x
The Black Box Revelation: Set Your Head On Fire

The Black Box Revelation
Set Your Head On Fire

The Black Box Revelation: Set Your Head On Fire

GAFFA

Album / PIAS / Playground
Udgivelse D. 02.03.2009
Anmeldt af
Erik Barkman

Dansk rock kritiseres ofte for at være et forsinket referat af det, der rørte sig i England og USA for to-tre år siden. Efter Set Your Head On Fire at dømme lider Belgiens rockscene under lidt samme syndrom. Duoen The Black Box Revelation forener start-0’ernes små bandkonstellationer med den garagerockede fortolkning af sentressernes og starthalvfjerdsernes bluesrock, vores egne The Blue Van har været eksponenter for. Guitarist og forsanger Jan Paternoster og trommeslager Dries Van Diyck lægger et fint fundament med en overbevisende sound, der lyder skrabet og fyldig på én gang. Læderjakken er sort, attituden fandenivoldsk og selvsikkerheden til at tage og føle på. Men The Black Box Revelation mangler retning i deres musikalske udtryk, der låner lidt rådvildt fra både glam, country og sågar technorock. Og sangene gør ikke nær så meget indtryk som den energi, de leveres med. Jan og Dries har styr på det meste, men mangler det vigtigste: Noget at sige og en interessant måde at sige det på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA