x
Beth Gibbons & Rustin' Man: Store Vega

Beth Gibbons & Rustin' Man, Store Vega

Beth Gibbons & Rustin' Man: Store Vega

Anmeldt af André Devantier | GAFFA

Forlegen skønhed

Hvad får man, hvis man parrer Portisheads ind-under-huden tæthed med Talk Talks organiske lydlandskaber? Et muligt svar kom sidste år med albummet "Out Of Season" udsendt af makkerparret Beth Gibbons & Rustin' Man.
Beth Gibbons er først og fremmest kendt som sangerinden i Portishead. Selv om det nok var Massive Attack, som lagde fundamentet for triphop-genren, var det Beth Gibbons og turntable-artisten Geoff Barrow, som med Portishead-albummet "Dummy" i 1994 og singlen “Sour Times” gjorde genren kendt hos det større publikum. Bag navnet Rustin' Man gemmer den tidligere Talk Talk-bassist Paul Webb sig. Sammen med trommeslageren Lee Harris fortsatte han efter Talk Talks opløsning i 1991 i gruppen ‘O’Rang. Og allerede på ‘O’Rang-albummet "Herd Of Instinct" i 1995 kunne Beth Gibbons høres på vokal.

På "Out Of Season"-albummet finder man både folk fra Talk Talk (foruden Paul Webb også trommeslageren Lee Harris og percussionisten Simon Edwards) og fra Portishead (foruden Beth Gibbons også guitaristen Adrian Utley og pianisten John Baggott). "Out Of Season" blev med rette kåret som et af sidste års bedste album og er da også lidt som Portishead uden triphop-beat eller Talk Talk med langt strammere sangorienteret struktur.

I følge de officielle bulletiner skulle der komme et nyt Portishead-album i år (det første siden 1998). Mens vi venter, kan tiden fordrives med ikke bare med at lytte til "Out Of Season"-albummet, men også med en fremragende koncertoplevelse, som den der fandt sted søndag aften i Store Vega.
Svajende som et S læner den spinkle Beth Gibbons sig op ad mikrofonstativet. Ikke klædt i glimtende paillet-kjole som en anden chanteuse, men bare i bluse og bukser. Med begge hænder støtter hun sig til mikrofonen og åbner munden med en stemme, som i de bedste øjeblikke får små nakkehår til at rejse sig. Hun er kendt for at være frygtelig genert, og det viser sig også tydeligt ved aftenens koncert. Når Beth Gibbons og hendes seks mand backingband slutter et nummer, bruser klapsalverne op mod scenen - og næsten hver gang vender hun forlegent om eller kommer med afværgende generte håndbevægelser.

Det er en koncert, hvor vi får alle ti numre fra "Out Of Season"-albummet og ikke ret meget mere end de 44 minutters spilletid, der er på cd’en. Kun ved hjælp af en coverversion af Velvet Underground-klassikeren “Candy Says” sniger koncertens varighed sig op på en lille time. Men det er en time med øjeblikke af uendelig skønhed, hvor Beth Gibbons skiftevis som lokkende sirene eller som cabaret-mandsling i numrene “Romance” og “Show” sender kuldegysninger ned ad rygraden. Disse numre er sammen med den spøgelsesagtige heksedans “Spider Monkey” koncertens bedste. Skal man sætte fingeren på det noget, er det blandt andet, at Out Of Season-albummets bedste numre - “Drake” og “Tom The Model” - ikke helt når samme magiske højder. På sidstnævnte mangler det store brus fra blæsere og strygere. Men det er nok også for meget forlangt...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA