x
Micachu & The Shapes: Roskilde Festival, Astoria

Micachu & The Shapes, Roskilde Festival, Astoria

Micachu & The Shapes: Roskilde Festival, Astoria

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

21-årige Mica Levi fra Sussex, alias Micachu, var vært for en noget besynderlig fest på Astoria. Hun er uddannet inden for klassisk kompositionsmusik, men som sangskriver i sin skæve, eksperimenterende trio, er formen kaotisk og dekonstrukvistisk - en nedbrydning af forventninger til start, slutning, opbygning, rytme, klangfarve og toneart. I stedet ligger kvaliteten i de små adskilte melodibidder, inspirationer fra punk, improviseret jazz og elektroniske elementer, mens instrumenternes egenart: hendes børneguitar og såvel Raisa Khans (synth og percussion) som Marc Pells (trommer) percussion blandt andet varierede over hjemmelavet materiale, koklokker eller genbrug af flasker, grydelåg med mere.

Trioens ankomst på scenen var ganske uhøjtidelig, ligefrem - hver især iklædt deres karakteristiske hvide T-shirts med farvede figurer - og den drengede Mica havde et skævt smil, virkede lidt genert og stod størstedelen af tiden med siden eller ryggen mod publikum; ligesom for at forme en enhed med bandet.

Men hvad skete der med lyden? Hendes vokal var uhørligt lav i de første to numre, og derefter fik trioen så problemer med Raisa Khans synthesizer og måtte holde endnu en pause, mens de fik udskiftet den. Derefter kom der lidt mere lyd på vokalen - som Mica styrede fra scenen, blandt andet fordi hun brugte sine pedaler til distortioneffekter som instrument i sig selv - men den var stadig alt, alt for lav - kun i glimt, når Mica Levi ikke messede dybt, kunne man reelt høre hendes sang. Til gengæld besluttede lydmanden sig for at skrue åndssvagt højt op for synthesizeren. Lad mig forklare det således: Af de relativt få mennesker, der havde valgt Micachu, forlod en stor del koncerten og efterlod knapt 100 tilskuere foran scenen, og endnu 100 siddende bagest; formentligt for siddepladsen frem for koncertoplevelsen. Det er meget skidt for en Roskilde-koncert.

Micachu & The Shapes debutalbum "Jewellery" fra i marts år består af 13 korte numre, men trioen gav også smagsprøver på flere nye numre i det 55 minutter lange sæt (inklusive spilstop). Stadig er "Curly Teeth" og "Golden Phone" pladens (og koncertens) bedste numre, men også de mindst eksperimenterende. "Eat Your Heart" og nogle af de mest larmende nye numre står tilbage som små lysglimt i et ellers meget uheldigt show.

Mica selv har personlighed, men mangler karisma. Hun virker tilbagetrukket, indadvendt og sær, selvom hendes musik som sådan er intelligent og provokerende. Derfor er det dobbeltuheldigt, at lyden var frustrerende dårlig, for intelligensen forsvandt, og tilbage var blot det barnlige. Projektet er nemlig både modigt og forløsende, lyder ikke som noget andet fra i dag, og det er ret medrivende, hvordan Mica kan forene hjemmelavede instrumenter og bevidst forlade en fornemmelse for toneart og genrer i små melodier om skøre dagdrømme mellem fantasi og virkelighed. Musikken minder - såvel som instrumenterne - lidt om noget, der kunne være opfundet på et børneværelse af et genialt legebarn. Den gode koncertoplevelse må man imidlertid have til gode til Micachus koncert i Århus til september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA