Benni Chawes: Glassalen, Tivoli

Benni Chawes, Glassalen, Tivoli

Benni Chawes: Glassalen, Tivoli

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Navnet lyder ikke særlig dansk. Men han er pæredansk, Benni Chawes. En dansk pendant til Jamie Cullum, fristes man til at sige.

Da Chawes i 2006 udgav sit andet album, Up Close, var der kommet form på hans udtryk, på fløjlsstemmen, fraseringerne, materialet og lyden! Up Close var vokaljazz/soul/pop af international klasse. Det samme kunne man klart sige efter hans koncert i Glassalen i Tivoli lørdag aften. Chawes var sikkerheden selv, helt og aldeles i kontakt med sit materiale, sit band og sit publikum.

En stor del af materialet stammede fra nævnte album. Men trioen fra albummet var en anden. Mest centralt placeret i den nye konstellation var en forrygende Magnus Hjorth på klaver. Gæstesolisten, Malene Mortensen, havde til aftenens koncert fået følgeskab af Julie Bertelsen, og udover en række fine solopartier og duetter med netop disse fint afstemte sangerinder gav Benny Chawes prøver på sine usædvanlige evner som ”instrumental vokalist.” Som en anden cirkushest eller scenekunstner formåede han i tre omgange at tryllebinde publikum med sin stemme, hvormed han ubesværet og meget troværdigt foregav at være trommesæt, kontrabas og el-guitar.

Sikkerheden i Chawes’ sceneoptræden var slående. Formodentlig meget takket være hans udtryksstyrke. Crooneren tog i første sæt - med udtalt snilde – livtag med ballader som Have a Litte Faith og (sammen med Malene Mortensen) Peel Me A Grape. I andet sæt med ballader som I Don’t Mind (sammen med Julie Bertelsen) og Confessions of a Crime. Sidstnævnte var aftenens helt store oplevelse.

Det publikum, der venter på turnéens ankomst til Ringsted, Horsens og Vordingborg kan glæde sig. For Chawes og hans medspillere er et act af international karakter og styrke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA