x
The Flaming Lips: Amager Bio

The Flaming Lips, Amager Bio

The Flaming Lips: Amager Bio

Anmeldt af René Munk Thalund | GAFFA

På scenen står Tigerdyret, Ninus Kanin, Pellefanten, Peter Pedal og Hr. Elg med flere forsamlet - ja, scenen er mere eller mindre fyldt med folk iført fjollede dyrekostumer. De kaster store kulørte balloner ud og lader håndholdte projektører feje hen over publikum.

Det lyder måske som et Åh Abe-arrangement til glæde for de mindste, men det er det ikke. The Flaming Lips fra Oklahoma City, Oklahoma har indtaget København, og hvis enkelte blandt de forsamlede ruger på fordomme om, hvad man kan gøre med rock’n’roll, er de godt på vej til at få dem dementeret.

Forsanger Wayne Coyne beviste i Amager Bio, at man godt kan være et pjattehoved og lave stor kunst samtidig. Han beviste også, at den store crooner-stemme ikke er nødvendig for at sprede det glade budskab. En lettere pibende vokal kan gøre det lige så godt.

The Flaming Lips blev dannet helt tilbage til 1983 og har faktisk spillet på Roskilde Festival adskillige gange (i '99 med en koncert for bilradioer!). Men uden at fornærme nogen kan man fastslå, at det alvorlige skred skete i 1999 med det Dave Fridmann-producerede album ”The Soft Bulletin”, som blandede kompromisløst larmende trommespor og poetiske strygerarrangementer med en sikker sangskrivning. Stilen fortsatte på sidste års ”Yoshimi Battles The Pink Robots”, og de fleste af aftenens numre var hentet fra disse to album.

Koncerten lagde - ligesom Roskilde-koncerten i 2000 - ud med ”Race For The Prize”, åbningsnummeret fra ”The Soft Bulletin”, og dette nummer står, med sit flængende trommespor stadig som en udmærket programerklæring for "den nye" Flaming Lips-lyd og for et sceneshow under overskriften ”der er for få rekvisitter i rock’n’roll”. Ud over ballonerne fik vi hånddukker, kaskader af konfetti - nævnte jeg, at de fleste bandmedlemmer også var i dyrekostumer?

Fra start til slut var bandet bakket op af et video-show, som blandede lynhurtige dokumentarklip med mangagrafik og samplinger fra moderne tv-kultur. De fleste af numrene blev også tydeligvis afviklet med lydmæssig opbakning af et backingspor, og selv om rygmarven fremkalder umotiveret næserynken derved, er det faktisk svært at bebrejde bandet, fordi intet fysisk instrument ville kunne gengive effekten af de studietricks, som er så karakteristiske for The Flaming Lips.

Selv her i marts tør jeg dømme denne som en af årets definitive koncerter. Flaming Lips udfordrer de uskrevne konventioner for både rock-musik og ikke mindst band-attitude, hvor man jo helst skal tage sig selv meget alvorligt, før man kan blive taget alvorligt af andre. Indse det nu, klynkerockere: Man får altså en temmelig vraltet gang af at have sit hoved oppe i røven. Tag hellere et andekostume på og vralt helt naturligt, ligesom disse amerikanere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA