x
Biohazard: Pumpehuset, København

Biohazard, Pumpehuset, København

Biohazard: Pumpehuset, København

Anmeldt af Anders Lundtang | GAFFA

Nogle af giganterne, hvad angår fusion af New York-punk/præ-hardcore og metal, havde i anledning af deres 20 års jubilæum som band (set bort fra deres opbrud for ungefær to år siden) valgt at celebrere denne event med en genforeningstour i det originale 1988-line-up. Dette inkluderede et besøg i København, som i fordums tid lagde rammer om et af de første udenlandske Biohazard-shows.

Som udødelige martyrer spankulerede bandet med stoisk ro, akkompagneret af tonerne fra orgel og akustisk guitar i afdæmpet toneleje, ind på Pumpehusets ramponerede scene, således som ”punkere” formentlig foretrækker det. Publikum brusede frem som et hav af en hypnotiseret flok i ren ekstase over historiens vingesus, med mere energi end et løbsk godstog.

Med Bobby Hambels flabede og sprøde guitarlyd og soli var Pumpehuset lagt for deres fødder fra start til slut. Evan Seinfelds dæmoniske, harske vokal/råb skabte en gnist i det i forvejen overtændte publikum med velkendte tekster om selvagtelse og værdighed. Bandet værdsatte tilsyneladende deres tilstedeværelse denne notoriske nat, og kærligheden var gengældt i overentusiastiske crowdsurfere, medsang, djævlehorn og alt dertilhørende. Biohazards dagsbefaling var, at kun sange fra deres første tre albums skulle spilles (dækkende 1990-1994). De fremmødte følte sig overprivilegerede og priste sig lykkelige ved situationen og forkyndte deres trang ved præsterne foran dem.

Det blev en anakronistisk aften, hvor koryfæerne i Biohazard hyldede de rebelske 90’ere med deres velkendte thrashede punk, der på intet tidspunkt tabte intensitet eller indlevelse fra hverken pøbelen eller bandet selv.

Bandets alsidighed og suggestion inden for metal, og musik generelt, kan bevises ved, at både Jokeren og min fysiklærer fra gymnasietiden havde manet sig frem til en plads iblandt de andre dødelige, fremme med horn og glade smil.

Efter en aften med kontrolleret anarki i form af en blodsprængt cocktail af hardcore breakdowns tilsat punkattitude, følte man virkelig at have været en del af en legendarisk forsamling af ligeværdige.

Jeg har bevidst undgået de overteatralske og parodierende versioner på nogle svenske bands, der skulle agere opvarmning.
Det ene var mere pinligt end det andet. The Kind That Kills var kedelig aftappet metal uden bid eller kant. Idealerne var tydeligvis højere, end evnerne rakte til. Der var flere folk, der udvandrede, end der var folk, der tog del i ”løjerne”.

Da det andet band Härde Tidar gik på, blev fadæsen da komplet, hvad angår en dårlig samling af opvarmningsbands og uægte metal/punk-attitude. Med tre akkords-melodier endevendt på kryds og tværs i en ren pærevælling var citronen presset hårdt nok efter blot to numre. Vi havde forstået konceptet i bandets punk med hulemandsmimik i brunst.

Det skulle dog ikke ødelægge en aften, hvor Biohazard gav os et minde at genfortælle på vores dødsleje. Vi er jer evigt taknemmelige, og må I komme igen snarest muligt og gentage succesen!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA