x
Ginman / Jørgensen: Copenhagen Jazzfestival, Den Sorte Diamant

Ginman / Jørgensen, Copenhagen Jazzfestival, Den Sorte Diamant

Ginman / Jørgensen: Copenhagen Jazzfestival, Den Sorte Diamant

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Lennart Ginman er en enestående figur i dansk jazz. Og dét skyldes især hans evne til at skabe musik på tværs af genrer. Vel hører bassisten hjemme på jazzscenen, men han har i de senere år også markeret sig med album, der snarere placerer ham på triphop-scenen. To album har båret navnetrækket Ginman / Jørgensen. Det første udkom i 1998 og var med Lennart Ginman og Steen Jørgensen (der har en fortid i Sort Sol). Det andet udkom sidste år og var med Lennart Ginman og Jimmy Jørgensen (der har en for- og nutid i Hotel Hunger). I begge tilfælde var der tale om album, der slog en – i Danmark – ny, meget mørk storbytone an i spændfeltet mellem Ginmans kontrabas og Jørgensens dybe vokal. I begge tilfælde var der tale om album, der i set-up’et – med laptops som centrale "instrumenter" – var som danske destillater af musik af Massive Attack – tilsat et stænk af nordisk melankoli og glød. Begge album var konstruerede helheder, der – trods mange afpilninger – holder højde.

Lørdag aften optrådte Lennart Ginman og Jimmy Jørgensen – og steelguitaristen Margrethe Björklund, trombonisten Lis Wessberg og trommeslageren Jeppe Gram – i Den Sorte Diamant. Her spillede kvintetten en række numre fra sidste års album, men også en række nye, meget lovende og interessante numre (som kunne indikere, at et nyt album er på vej), alt imens Casper Øbros urbane visuals dansede på lærredet bag bandet. Lad det være sagt med det samme: Bandets musik er – og var – aldeles forrygende, meget, meget gennemarbejdet og konstrueret ned til mindste detalje – i allerstørste respekt for de involverede kunstnere og deres respektive instrumenter. Men også udfra et åbenlyst ønske om at skabe en helhed. Og dét har/havde komponisten, Lennart Ginman, formået – at skabe et hele. Et tungt og dystert, men også inderligt og dragende hele.

Jimmy Jørgensens vokal skal i denne sammenhæng ikke undervurderes. Hans stemme er – som forgængeren Steen Jørgensens – så velvalgt til musikken, fordi den på smidigste vis smyger sig ind i og ud af passager, og løfter musikken op til det enestående niveau, den har – i Danmark. Til tider minder Jimmy Jørgensens crooner-stemme om den, som man kender fra sangere som Leonard Cohen, Nick Cave og danske Claus Hempler. Men først og fremmest minder hans stemme – i flere passager – om David Bowies. Undertegnede aner f.eks. David Bowies Baal bag Jimmy Jørgensens vokal.

Kontrabassen og vokalen – kombineret med steelguitaren og trombonen – giver den melodiske musik en lethed og tyngde, som er helt enestående.

Når det er sagt, skal det dog også siges, at kapelmesteren og hans band ikke helt har fundet ud af, hvordan det gennemkonstruerede musikalske univers skal overføres til en jazzscene, hvor publikum kan finde på at klappe af soli eller ønske at klappe mellem to numre. På dét punkt har Ginman og Jørgensen ikke fundet balancen, hvorfor både publikum og Jørgensen – som dog har en mikrofon, der kan bruges til markering af overgange – bliver tøvende. Klare overgange ville skabe en bedre kontakt mellem band og publikum. Men … det mest afgørende er, at koncerten i Den Sorte Diamant bød på musik af allerhøjeste, internationale klasse. Musik af vor tid!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA