x
Volbeat: Servant of the Mind

Volbeat
Servant of the Mind

Danmarks største rocksucces kører ufortrødent videre

GAFFA

Album / Vertigo Records
Udgivelse D. 03.12.2021
Anmeldt af
Keld Rud

Volbeat har formået noget, intet andet danske rock- eller metalband har kunnet gøre dem kunsten efter: at få et stort internationalt gennembrud. Succesen har også haft sin pris. En del af det publikum, der var med til at bevæge bandet ud af undergrunden i kølvandet på deres debut, tæller ikke længere blandt fanskaren.  Bandet har ”solgt ud”, skal vi forstå. Personligt giver jeg ikke meget for den slags beskyldninger. Enhver kunstner, der udgiver musik, burde være interesseret i at nå ud til så stort et publikum som muligt. Derfor er det i min øjne langt mere interessant at se på, hvad Volbeat bruger deres platform til.

Åbningsnummeret, ”Temple of Ekur”, på bandets ottende album, Servant of the Mind, er klassisk Volbeat, men med et twist. Det er et tungt midtemponummer med et melodisk omkvæd. I sangen leger bandet med en mellemøstlig skala, der giver de fire minutter et friskt pust. Andet nummer, ”Wait A Minute My Girl”, er en ukompliceret rock og rul-sang af den slags, der har været med til at bære brænde til bålet, der er blevet næret af de ovennævnte beskyldninger. Sangen kan sagtens fyre op under dansegulvet til et halbal i provinsen og er som sådan måske rigelig folkelig for nogle. Ikke desto mindre fungerer nummeret faktisk udmærket på sine præmisser.      

Herpå følger en af albummets to episke sange. ”Sacred Stones” er en form for grandfætter til Metallicas ”For Whom the Bell Tolls”. I løbet af sangens seks minutter og 14 sekunder er det nedstemte dommedagsriffs, der får lov til at svinge taktstokken. Det lykkes ikke helt at få det til at virke hverken truende eller ildevarslende og ender mere som en pastiche. 

Resten af albummet forløber skiftevis i tre spor. Et, der byder på relativt ukomplicerede sange med kæmpeomkvæd, som vil appellere til et meget bredt segment og sagtens kan køre på lokalradioen. Et andet med bastante metalrocknumre, som er så umiskendelige for Volbeat, at man enten vil elske eller hade dem. Og sidst, men ikke mindst et mere legesygt og eksperimenterende spor.

Det er ikke sådan, at det ene spor konsekvent fungerer bedre end de andre. Der er sange, der lykkes i alle tre kategorier. Der er også en del svipsere undervejs. Det er, når bandet bevæger sig uden for det allermest forudsigelige, at deres idéer og sangskrivning løfter sig.

Det er ”The Devil Rages On” og ”Step into the Light” gode eksempler på. Her tager Volbeat deres kærlighed til rockabilly og bruger den til at give disse to sange mere karakter og introducere en fortættet stemning. Der bliver skruet ned for forvrængningen på guitarerne og op for rumklangen. På førstnævnte er det boogierytmerne, som endnu en gang er drivkraften, mens sidstnævnte er udstyret med en af Volbeats karakteristiske hooklines.  

I den lettilgængelige kategori er den bedste sang ”The Passenger”. Et uptemponummer, som på tre minutter får fyret masser af kul på og samtidig har et refræn, der balancerer den melodiske sødme med råstyrken fra metallen. Omvendt er ”Dagen før” en kedelig gentagelse, som sikkert virkede som en god idé på papiret. Det er endnu en sang, hvor Volbeat blander dansk og engelsk med en gæstesanger. I dette tilfælde Stine Bramsen. Den hvinende søde rocksag truer med at drukne lytteren i tykt polstrede vokaler, som har fået både det ene og det andet produktionskosmetiske indgreb foretaget. Det skal nok stille sulten hos det publikum, Volbeat deler med Kandis, men for mig virker det uendelig kalkuleret i sin radiovenlige fremtoning, der ikke engang trues af de harmoniserede guitarer.

Hvor ”Becoming” overbevisende får smækket riffs over disken på akkord, og åbningsnummeret giver Volbeats gennemtestede opskrift en ny fernis, er det sværere for bandet at bevæge sig uden for fortærskede metalklichéer på ”Say No More” og ”Shotgun Blues”. Begge sanges riffarbejde er uinspireret.

Samlet set er Servant of the Mind et album, der på én gang illustrerer Volbeats styrke og svagheder. Deres karakteristiske lyd og effektive sangskrivning trækker nogle stik hjem, mens bandet ikke kan frigøre sig fra en del akavede øjeblikke stilistisk, musikalsk og lyrisk. De burde være nået et sted hen nu, hvor de kunne få hjælp til at luget ud i den slags. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA