x
Tom Morello: The Atlas Underground Flood

Tom Morello
The Atlas Underground Flood

Musikalske spredehagl i kampen mod kapitalismen

GAFFA

Album / Mon + Pop Music
Udgivelse D. 17.11.2021
Anmeldt af
Espen Strunk

57-årige Tom Morellos karakteristiske guitar har spillet en central rolle på langt over tyve album – fra Rage Against the Machine til Bruce Springsteen – men faktisk er det kun blevet til en lille håndfuld i eget navn. For få måneder siden udkom The Atlas Underground Fire (med blandt andre Eddie Vedder og Bruce Springsteen på gæstelisten), og nu får vi så Morellos fjerde album under eget navn.

Endnu engang med en lang række mere eller mindre prominente gæster og en genrepalet så bred, at man indimellem ikke ville gætte at man lyttede til et Morelloalbum, hvis man ikke vidste det. Det gælder for eksempel på åbningsnummeret "A Radical in the Family" med den hollandske DJ San Holo. Som titlen antyder, er de venstreorienterede politiske dagsordner som altid hos Morello helt fremme i forgrunden – og det er på sin vis karakteristisk, at selv solisten Morellos ego er underordnet en større sag.

Ligesom på forgængeren spænder Morello fra techno-takter (”Ride at Dawn”) over Rage-reminiscent rap-rock (højdepunktet ”Hard Times”) til akustiske indslag som ”Raising Hell”, som gæstes af Ben Harper og sender klare hilsner til Morellos sideprojekt The Nightwatchman. Her er han efter min smag bedst, selvom der grundlæggende er noget sympatisk over hans utilbøjelighed til at lade sig begrænse genremæssigt eller forsøge at lyde som sin egen fortid.

Det elektroniske og akustiske mødes på forbilledlig vis i det fyrige afslutningsnummer "Warrior Spirit" (med den mexicanske duo Rodrigo Y Gabriela), og så spiller Morello stadigvæk gennemgående en medrivende og magtfuld elguitar. Og nå ja, Metallicas Kirk Hammett kigger også forbi. På et album, som sine steder – for sådan er det også med Morello – er mere sympatisk end uforglemmeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA