x
The Black Heart Procession: VoxHall, Århus

The Black Heart Procession, VoxHall, Århus

The Black Heart Procession: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

San Diego-gruppen The Black Heart Procession har siden 1998 udgivet en stribe anmelderroste album med mørk, stemningsfuld og melankolsk rock ikke helt ulig eksempelvis The National og American Music Club, men uden især førstnævntes publikumstække. Der var da også kun mødt cirka 100 personer op på VoxHall denne lyse tirsdag aften i maj, men mange af disse var til gengæld tydeligvis store fans, at dømme efter T-shirts og kender-kommentarer.

The Black Heart Procession er i sin essens en duo, sangeren, guitaristen og savspilleren Pall Jenkins og tangentspilleren Tobias Nathaniel, begge med en fortid i det først opløste og siden gendannede band Three Mile Pilot, men live og på plade allierer de sig med en række gæstemusikere. Det var dog Jenkins og Nathaniel, der alene indtog scenen med åbningsnummeret "Outside The Glass" med Jenkins på længselsfuldt hyldende sav og Nathaniel på dybt stemningsskabende el-klaver. Smukt var det, selvom Jenkins' i forvejen let hæse, dybe stemme virkede en anelse hærget. Han undskyldte sig efter nummeret med, at han havde drukket lidt for meget whisky og røget en hjemmerullet cigaret forleden, og det skulle han nok ikke have gjort.

Herefter trådte bassisten Jason Woods og trommeslageren Joey Bucks ind på scenen. Desværre var Bucks' stortromme alt for overstyret i det ellers flotte nummer "The Waifer # 2", hvor saven igen hyldede ensomt mod Månen, og undertegnede måtte flygte fra scenekanten til mikserpulten for at få ørenlyd. Lydbilledet ændrede sig dog til det bedre i den mere rockede "All My Steps", hvor Pall Jenkins fandt en elektrisk guitar frem og viste, at han er en ganske glimrende guitarist. Han beholdt guitaren i hænderne under det meste af resten af koncerten, og som bandets eneste spadetæmmer leverede han et både skarpt og stemningsmættet, skiftevis akkordbaseret og mere melodiorienteret spil. Akkorderne hos The Black Heart Procession ligger dog ofte i klaveret, der har en forholdsvis fremtrædende rolle i lydbilledet.

Musikken befinder sig som nævnt ofte i den lettere dystre afdeling, uanset om musikken er rocket eller mere neddæmpet, og det samme kan man sige om teksterne, hvor de store følelser er på og i spil. Det handler ofte om kærlighed af den altoverskyggende slags, med hvad det fører med sig af mentale udsving i op- og især nedadgående retning, gerne tilsat et religiøst billedsprog. "I'm not leaving till I tear out your heart / I'm not leaving till the Devil is dead", sang Jenkins eksempelvis på det stærke rocknummer "Wasteland", i øvrigt med effektivt call-response-kor fra bassist Jason Woods. Senere, i den intense, nedtonede "Drugs", lød det: "I took your poison to see how you suffer / I took your drugs to see you high". Tak for kaffe.

De smertefulde tekster udgjorde noget af en kontrast til Pall Jenkins' afslappede fremtoning og korte, nærmest hyggespredende kommentarer mellem sangene. Måske var det - sammen med det lidt spinkle fremmøde, hvor publikum i højere grad sad ned end stod, samt det faktum, at Jenkins' stemme blev svagere og svagere, som koncerten skred frem - årsagen til, at den intense, manende energi fra gruppens i alt seks album ikke helt nåede frem på VoxHall. Mindre kunne dog også gøre det, og da Jenkins i det første ekstranummer, "Old Kind Of Summer", lagde guitaren fra sig og fandt den syngende sav frem igen, kunne man konkludere, at det havde været en ganske udmærket aften. Og hvis The National kan fylde Train (som de gjorde for to år siden, fuldt fortjent), bør der også være et publikum til The Black Heart Procession.

 

The Black Heart Procession spiller på Loppen 5. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA