x
Kitty Wu: Spot 09, Musikhuset, Århus

Kitty Wu, Spot 09, Musikhuset, Århus

Kitty Wu: Spot 09, Musikhuset, Århus

Anmeldt af Claus Enevoldsen | GAFFA

Kitty Wu leverede varen

Med to anmelderroste cd’er i bagagen indtog Kitty Wu et godt besat Musikhuset. Og lad os afsløre med det samme, at det blev et rockbrag af en koncert.

Lige foran scenen havde en enklave af inkarneret fans taget plads, og som koncerten skred frem, blev flere og flere ”omvendt”. Carsten Holm som introducerede bandet, advarede om at Kitty Wu måske var lidt trætte efter koncert i England tidligere på ugen. Hvis de var, så skjulte de det godt, da de lagde ud med sangen”This building is on fire”, en energiudladning af de større. Allerede på det tidspunkt var de første 50 begyndt at hoppe og crowdsurfe. Derefter gik det slag i slag og som en fasttømret enhed ulasteligt klædt i sort og gråt stod Kitty Wu og leverede den ene perle efter den anden.

Kitty Wu nåede at præsentere otte numre fra den seneste skive ”The rules of transportation”. Derudover fik vi også serveret ”Eva Braun” fra det første album, og lige nøjagtig dét nummer stod som koncertens højdepunkt. Med et stort omkvæd og lidt overraskende fløjtespil kunne man ikke undgå at blive godt tilpas. Midt under koncerten blev der også plads til et par lidt dystre numre, men de var knap så skarpe. ”Customer”, som ellers er et stærkt nummer på cd’en, druknede i en monoton tromme, der hamrede løs i baggrunden. Den stille”You are not the driver” var ligeledes udsat for et monotont udtryk, men om ikke andet, så fik de hoppende fans tid til en puster. Derefter blev der igen sat tryk på kedlerne. Først blev der plads til de helt store guitarudskejelser i slutningen af ”Arms raised” og som afslutning på koncerten blev publikum sendt hjem med den potentielle rockklassiker ”Rule no. 9”.

Som en lytter noterede sig, så var det det bedste larm, han havde hørt i lang tid, og det var ikke helt forkert iagtaget. En mindre down periode i midten af koncerten og et par få fejl fra lydmanden kan ikke ændre på det billede, at Kitty Wu er på vej til at blive en vægtig spiller på den danske rockscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA