno-hymne ”Idioteque” så langt fra OK Computer, som man overhovedet kunne forestille sig. Og dog er Kid A også bare enormt gennemført og velstruktureret, og ingen eksperimenterende sinus-tone synes at stå forkert. Selv de mindre temperamentsfulde indslag er med til at udvide den ufremkommelige, kolde verden, som Kid A synes at tegne. Sjældent har artwork og lyd skabt så stærk en symbiose. Hvis ikke Kid A er det bedste Radiohead-album, så er det i hvert fald det mest gennemførte. Et mesterværk!


Radiohead - Amnesiac
Det glemte album

*****

Kid As afsluttende, vidunderligt suicidale Disney-pastiche: ”Motion Picture Soundtrack” synger Yorke: ”I will see you in the next life”. Men der gik ikke lang tid, før Radiohead fulgte Kid A op med et søsteralbum, Amnesiac. På dette tidspunkt var Amnesiac ofre for en masse misvisende hype. Nogen håbede, at pladen var en tilbagevenden til guitarrocken, mens andre håbede, at pladen fortsatte Kid A's kompromisløse klange. Amnesiac vil nok altid stå i skyggen af sin storesøster, selvom de har meget til fælles. Måske fordi pladen er vokset ud af samme sessions som Kid A. De synes at være tvillinger, som blev skilt ad ved fødslen. Mens Kid A er subversiv, dramatisk og konfliktsøgende, synes Amnesiac nærmere at være afmålt, intim og hemmelighedsfuld. Lidt som den støvede bog, der udgør pladens coverart. Endnu en genial symbiose fra Stanley Donwood.

Amnesiac er det glemte album i Radioheads diskografi, selvom den indeholder to af bandets bedste sange overhovedet, i form af  den gudesmukke klaverballader ”Pyramid Song” og dødsjazz-hymnen ”Life in a Glasshouse”. Men der er så meget andet at komme efter, selvom det aldrig bliver lige så kontant som den kantede elektronik på ”Idioteque” eller de manipulerede guitar-eksplosioner på ”Morning Bell”, som skægt nok dukker op i en meget anderledes version på Amnesiac. Her er sangen iklædt klokkespil, Disney-strygere og bingo-orgel. Det er så kalkuleret, at det lyder, som om Thom Yorke er vågnet op i en animeret Disney prinsesse-skov. Dog ikke eventyrlig nok til, at han ikke stadig synger ”Release me!”

Og Amnesiac er mere spraglet og mindre fokuseret end storesøsteren. Åbneren ”Packt Like Sardines in a Crushd Tin Box” kombinerer minimal-electronica med hvid støj og et dominerende sample af noget, der lyder som én, der taber en stak gryder ned ad en affaldsskakt. Samtidig er sangens hovedtekst ”I’m a reasonable man, get off my case” en personlig favorit og et bevis på, at Radiohead besidder en sær, underspillet humor. I den modsatte ende finder man et nummer som ”Knives Out”, der trods sin lettere jazzede rytmebund og sin kannibal-tekst er det mest ligefremme, Radiohead har været siden OK Computer. Mere eksperimenterende er”I Might Be Wrong”, der er bygget over et ondskabsfuldt blues-riff, funky bas og støvet rytmeboks eller den rundforvirrede ”Like Spinning Plates”, der var resultatet af et mislykket nummer, som blev vendt baglæns, og siden er blevet en af gruppens bedste ballader.

Tiden er kommet til at give Amnesiac en chance mere, når nu det er cirka 20 år siden, at pladen udkom. Ikke mindst fordi pladen har fået et fælt eftermæle som en slags Kid A-bonusdisk. Hvilket er en skam, da Amnesiac burde opfattes som et helstøbt værk på lige fod med Radioheads andre albums. Pladen indeholder for mange perler og hænger for godt sammen til blot at være en slags halvskidt samling af efterladenskaber. Det ville også være ærgerligt, for Kid A Mnesia kommer med intet ringere en sådan en ekstra disk. Og der er store kvalitative forskelle på Amnesiac og Kid Amnesiae.


Radiohead - Kid Amnesiae
Ufuldendt bonusbrøler

**

Kid A Mnesia følger den stil, som Radiohead lagde ud med deres overdådige OKNotOK-genudgivelse af OK Computer. Her fik man både albummet og et album fyldt med b-sider oven i hatten. Derfor er det mig en gåde, hvorfor de glimrende b-sider fra Amnesiac-singlerne ikke er at finde på denne genudgivelse. Jeg ved, at de fleste b-sider ligger til officielt skue på diverse streaming-platforme, men når man nu udsender hele svineriet på vinyl, havde det været fedt at kunne gøre samlingen komplet med oversete klassikere som ”The Amazing Sound of Orgy”, ”Cuttooth” og ”Fog” (Typisk Radiohead får du kun nogle af dem med, hvis du køber kassetteversionen.) Samtidig er den overnørdede fanbase – som denne anmelder er en del af – bekendt med mange outtakes, mislykkede eksperimenter og alternative versioner, som heller ikke dukker op på Kid Amnesiae. De umiddelbare blikfang er vel pladens to egentlige “nye” sange “If You Say the Word” og “Follow Me Around”, hvor sidstnævnte har opnået semi-legendarisk status blandt fans.

”If You Say the Word”, som jeg ikke er sikker på, nogen af os radiohoveder kendte til før nu, er en smukt, mystisk krautballade, med sumpede trommer, ekkobelagte guitarer og et strejf af Aphex Twinsk ambiens, med en utrolig flot melodi, der formår at bygge broer til både fortid og fremtid. Undertegnede mener at kunne høre idéer, der senere ville dukke op på In Rainbows og A Moon Shaped Pool. En sang, der næsten er tæt på at være hele pakken værd.

Det samme kan ikke siges om ”Follow Me Around”, som ellers har været en fan-favorit i mange år som en af de ”glemte sange”, på lige fod med ”Lift”, som endelig udkom på førnævnte OKnotOK-box. Men den endelige version er lettere skuffende, da det blot er Thom Yorke, der er helt alene med en guitar. Sangen er en fortræffelig folk-ballade, men lyder ikke anderledes end de 70 forskellige leaks, man kan finde i internettets katakomber. Ud over en smule vocoder-effekt på Yorkes vokal bringer studieversionen altså ikke noget nyt til bordet.

Resten af pladen indeholder tvivlsomme outtakes og alternative versioner, hvor det kun er ganske få, der egentlig er interessante. Det er sjovt at høre, at det sære breakbeat ”Pulk/Pull Revolving Doors” (fra Amnesiac) oprindelig var beatet til en radikal anderledes version af klassikeren ”True Love Waits”, det tog 25 år at indspille en version af, mens klaverversionen af ”Like Spinning Plates” altid er smuk. ”Fog (Again Again)” bør også fremhæves, men dog mest for at understrege, hvor meget bedre versionen på Com Lag: 2 + 2 = 5 (ep, 2004) er.

Selvom strygersekvensen til ”How to Disappear Completely” er flot for sig selv og beatet til ”Fast Track”, er et dejligt genhør, er denne tredje bonusdisk helt overflødig. Alene dét, at b-siderne ikke bliver udgivet side om side med de to albums, er fuldstændig uforståeligt, og jeg ved, at der er langt mere interessante outtakes fra denne gyldne periode, som havde gjort bonusdisken obligatorisk. Denne samling er desværre langt under middel.

Så final verdict? Hvis du skal erhverve dig Kid A Mnesia, skal du så sandelig ikke gøre det for ekstramaterialet. Gør det for et af dette årtusindes første store, rytmiske mesterværker og dens alt for oversete lillesøster. Og gør det for Stanley Donwood og Thom Yorkes blændende artwork, der fortjener langt mere plads, end den oprindeligt fik i 00’ernes små fedtede cd-covers. Hvis du ikke har erhvervet dig det udsolgte bokssæt, kan du stadig nå at bestille bøger med artwork, mens du hører nedestående playliste, der er GAFFAs eget forslag på en kompagnon af rariteter og alternative versioner. Tillykke til søstrene og deres stolte fædre med den semirunde fødselsdag!




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA