x
Fischerspooner: Øyafestivalen, Oslo

Fischerspooner, Øyafestivalen, Oslo

Fischerspooner: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Niels Pugholm | GAFFA

Billede: Niels Pugholm

Fischerspooner var et af Öyafestivalens helt store trækplastre. Så der var stopfuldt foran festivalens næststørste scene.
Fischerspooner er blevet berømt og berygtet for deres spektakulære sceneshows, som ofte er en blanding af mode, kunst og musik.

Warren Fischer og Casey Spooner er bagmændene i bandet, og deraf kommer navnet Fischerspooner. Første gang de mødtes, var på kunstskolen i Chicago for eksperimenterende film. De brød op, men mødtes siden hen hinanden i New York, denne gang ikke omkring film men musik. Sammen har nu udgivet to album. ”#1” der på trods af den lovende ep, som blev et hit, aldrig slog helt igennem kommercielt. Derimod blev deres nye album ”Odyssey” en succes. Den har vundet stor anseelse på elektroscenen i USA, og i særdeleshed i Europa.

Showet gik i gang. Ind kom fem mænd og en kvinde alle ”dressed up” i startrek-kostymer. To asiater i hvidt tog sig af trommer og synthen. To høje og ranglede mænd tog sig af bas og guitaren. De lignede mest af alt et frontcover fra Kraftwerk, med deres tightass gul/sort strippede busker og hvide morfar-cardigans. En spændstig nips af en backupsangerinde stod i helt sort og lårkort kjole. Casey Spooner var et modeshow i sig selv. Han skiftede tøj tre gange under koncerten. Først stod han i røde læderbukser, rød cirkusjakke i læder, sorte kappe, blå makeup og en guld-laurbærkrans (som han under koncerten indrømmede var falsk) på hovedet.

Andet sæt tøj var en samurai sort/gul kimono, hvor der på ryggen stod 57. Efter ti minutter i kimono spurgte Spooner publikum ”what's the name of a sleepingbag in Norwegian?”. “Sovepose” skreg de ca. 1500 nordmænd, hvortil C. Spooner stønnende svarede ”this Kimono feels like one” og smed den. Der stod han så, med sin erotisk buttede, amerikanske overkrop, sveddryppende, kun iført de stramme røde læderbukser. Men dette var ikke kinky nok for Spooner. Frem fra backstagen fandt han en gammel prøjser-generalhat (sådan en som kaptajnen i ”Stratego” har på) og satte den på hovedet. Det militære gik dog af den, da den foroven var prydet af en meter lang lyserød påfuglefjer. Da Spooner stod der og lignede én fra gay parade, sagde han disse vise ord: ”This is all about American culture, you may not like it, but it is everywere”.

Musikalsk er Fisherspooner lige så outreret og kinky som Spooners beklædning. De fleste numre er bygget op omkring et synth vekselbasriff, der ligger bunden i musikken. Det virker næsten som om, guitaren, trommerne, bassen og koret blot er med til at peppe riffet op. Men Fisherspooner er ikke så naivt disco-agtigt, som det måske kan lyde. Der er en alvorlig, mørk og dyster - nærmest gotisk - undertone under det ellers så poppede synthriff, hvilket gør musikken interessant at høre på. Der er i musikken klare elementer af tyske Krafwerk og belgiske Vive La Feté, der på samme vis sammensmælder disko med en mørk spændende undertone.

Måden bandet formåede at lave et show på var fantastisk. Der var både til øjet og til øret. Musikalsk var det i top. Fischerspooners alternative tøjsmag kan diskuteres, men sjovt var det i hvert fald.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA