x
Blue Foundation: VoxHall, Århus (turnéstart)

Blue Foundation, VoxHall, Århus (turnéstart)

Blue Foundation: VoxHall, Århus (turnéstart)

Anmeldt af Jesper Gaarskjær | GAFFA

Det var nok ikke lige de ord, sangerinden i Blue Foundation havde forestillet sig som de første ord til publikum på det udsolgte VoxHall.

"Tobias (guitarist, red.) har glemt noget, som er meget vigtigt for vores koncert, så I må lige være tålmodige i fem minutter, så skal vi nok starte," forklarede Kirstine Stubbe Teglbjærg fra scenen.

Og tålmodig – det var undertegnede gerne. Med tidligere koncerter in mente vidste jeg, hvad Blue Foundation kan levere af energi, musikalitet og drømmende, magiske momenter live. Men desværre blev gruppens danske turnéstart for deres tredje album "Life Of A Ghost" en koncert, der trods en lovende åbning forsvandt i sig selv i et for ensidigt lydbillede og aldrig rigtig viste det format og talent, gruppen besidder.

Rapper og sanger MC Jabber varskoede os ellers høfligt, da guitarist Tobias Wilner hentede det glemte.

"This is the first time with the new stuff, so please be gentle with us," proklamerede han.

En bøn, der desværre ikke blev hørt – hvilket dels skyldes et til tider uopdragent publikum, men dels også var selvforskyldt. For folk var klar til Blue Foundation. Et fredagsstemt og festsnakkende publikum, som var en nærmest forvirrende blanding af teenagere og folk og kærestepar i 20'erne og starten af 30'erne, blev hypnotiseret af den glimrende åbner "Stuck In A Hard Place".

Ensemblet, der bestod af ikke mindre end syv musikere på scenen, foldede nummerets kvaliteter ud til fulde og tilførte nye dimensioner. Det var som at åbne en russisk Babushka og finde en ny indeni, inden japanske Tatsuki Oshima bag sin tilbagetrukne dj-pult scratchede en lækker, eksplosiv overgang til Blue Foundations seneste hit "Enemy". Vel udført, men endnu bedre modtaget.

Herefter blev tempoet sat ned, og med bas-anslag så grove, at de kunne save en træstamme over, plukkede gruppen aftenens højdepunkt med den tyste "Eyes On Fire". Kirstine Stubbe Teglbjærgs fortryllende stemme omfavnede bassen, inden nummeret forløstes i en rockudløsning af lyd, lys og guitarfræs.

Pinligt publikum
Herfra blev numrene til ofte stillestående spøgelser, der undervejs var svære at skelne fra hinanden i opbygning og udførelse. De tre næste sange var således også fra "Life Of A Ghost", hvor Blue Foundation i næsten uhørt grad skifter stil til et guitarbrusende rockband frem for det triphop-baserede kollektiv, der i 2004 gjorde gruppen populær med albummet "Sweep Of Days" og hits som "As I Moved On", "End Of The Day (Silence)" og "Save This Town".

Afveksling og bevægelse var savnet. Guitarene dominerede lydkollagerne, og både MC Jabber og Tatsuki Oshima fremstod desværre overflødige i flere seancer. Og selvom den fremragende, melodiske "Distant Dreams (Voices)" spjættede for at vinde opmærksomhed, ville et enkelt genkendeligt genhør med et nummer fra gennembrudspladen formentlig have gjort en mærkbar forskel. For publikum blev utålmodige, og det ødelagde, hvad der kunne være blevet aftenens højdepunkt.

"Det er vel nok det mest unplugged, vi nogensinde har spillet," indledte Kirstine Stubbe Teglbjærg den smukke, afdæmpede "This Is Goodbye" fra soundtracket til filmen "Drabet".

I en simpel lysstråle førte sangerinden an på akustisk guitar, men oplevelsen blev spoleret af et decideret udisciplineret og pinligt publikum, der særligt bagerst snakkede højt og ligefrem råbte ord og sætninger mod scenen, som ikke fortjener at blive gengivet her. I øjeblikke var det umuligt at høre musikken ordentligt. Latterligt – og ærgerligt.

De to næste numre fortsatte striben fra "Life Of A Ghost", hvilket fik publikum til at råbe på "Ricochet" fra "Sweep Of Days". Det fik folk ikke, men derimod fik de den dejlige "Sweep", og det vakte lidt glæde og varme foran den flotte scene udsmykket med figurer som lagen-spøgelser og lanterner hængende på diverse stativer som en integreret del af lysshowet.

Spillede hele spøgelset
Den efterfølgende række af endnu flere nye numre lullede publikum i søvn igen og sluttede i en flov optræden med en ukendt sang, som guitaristen præsenterede som en kærlighedssang, men som Kirstine Stubbe Teglbjærg ikke kunne akkorderne til. Det gik der så nogle minutters musikalsk tomgang med på scenen, og selvom et sådan indfald kan være charmerende, var det for meget her. Få den på plads i øvelokalet inden, for så tålmodig er jeg heller ikke.

Først efter halvanden times koncert spillede Blue Foundation et af deres hits fra "Sweep Of Days". Det fik til gengæld også vækket salen trods en noget uinspireret udgave, der blev aftenens sidste sang.

Det er på sin plads at nævne, at selvom undertegnede har dyb respekt for gruppens stilskift og også synes godt om deres nye materiale, så er de i mine ører bedst med den drømmende triphop, som der var for lidt af.

I løbet af koncerten spillede Blue Foundation samtlige tolv numre fra "Life Of A Ghost", hvilket viser en stærk tro på egne, nye sange. Respekt for det. Fans eller anmeldere skal heller ikke diktere, hvad et band skal spille – men det er tilladt at møde op med forventninger og forhåbninger om at høre og opleve visse numre til en koncert, og her måtte jeg gå skuffet fra VoxHall.

Det ændrer nu ikke ved, at jeg stadig er tålmodig, når det kommer til Blue Foundation. På scenen har gruppen så meget at byde på, hvilket også blev vist i glimt; særligt med den messende MC Jabber, Kirstine Stubbe Teglbjærgs uafrystelige vokal, Tatsuki Oshima levende scratch og Bo Randes støvede trompet og vridende ansigt bag keyboardet.

Så gør det ikke så meget, at hverken MC Jabber eller Tobias Wilner sang uden at overbevise, og jeg kommer også gerne næste gang, Blue Foundation kommer forbi nabolaget – for jeg ved, hvad bandet formår at præstere live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA