Gravy: Spot 11, Musikhusets Café, Århus

Gravy, Spot 11, Musikhusets Café, Århus

Gravy: Spot 11, Musikhusets Café, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den nyligt albumdebuterende danske sekstet Gravy har allerede fået en del opmærksomhed. Ikke mindst fordi besætningen nærmest udgør en slags all-star-band inden for den mere alternative rock: Sanger, sangskriver og guitarist Nikolaj Grummesgaard har en fortid i grupper som The Defectors og Godless Wicked Creeps, guitarist Jonas Linnet og keyboardspiller/guitarist Mads Nygaard er medlemmer af Sterling, den ene af de hele to trommeslagere, Jens Søndergaard, er også kendt fra PowerSolo, og bassisten Hans Emil Hansen var med i hedengangne Traening. Alle fem var med endnu en trommeslager, Erik Hoffer (der så vidt vides ikke har været med i et kendt dansk indieband), mødt frem til koncerten på Musikhusets trange caféscene. Og de udstillede sammen både Gravys styrker og svagheder.

Gravys musikalske inspirationskilder er ifølge bandet selv de seneste 50 års populærmusik, intet mindre, og man kan da også mærke påvirkningerne fra ikke mindst skæv amerikansk rock som Pavement og Pixies, med masser af dissonante guitarer og en afslappet tilgang til instrumenterne, fra 80'er-electro og fra klassisk pop som Beatles og Beach Boys, alt sammen i sange på sjældent meget over eller under tre minutter. Sidstnævnte inspirationer høres ikke mindst på det fine Det Elektriske Barometer-hit "That Girl", og det kom alt sammen til udtryk på Caféscenen, hvor også Gravys utraditionellle lineup med to trommeslagere, der til tider spillede ganske heftigt op til hinanden, viste sin effekt.

Gravy lider dog stadig af en del børnesygdomme. Nikolaj Grummesgaard er absolut ikke den store sanger, og hans spinkle, mumlende og småfalske stemmeføring – der absolut ikke var bedre live end på cd, snarere tværtimod – trak ikke ligefrem op på det samlede udtryk. Og så er det ikke alle Gravys sange, der er lige så melodiske og forfriskende eller for den sags skyld bare interessante som det førnævnte Barometer-hit eller eksempelvis "Meltdown" eller "Party In The Men's Room", andre af Gravys sømhoved-træffere.

Endelig udstillede koncerten Musikhusets Cafés svagheder som koncertsted til Spot: stedet var ganske vist godt fyldt, men blev i stor stil brugt som banegård, hvor en stor del af publikum var på til og fra andre koncerter og følgelig snakkede og larmede en del. Ikke optimalt – hverken for band eller publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA