x
The Works: Yokohama EP

The Works
Yokohama EP

The Works: Yokohama EP

GAFFA

Download / Rust Music
Udgivelse D. 01.06.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Pladeselskabet Rust Music udgiver hver måned en digital ep med både nye navne og sideprojekter fra mere kendte ditto. Denne måneds udgivelse er duoen The Works alias danske Terry Tester og Twelve Beats. De to specialiserer sig i primært instrumental hiphop fremstillet ved hjælp af et par gamle synthesizere, en sampler og en stak gamle vinylplader. Resultatet er blevet en meget stemningsfuld, tilbagelænet, nærmest stenet hiphop præget af analoge synths, Rhodes og ekko-effekter og et stænk af dub - en slags genoplivning af triphoppen, om man vil. L.A.-rapperen Jams F. Kennedy fra duoen Brother Reade medvirker med sit forholdsvis laid back flow på åbningsnummeret Live And Direct, og en unavngiven sangerinde gæster, godt efterbehandlet, ligeledes skæringen You & Me. Begge dele på yderst stemningsskabende vis. Udtrykket er gennemgående minimalistisk, og til tider sker der meget lidt i musikken, men det, der dog sker, giver sammen med det stilrene udtryk en vellykket ep, som giver håb om mere af samme skuffe fra Terry Tester og Twelve Beats.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA