x
Mike Patton: Mondo Cane

Mike Patton
Mondo Cane

Mike Patton: Mondo Cane

GAFFA

Album / Ipecac
Udgivelse D. 03.05.2010
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Jamen selvfølgelig udgiver Mike Patton da et album med 11 italiensksprogede popklassikere, hvor han bakkes op af et 30 mand stort orkester og kor. Hvad ellers? Den 42-årige vokalekvilibrist har for længst lært os at forvente det uventede, og Mondo Cane er således første nyt fra manden siden Faith No More-gendannelsen sidste år. Med vanlig charme og djævelsk coolness blotter Patton sin indre smørtenor og crooner sig igennem 11 skønne italienske sange, som han tilfører sine egne unikke kvaliteter. Det er dog ikke lutter skønsang det hele; på Che Notte! bjæffer Patton sig nærmest igennem nummeret, som den fandenivoldske audio-excentriker, han er. Numrene tilføres knivskarpe kanter og tværes på pragtfuld vis til med mere eller mindre let distortion, hvisken og glimtvise brøl og skrig. At den italienske stjerne Roy Paci, der slår sine folder inden for jazz og klassisk musik, ydermere leger med på et par numre, gør bestemt intet. Så er man blevet træt af at hive gode gamle Dean Martin frem på de romantiske aftner, kan man roligt lade Mondo Cane agere udfordrende lydtapet til rødvin og stearinlys.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA