x
Porcupine Tree: Store Vega, København

Porcupine Tree, Store Vega, København

Porcupine Tree: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Steven Wilson har et projekt. Han har sådan set flere end bare et, men projektet, der har været i fokus gennem et længere stykke tid, er hans syn på kulturen og specielt musikkulturen. Frontmanden i det tidligere undergrundsnavn, de nuværende Roadrunner-storsællerter Porcupine Tree, udgav sidste år sin debutsoloplade, den vellykkede "Insurgentes", hvor han kommenterede på musikkulturen anno nu-og-her ved blandt andet at smadre iPods med baseballbats og skyde dem i smadder med geværer i forskellige promotionsvideoer. Ipods negligerer albumformatet, mens den samtidig ophøjer shuffle-funktionen, og det er af det onde, ifølge Steven Wilson. Selvom videoerne akkompagneres af et skævt smil, er seriøsiteten ikke til at tage fejl af. Vi lever i en digital tidsalder, hvor nysgerrigheden over for værker går tabt til fordel for fragmentariske inputs og hurtige opdateringer.     

Man kan derfor heller ikke lade være med at se pindsvintræets sidste udspil, "The Incident", som også et konceptuelt musikpolitisk statement. Pladen er en dobbeltudgivelse, hvor den første skive udelukkende er dedikeret til den 55 minutter lange titelsang, som breder sig ud over fjorten individuelle suiter. Det synes i sig selv at være et slags "fuck you" til en digitaliseret musikkultur, der tænker mere i radiovenlighed og korte sange end i albums. Selvmodsigelsen indtræffer dog som ridser i vinylen, når der så følger et edit singleudspil med i kølvandet på pladeudgivelsen af "The Incident". Det hænger ligesom ikke sammen, at "Time Flies", som oprigtigt næsten er 12 herlige minutter lang, er skåret ned til fem airplayvenlige minutter i singleformatet. Men bevares, ja, fred være med det. Aftenens første sæt i Store Vega var dedikeret hele titelnummeret - i sin helhed uden redigerede numre - og det sparkede kort og godt røv!  

Differentieret musik til et differentieret publikum
Det er kun gået for langsomt for Porcupine Tree at få den fanskare herhjemme, som de har fortjent stort set i hele bandets rundt regnet tyve år lange karriere. Vel cirka dobbelt så mange publikummer var dukket op siden sidste år, hvor Porcupine spillede i samme sal. Det gjorde godt at se et så godt som udsolgt Store Vega på en hellig søndag aften. Med en begejstret musikalsk blanding af prog, pop og metal samt en stadig større og mere intens guitardrevet noise, snakker musikken dog også til et bredt publikum. Her er både sanseindtryk til herren i "Dark Side of the Moon"-T-shirten, til musiknørden med Dream Theater-logoet trykt på brystkassen og til Nine Inch Nails' fanskare.
 
Et overgreb, der varmer
Det lange hændelsesepos lægger ud med et sonisk frontalovergreb, der tager en med bukserne nede hver eneste gang. Det er formentlig det hårdeste og samtidig det mest dyste, prog-prinsen nogensinde har skrevet. På pladen virker det voldsomt, fremført live river det én helt ud af fatningen og fører én ned i kaninhullet. Tydeligvis inspireret af vennen og kollegaen, Mikael Åkerfeldt fra Opeth, er startens veksling mellem det nådeløst hårde og det stille lurende guitarspil en art dyster eminence for det, der er i vente. Og det rykker specielt ondt og hårdt i én i et Vega, der aldrig har lydt bedre. Det er ingen hemmelighed og slet ingen skam, at Steven Wilson er nørden, der går op i nuancerne, og det var således ikke standard Vega-lyd, vi var vidne til.

Et af de tidlige rigtig store højdepunkter på pladen, "Kneel and Disconnect", blev leveret i en sublim udgave, der var en smule hurtigere, end vi kender den fra studieversionen. Med Wilson placeret bag mellotronen forrest på scenen og med den standhaftige backing-vokalist og guitarist John Wesley akustisk akkompagnerende ledte den op til endnu et højdepunkt i form af "Drawing The Line", måske den mest iørefaldende dansevenlige rocker på pladen. Her viser trommeslageren over dem alle, Gavin Harrison, en ny, nedbarberet, ligetil attitude, som klæder ham utrolig godt. Ikke mindst live! 

Når det svage bliver stærkt
Selv det, der ikke virker helt overbevisende på pladen - og her tænkes først og fremmest på Wilsons nedstemte PRS Baritone-guitar og nogle af Richard Barbieris ret kedelige industriel wannabe-keyboardflader - virkede overraskende optimalt under koncerten. Begge dele bliver bedst eksemplificeret hen imod sangens slutning, på den del der hedder "Circle of Maniacs", som er en mur af råhed, som live blev leveret med et fornøjeligt skævt blik i øjet, der fortalte os, at Wilson udmærket er klar over, at det sgu ikke bliver ret meget mere bastant end dette. 

Steven Wilson investerer mere af sig selv i dag, end han synes nogensinde at have gjort tidligere. Han tager flere chancer og prøver ting af. Som sanger har han på denne turné vist sig som en elitevokalist, der vrider halsbåndet i smerte og ikke er bange for også at gøre det uperfekte til en lydlig force. Det er her, kanterne kommer frem i lydbilledet, og det klæder bandet eminent. Hvor langt størstedelen af den moderne progressive rock har en lidt kedelig tendens til at være poleret næsten på grænsen til det kedsommelige i såvel produktion som instrumentaldelen, går Wilson og Porcupine nyere veje, og Wilson har aldrig sunget så godt, som han gør i dag.

Tidligere nævnte førstesingle, "Time Flies", står i centrum af de 55 minutter. På trods af at der indledningsvist bliver nikket anerkendende til både The Beatles og Jimi Hendrix, er det først og fremmest Pink Floyd samt David Gilmour-associationer, sangen bringer med sig. Og hvad med den solo, folkens! Det er formentlig den bedste, Wilson har skrevet siden "In Formaldehyde". 

For kort et kig tilbage
Efter en ti minutter kort pause vendte truppen retur for at spille flere sange. Og det startede på samme skyhøje niveau med "The Start of Something Beautiful" fra den kongeniale "Deadwing" (2005).

Herfter kom der en godte i form af "Russia On Ice", som ikke er blevet spillet live, siden bandet turnerede med "Lightbulb Sun"-albummet for snart ti år siden. Ligesom det tidligere på turnéen har været tilfældet med et par godbidder fra "In Absentia", et miks af henholdsvis "Strip The Soul" og ".3", fik vi dog ikke lov til at høre slutningen på dette monsternummer, inden den blev afbrudt for at gå over i anden del af den episke "Anesthetize" fra forrige års populære "Fear of a Blank Planet". På trods af at "Anesthetize" er et formidabelt nummer, er det et forkert valg. Det viser en opprioritering af de nyere mere populære plader, og det sker på bekostning af det eneste og endda kun semigamle nummer på aftenens sætliste.

Det er en skam, hvis Porcupine er nået dertil, hvor de føler, at alle skal kunne være med. Der må gerne tages flere chancer, hvad angår sætlisten. Desuden er "Bonnie the Cat" et skrabet Porcupine-nummer med en lidt for tydelig David Sylvian-lyd fra den gamle Japan-kollega Barbieri.

Men på trods af skønhedsfejlene var det en formidabel koncertaften, hvor lyd og billeder gik i ét med fantastiske sange. 

NB: Vil man se mere til Steven Wilson, er der under CPH:DOX verdenspremiere på Lasse Hoiles film, "Insurgentes", som følger Wilsom omkring optagelserne af sidste års soloalbum af samme titel. Det sker fredag d. 13. november kl. 21.30 i Gloria Biograf, hvor både instruktøren og musikeren vil være til stede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA