x
David Gray: Falconer Salen, København

David Gray, Falconer Salen, København

David Gray: Falconer Salen, København

Anmeldt af Kristoffer Kræn | GAFFA

Hvis du er til ballader, smørtenorer og sæbeoperaer på tv, så kender du David Gray. Den engelske sanger skriver sange til de ødelagte pigehjerter, om livet og kærligheden og andre ikke så jordnære størrelser. Udtrykket er sprødt uden at være for sødt, og opskriften er et simpelt potpourri af bomuldsblød klaverkonfekt, akustisk guitar og en ordentlig røvfuld strygere.

Det er ganske få sangere, sangskrivere eller sangproducere, der leverer en livepræstation med samme sikkerhed som David Gray. Briten er kendt for sin stilsikkerhed og teknisk overlegne vokal. En charmør i sit stiveste puds, der på piano, guitar og mundharmonika spiller og synger sukket frem på tilhørernes læber. Det er efterhånden ved at være fire år siden, Gray sidst spillede i en udsolgt KB-hallen, så der var lagt i orgelet før koncerten i aftes.

Allerede fra start var der da også kredset om detaljen i David Grays liveshow. Ballademageren havde taget et visuelt lækkert lysshow med til København, der supplerede den fløjlsbløde popmusik og de sikre serenader, med stjernehimmel og laserlys en masse. Og David Gray var sikker, om end en smule indelukket på scenen, hvor der ikke lød mange ord mellem de skrevne strofer.

Desværre var der også i den første fase enkelte seancer, der virkede mudrede og sammenflydende, specielt på Grays medbragte bassist og guitarist. Bortset fra det var lyden i Falconer en fin oplevelse, der gav David Gray det kunstneriske råderum, som han så flot tog imod.

Jagten på den nye lyd

Briten har solgt pænt i Danmark, siden han i 1998 sendte sit tredje album "White Ladder" på gaden. Dengang kunne han i løbet af få uger se sit mesterværk krybe til tops på den britiske "UK Chart", og danskerne overgav sig som resten af verden til den Manchester-fødte englænder.  Albummet fik det bedste ud af David Grays drømmende og melodiøse stil, hvor den bløde pop er et stensikkert element i lydbilledet.

Siden dengang har David Gray dog haft svært ved at flytte sine musikalske grænser, noget som GAFFA's Lars Löbner Jeppesen også bemærkede i sin anmeldelse, da David Gray udsendte sit ottende studiealbum i september sidste år:

"Med 'Draw The Line' gør David Gray endnu et forsøg på at genvinde fordums storhed, men det lykkes desværre heller ikke denne gang. Overordnet set er albummet en hygge-kedsommelig affære, hvor der hverken musikalsk eller lyrisk vindes noget, der for alvor kunne minde om nyt land."

Gamle klassikere vandt

Mandag aften i Falconer Salen var det da også de klassiske numre, der gav respons fra publikum. "Sail Away," og "This Years Love" fra "White Ladder," samt "Be Mine" fra "A New Day At Midnight," står efter koncerten som aftenens højdepunkter. Der var dog også nye numre, der fungerede på Falconer-scenen. Den megapoppede "Kathleen" og den mere progressive "Fugitive" fra "Draw The Line" var både vellidte fra publikums side og også imponerende prøver på David Grays musikalske repertoire.

Det fascinerende ved britens præstation, er ikke bare at han holder en fuldbyrdet koncentration gennem de to timer koncerten i Falconer varede. Den lille englænder synger helt igennem fantastisk, fra start til slut, uden pitchfejl eller antydningen af hæse elementer. Selvom kontakten manglede, og der var få elementer af dårlig lyd, står David Grays optræden mandag som en god oplevelse, lige på grænsen til det rigtigt flotte. Derfor får David Gray fire stjerner, med en pil opad og et håbefuldt "på gensyn."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA