x
Sons & Daughters: Love The Cup

Sons & Daughters
Love The Cup

Sons & Daughters: Love The Cup

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 08.09.2004
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Om Franz Ferdinands verdensomspændende succes vil åbne portene for en ny bølge af Glasgow-orkestre, skal være usagt, men de skal i hvert fald have ros for at introducere bysbørnene Sons & Daughters til deres pladeselskab Domino Recordings og tage dem med på tour. Sons & Daughters har ellers ikke så frygteligt meget til fælles med Franz Ferdinand – måske lige med undtagelse af deres potentiale. Kvartetten spiller nemlig ikke dansabel art-rock, men en mørk blanding af blues, folk, country og rock’n’roll, og de er således nærmere beslægtede med et band som The Kills. Love The Cup er de to sønner og to døtres debut, og alle syv tracks på mini-albummet klinger med en sjælden intimitet, hvilket primært skyldes de to sangere Adele Bethel og Scott Patersons stemmer, der sammen giver de støvede, men taktfaste og insisterende numre et ordentligt skud sjæl. Det er svært at fremhæve enkelte skæringer fra pladen, for de er alle ganske glimrende, så den primære beklagelse herfra bliver, at cd'en kun er 25 minutter lang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA