x

Saxopaths
Saxopaths

Saxopaths: Saxopaths

GAFFA

Album / Eget selskab
Udgivelse D. 25.03.2002
Anmeldt af
Ivan Rod

Gruppens navn afføder umiddelbart associationer - i retningen af saxofoner og psykopater?! Albummet afslører da også, at Saxopaths er fire saxofonister. Om de fire også er psykopater, det afslører albummet ikke. Men man kan sige så meget, at de fire saxofonister på albummet præsenterer lytteren for nogle humørsvingninger, der vil noget. Det ene øjeblik præsenterer de én for en alvorlig græsk folkemelodi, Misirlou, af Nestor Roubanis, det næste for en festlig cover-version af Tommy Seebachs Disco Tango. Man bliver udsat for Paolo Russos hektiske Myggedans og for Cole Porters My Heart Belongs To Daddy. Og man bliver - ikke bare rundtosset, men på nymodens vis virkelig underholdt af svingningerne og i det hele taget af den forrygende velklang fra de fire horn. Det her er sopran-, alt-, tenor- og berytonsax i noget nær optimalt samspil. Kvartetten - Kristoffer J. Rosing-Schow, Bob Jackson, Anders Banke og Niels Oldin - er på den led et usædvanlig interessant bekendtskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA