Peter Rosendal Trio: Copenhagen Jazzhouse

Peter Rosendal Trio, Copenhagen Jazzhouse

Peter Rosendal Trio: Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Kaspar Thormod | GAFFA

Nordiske toner i Jazzhouse

Det var trommeslageren og bassisten, der stjal billedet, da Peter Rosendal Trio fredag aften gæstede Jazzhouse.

Pianisten Jan Johanssons fortolkninger af de svenske folkeviser har dannet skole for så godt som al moderne nordiskklingende jazz – således også Peter Rosendal.
Der er ingen tvivl om, at Peter Rosendal er en begavet pianist: han har virkelig mange fine aspekter i sit spil – en god blanding af fornem teknik og strålende lyrisk kvalitet. Specielt godt fungerer han i de lyriske ballader, og når han glimtvist ruller sig ud i det mere eksperimenterende.

På trods heraf sad man til koncerten i Jazzhouse nogle gange med en halvtom fornemmelse i maven: Rosendal formåede ikke rigtig at færdiggøre det, han begyndte. De smukke ballader gled let i retningen af det ufarlige, og hans soloer virkede lidt forkrampede, som om han var på nippet til at gå i stå og efterlade noget ufuldendt i musikken, der ikke var en effektfuld pause, men derimod et hul, han ikke var i stand til at udfylde.
Formuleret lidt på spidsen svingede hans spil mellem det fornemt lyriske og jævnt uinteressante. Når det er sagt, er det dog vigtigt at påpege, at når Rosendal vovede sig væk fra den sikre grund, var hans spil virkelig en fornøjelse!

Bassisten og trommeslageren
Med sig denne aften havde Rosendal sin faste besætning bestående af Mads Vinding på bas og Morten Lund på trommer, og denne duo var måske en af årsagerne til, at Rosendal engang imellem gled ud af koncerten: de var nemlig begge i absolut topklasse!
Mads Vinding er sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen nok den mest erfarne danske bassist.
Vinding formåede i kraft af sin umådeligt store autoritet og tekniske overskud at ramme publikum på den måde, der kun er få bassister til dels. I en ballade som for eksempel ”Lystfiskere” indfangedes man uvægerligt i hans bløde, runde tone og elegante fraseringer, mens han i nummeret ”Først Til Mølle” gennem en lang solo demonstrerede et kontant drive, udfordrende idéer og en besnærende teknik, der ikke kunne andet end at begejstre.
Ligeledes var Morten Lund – der vel må siges at være et af de mest lysende talenter i dansk jazz – sprudlende i sit spil. Han var konstant i bevægelse, i dialog og til tider i tvekamp med de andre musikere, og henrykkede tilhørerne med sit legende udtryk og eksperimenterende soloer.
Kort sagt: hvor Rosendal kun foldede sig glimtvis ud, var Vinding og Lund hele tiden mere end 100 %.

Men trods det faktum, at Rosendal ikke helt levede op til sine medspilleres niveau, er der alligevel flere numre, der er værd at fremhæve fra koncerten, hvis program var baseret på trioens to roste plader ”Live at Copenhagen Jazzhouse” (2003) og ”Wondering” (2004).
Hvad angår de lyriske ballader, er Rosendal en mester til at indfange den nordiske tone og harmonik i sine kompositioner, hvilket især kunne høres ”Lystfiskere” og ”Alt Farer Hen Som Vinden”. Og i numre som ”Troldedans”, ”Under Elmene” og ”Ekko Fra En Sommerfugl” blev de umådeligt smukke temaer kombineret med et mere aggressivt udtryk: I disse numre smed Rosendal glimtvis pænheden overbord og kombinerede i stedet en stor intensitet med de nordiske temaer. Men det er ikke til at komme uden om, at det på denne aften primært var Vinding og Lund, der stjal billedet og fortryllede publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA