x
Sunn O))) og Eagle Twin: Lille Vega, København

Sunn O))) og Eagle Twin, Lille Vega, København

Sunn O))) og Eagle Twin: Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det at anmelde en Sunn O)))-koncert er en djævelsk utaknemmelig opgave. Vi har med et band at gøre, som med deres lange, ubønhørligt dystre og monotone anti-sange transcenderer de helt basale forudsætninger for, hvornår noget kan kaldes musik. Netop ordet transcendens er fremherskende i både bandets musik og til deres koncerter. Deres koncerter som jo netop ikke rigtig er koncerter, men snarere ceremonielle opvisninger i tyngde; endnu et nøglebegreb hos fænomenet Sunn O))).

Mere eller mindre dækkende genrebetegnelser som drone-metal, dark ambient og experimental metal samt adjektiver som doom, black, noise og industrial er i tidens løb blevet hæftet på Sunn O))).

Sært barn har mange navne. Men det er i virkeligheden slet ikke så vigtigt, hvad deres musik hedder, ligesom det heller ikke er det i ethvert andet tilfælde af revolutionerende kunstnere, som har haft ben i flere lejre. Vi nævner i flæng Tool, Beck, Tricky, Queen, Porcupine Tree, Jethro Tull, Led Zeppelin... Ja. Ord er somme tider overflødige.

Eagle Twin: Savsmuld og træspåner
På den igangværende tour har landsmændene Eagle Twin fra Salt Lake City æren af at varme op. De har meget til fælles med Sunn O))). Deres musik er langsom, tung og baseret på en overvægt af forvrænget, nedstemt guitar. Og så er de også kun en duo. Men modsat Sunn O))) har de ingen live-medlemmer. Guitarist og sanger Gentry Densley har stemt spaden så langt ned, at en bas simpelthen er overflødig. Eller også bruger han en octaver-pedal; jeg ved det ikke. Men den dybe e-streng, (hvad den så end måtte være stemt ned i) får ihvertfald regelmæssige dask ind imellem riffingen for at holde den tonale dybde på en konstant. Han har meget at holde styr på. Også trommeslager Tyler Smith er mere om sig, end hans kolleger er flest. Det siger en del, at man i flere passager kan se hans højre trommestik splintre i en sky af savsmuld og træspåner for hvert eneste nådesløse slag, ridebækkenet tildeles. På næsten tegnefilmsagtig vis hiver han flere gange en ny frem, når den gamle må lade livet. Det er ren og skær doom'n'roll, det her.

Eagle Twin kan både deres Black Sabbath, deres Fu Manchu, deres Cathedral og hvad man ellers skal kunne, når man spiller sådan noget musik. Og de gør det godt, energisk og intenst. Alligevel kan de ikke undgå at sætte mig en smule af hen imod slutningen. Adskillige stykker lyder af rent og skært jam; faktisk er det stort set kun breaks'ene og overgangene, hvor de to bandmedlemmer møder hinanden i noget på forhånd tydeligvis nedskrevet, hvor man bliver mindet om, at det rent faktisk er en koncert, og ikke en hyggeøver, man overværer.
Men de vinder på deres primale hidsighed og på den forfriskende energi, som det kan lykkes dem at oppiske kun to mand, der tydeligvis sætter lidenskab før alt andet. Det fuldtallige publikum er for længst mødt op, og de er taknemmelige, da det sidste gutturale brøl dør ud efter tre kvarters konstant stoner-inferno.

Men nu til sagen

Fra omkring kl. 22.15 begynder en tyk røg af tøris langsomt, men sikkert at brede sig i Lille Vega. Tæppet går. Lyset er dog stadig på, og som en lidt halvhjertet opvarmning kører Queens of the Stone Ages "No One Knows" over PA'et. Men feedback'en og vibrationerne fra lydprøven bliver bogstaveligt talt hængende i luften og tiltager i takt med røgen.

Som altid entrerer Sunn O))) scenen iført de traditionelle "grimm robe"-kutter, som lagde navn til '99-debuten "The Grimmrobe Demos" (eller var det omvendt?).

"Please don't use flash" annoncerer guitarist Stephen O'Malley, da nogle af de forreste publikummer knipser et par hurtige billeder pr. telefon. En drastisk udmelding. Ikke så meget pr. budskab, for netop den ukrænkelige engangsoplevelses højtidelighed er i højsædet hos Sunn O))). Men drastisk fordi bandet altid har en vis distance til publikum og så godt som aldrig kommunikerer pr. ord. Illusionen synes lidt bristet på forhånd, og det bliver ikke bedre af, at et par lettere overrislede tilskuere står og klukker rundt omkring.
De kommer til at holde deres kæft lige om lidt, tænker jeg. Og jeg får ret.

Gratis stoffer
Jeg kan mærke det i trommehinderne fra starten. Det gør ikke ondt, men det kan føles. Nærmest som en kilden, men stadig med et vist insisterende tryk bag sig. Vibrationerne går igennem hele kroppen: Fra fødderne, som decideret ryster, til næseborene, som dirrer. Man er som sædvanlig i tvivl om, hvorvidt koncerten rent faktisk er igang, eller om der bare varmes op. Selv efter ti minutters slavisk forvrænget dronen igennem. De kutteklædte bandmedlemmer er komplet indhyllet i røg. Man stirrer, mens man rider på forventning og volumen. Det er på én gang højere og lyder mere uorganiseret, end man nogensinde selv har spillet. Og det bliver ved og ved. Og pludselig kommer der gudhjælpemig en trækbasun ind i billedet. Hva' så?!

Jeg har for nogle år tilbage læst en anden anmelder skrive om Sunn O))), at de spiller med samme fart, som kontinenterne bevæger sig. Det er på sin vis rigtigt nok, for hvis der er nogen som helst takt- eller tempoangivelse i musikken, er der ingen - INGEN, - der lægger mærke til den. - Men man ved med sikkerhed, at det går langsomt. Ligesom japanske film foregår i et andet og langsommere tempo, end vi er vant til i den vestlige verden, forekommer tempoet i Sunn O)))'s musik som værende fra en helt anden planet. "Det er gratis stoffer!", har jeg hørt nogen sige om Sunn O))), og det er lige så rigtigt.

Spørgsmålene hober sig op: Hvorfor sker der ikke mere? Er vi overhovedet i gang? Står de i virkeligheden bare og ta'r røven på os??
... Og hvordan med Vegas nye strikse politik angående volumen, egentlig? Lyden vælter ud af den massive bagvæg af kabinetter som for at konkurrere med røgen om at fylde salen. Lyden vinder stort, og jeg kan stadig ikke se bandet for bare røg.

Og pludselig kommer han. Attila Csihar, den ungarske vokalist, som i sin tid skreg sig ind i black metal-historien på Mayhems milepæl "De Mysteriis Dom Sathanas". I aften skal han vise sig at lave mere, end man nogensinde har kunnet tillade sig at forvente.

Musikken skifter brat karakter. Fra store, monumentale distortionflader gås der ned til ekko-hyl og kontrolleret feedback. Attila taler til os. Han prædiker, han messer, han hvisker og han hvæser. Og det hele tiltager langsomt, men sikkert. Jeg har før taget mig selv i at sige om både Neurosis, Morbid Angel, Krisiun m.fl., at det da må være soundtracket til jordens undergang: Alle kommer de til kort overfor Sunn O))) i aften.
Det sjove er, at man faktisk ikke fatter et ord af, hvad Attila får bedyret fra bag sin ulækre, tilsyneladende smeltende slimmaske, men ikke desto mindre er man ikke i tvivl om, at ordene har samme vægt, som citerede manden Necronomicon med et vist skæbnesvangert formål for øje.
Han er en gudsbenådet vokalist. Ikke blot er hans chants hypnotisk inciterende, men han growler derudover som en drøm (læs=mareridt) og behersker desuden noget så sjældent set som strubesang, med hvilken teknik han lader den ene form for stemmeføring glide ubesværet over i den anden ligesom stykkerne i musikken. Det ene fører til det andet, uden at man når at lægge mærke til det. Det er ganske enkelt for opslugende.

Ondt i ørerne
Jeg selv er ihvertfald fuldstændig lamslået. Jeg har set Sunn O))) to gange før på forskellige turnéer, og i aften er de stærkere end nogensinde.

Jeg prøver at gå lidt op foran. De ad hoc-indsatte forstærkere ude på gulvet hos publikum kan mærkes uden berøring. Min makker, som er skredet før tid for at nå et tog, bedyrer pr. sms, at "man kan høre det udendørs godt 100 meter væk". Det overrasker mig ikke. Nu begynder det at gøre decideret ondt i ørene.

Attila er gået afsides, men kommer på scenen igen iført en kappe beklædt med metal i et omfang, der ville gøre Rob Halford misundelig. Han ifører sig en krone af lange, brede jernpigge. Hans fingre udsender rødt laserlys. Heromkring er jeg ganske enkelt er så bjergtaget, at jeg giver pokker i det medbragte notathæfte. (Den sparsomme belysning hjælper heller ikke på det). De, som var til stede, vil medgive at helhedsindtrykket er umuligt at gengive.

Et skrig afslutter det hele. Tror man. Det bliver ubønhørligt ved og ved, selvom man godt ved, at det må lakke mod enden. Men man tænker ikke på det. Man er "in too deep", som det sig hedder. Det ene skrig følger på det andet, ligesom de dybe, nådesløse, nedstemte akkorder hele koncerten igennem. I det første kvarter tænkte man, at det da var for meget af det gode; så snart det endte, tog den umiskendelige følelse af uforløsthed over. Oplevelsen må da kunne fortsætte lidt endnu??

Både første og anden gang jeg så Sunn O))), tænkte jeg, at det bestemt ikke ville blive sidste gang. Sådan har jeg det mere end nogensinde i aften, - og dog med en snert af anelse om, at de måske ikke vil kunne overgå sig selv fremover.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA