x
Stærk sidste stående rockaften inden nye restriktioner

Brimheim og Gro, Radar, Aarhus

Stærk sidste stående rockaften inden nye restriktioner

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Oh, den Omikron-variant. Vi skal til det igen. Nye restriktioner, ikke mindst på kulturområdet. Så torsdag den 9. december er sidste chance for at gå til stående koncert i år, i hvert fald hvis man er flere end 50 personer. Den chance skal naturligvis bruges, men det er nok ikke kun derfor, at Radar er næsten fyldt.

Den primære årsag er nok, at man kan opleve et af de mest spændende nyere navne på den danske scene, nemlig den indierockede, dansk-færøske sanger og sangskriver Helena Heinesen Rebensdorff, bedre kendt som Brimheim. Hun udgav sidste år sin debut-ep Myself Misspelled, udsender til januar sit første fuldlængdealbum Can’t Hate Myself Into a Different Shape og har i den mellemliggende tid haft flere hits på P6 Beat og givet en stribe anmelderroste koncerter, blandt andet på Spot Festival.

Brimheim åbner med en ny sang, ”Heaven Help Me I’ve Gone Crazy”, hvis titel siger lidt om hendes tekstunivers. Hun er sårbar og direkte, og det er hun også musikalsk, hvor hendes vidtfavnende og ganske dramatiske stemme her befinder sig i det lyse og skrøbelige leje, mens musikken er tilsvarende afdæmpet. Der kommer lidt mere power på i den efterfølgende, poprockede ”Favorite Day of the Week”, en af dette efterårs singleforløbere fra det kommende album, og hvor Brimheims stemme ligger i et lidt dybere leje.

Endnu mere rocket og skramlet bliver det i ”Kafka” fra sidste års ep med et finurligt, genkommende rytmisk break. Her er der fuld power på fra Brimheim og hendes velspillede band, der tæller hende selv på rytmeguitar, Lola Hammerich på lead-guitar, keyboard og kor, Benedicte Pierleoni på trommer (de to sidstnævnte udgør i øvrigt også to tredjedele af Baby in Vain), Søren Manscher på akustisk guitar og kor og Mads Andersen på bas og kor.

Den akustiske, ofte fingerspillede guitar udtrykker her samme skrøbelighed som Brimheims vokal og tekster og udgør dermed en god kontrast til det tungere rockudtryk og spiller blandt andet en rolle i den vuggende ballade ”Straigt into Traffic” fra det kommende album, som virker særdeles lovende. Omvendt er der masser af feedbackhyl fra Lola Hammerich og korte, veloplagte guitarsoloer på eksempelvis ”Four Chambers”.

Alle sange er yderst velskrevne, både tekstmæssigt og melodisk og rummer både iørefaldende passager og fantasifulde detaljer. Det er dog ikke mindst Brimheims stemme, der gør hende til noget særligt. Den er yderst udtryksfuld og nuancerig og har masser af patos og drama i sig, uden at det bliver overdrevet. Et par internationale sammenligninger kunne være Florence Welch alias Florence + the Machine eller 80’er-goth-ikonet Siouxsie Sioux fra Siouxsie & The Banshees.

Stemmen passer perfekt til de følelsesladede tekster. En interessant tekst er radiohittet ”Call It What You Want”, som vi får som ekstranummer, og som handler om ikke at blive accepteret af sin svigermor. Ifølge interviews med Brimheim fordi man har det forkerte køn, men det fremgår ikke af teksten, hvilket gør den åben og almen, noget der i denne sammenhæng fungerer godt.

Et højdepunkt midtvejs i koncerten er den dystre ”Poison Fizzing on a Tongue” med mørke synths og synkoperede kantslag på trommerne. Sangen er lidt overraskende blevet en radiosingle og klarer sig faktisk meget godt på P6 Beat, selvom det ikke er et nummer, der griber lytteren i kraven, men snarere murrer og ulmer som et truende uvejr, der da også bryder løs mod slutningen af nummeret.

Publikum klapper højere og højere for hvert nummer, og Brimheim er tydeligt taknemmelig for modtagelsen. Hun giver da også et ekstra ekstranummer, der ikke stod på sætlisten, nemlig ”Hurting Me for Fun”, helt alene med sin guitar. Det er godt nok meningen, at hendes band skal komme på undervejs i nummeret, fortæller hun grinende bagefter, men det fanger de åbenbart ikke, for de bliver stående i kulissen.

Det kommer dog på til den afsluttende ”Call It What You Want”, en af Brimheims stærkeste og mest fængende sange, der ud over at omhandle førnævnte svigermorproblematik også er en rendyrket kærlighedssang, hvis omkvædslinjer sjovt nok minder lidt om Lars Lilholts ”Kald det kærlighed”. Og nu er kærligheden tyk i luften, både til og fra scenen.

Kald det lige, hvad du vil. Jeg kalder Brimheim en af morgendagens stjerner, som også kan nå langt ud over landets grænser. Inden længe spiller hun på spillesteder, der er noget større end Radar. Når vi ellers får lov til sådan noget igen.

Opvarmning: Gro ****

Inden Brimheim gik på scenen, fik vi en halv times opvarmning fra den mere elektronisk orienterede sanger og sangskriver Julie Møller Christiansen alias Gro. Ja, faktisk begyndte aftenen med et kvarters fin digtoplæsning fra forfatteren Gry Stokkedahl Dalgas, der i 2019 debuterede med en prisvindende digtsamling. Et ganske interessant koncept fra Radar, som af og til sætter en forfatter til at indlede aftenen, og det virker godt i aften, da Dalgas’ tekstunivers om blandt andet kønsidentitet ikke er så langt fra Brimheims.

Videre til Gro: Jeg har tidligere oplevet hende solo, men i aften har hun medbragt en trommeslager og en modular-synth-spiller, mens hun selv betjener skiftevis keyboard og det iranske instrument psalter, et iransk strengeinstrument af zither-familien, som har en klokkelignende lyd, og hvor strengene slås an med små stikker. Psalteren giver en spændende dimension til Gros musikalske univers, som er spændt ud mellem hendes lyse, sfæriske og ganske fine stemme, i åbningsnummeret ”Fade in Time” tilsat moderate mængder AutoTune og vocoder, og de hårde, elektroniske trommer – med tangentspillet og synthlydene til at binde det hele sammen.

Det er et spændende udtryk, hvor der heldigvis er styr på melodimaterialet, ligesom teksterne om tab og savn også er velskrevne. Instrumentalnummeret ”Coccyx” har helt smadrede trommer og er et af højdepunkterne, mens et par nyere sange i slutningen af sættet viser Gro fra en endnu mere elektronisk og også dansabel side. Gro har bestemt også en lysende fremtid foran sig.

Brimheim-sætliste:

Heaven Help Me I’ve Gone Crazy

Favorite Day of the Week

Kafka

Four Chambers

Baleen Fever

Can’t Hate Myself into a Different Shape

Poison Fizzing on a Tongue

Like a Wedding

Straight into Traffic

Sake of Simplicity

Exquisite Bliss

Hey Amanda

Myself Misspelled

Ekstra:

Hurting Me for Fun

Call It What You Want

 

Gro-sætliste:

Fade in Time

In the Woods

The Fields

One Two Free Fall

High As a Kite

Coccyx

Better Be Yours (ny sang)

Ny sang


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA