x
Indian Summer: Mojo Bluesbar, København

Indian Summer, Mojo Bluesbar, København

Indian Summer: Mojo Bluesbar, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

De var der allesammen. Altså musikerne. Forventningsfulde på det intime bluesmekka i centrum af København. Sådan som det altid har været, når kendere lige skal ned og lure de virkelige professionelle af. Little Feat var sådan et band, som altid ville samle masser af kollegaer. Og her med Indian Summer var det tydeligt, at de gamle fans og venner lige skulle ned og bekræftes i, hvad koncerten for nogle måneder siden havde åbenbaret. Nemlig at den ydmyge guitarlegende Lars Hybel igen var tilbage. Manden som alle - og ikke mindst C. V. Jørgensen - vil skrive under på er en af de virkelige eksperter, når det gælder seriøs strengeleg med retning mod den amerikanske vestkyst eller ned om Nashville. Ligesom det øvrige hold med rytmegruppen bestående af trommeslager Gert Smedegaard på tunge og kompetente gryder og tilsyneladende uopslidelige Knut Henriksen, samt sanger og guitarist Mick Rasmussen fuldendte mødet for mestre med nøgleord som Boogie, Blues og Bluegrass som fælles reference. Det var en fornøjelse at følge de gutter svinge en kombination af mange standards og enkelte selvkomponerede numre ud over scenekanten, så det kunne forplante sig blandt det tilrøgede fredagspublikum.

Lars Hybel spiller konsekvent med plekter på tommelfingeren, således at han kan spille fingerspil, og han spillede selvfølgelig fortrinsvis på sin Fender Telecaster, når han da ikke tog banjoen frem, og bluegrassstemningen sneg sig ind og gjorde godt. Mick Rasmussen havde også en Telecaster med samme Bigsby-vibrator sat på, og desuden trak han en 12-strenget Rickenbacker frem, når der gik The Byrds i den med glansnumre som Dylans Mr. Tambourine Man. Her ville drengene lægge vokalerne perfekt, også selv om det var ældede stemmer med Larses sjælefulde vokal i centrum. Ligesom de gav os en række Neil Young-numre i fede versioner, hvor højdepunktet var en uptempo-udgave af anti-junk-sangen The Needle And The Damage Done. Som Lars Hybel sang den fik den et kraftigt anstrøg af selvbiografi, sunget af en overlever, der stod hos os med alle sine evner i behold og spredte erfaringer ud fra levet liv på tilværelsens sol- og skyggesider.

Mojo Bluesbar er et fedt sted, en bar med en intimitet og vægge, der formeligt emmer af blues og boogie. Og der var masser af gode øjeblikke at tage fat på under den 3 sæt lange koncert. Som i starten af andet sæt, da drengene lagde op til den gamle gospelhymne Will The Circle Be Unbroken, og dårende dejlige Tamra Rosanes sprang op på scenen fra sin plads foran scenen og lagde sjælen i koret, mens hun sendte kærlige øjne til Lars Hybel. Man fornemmede virkelig, hvor meget det varmede, at denne enestående spillemand igen var tilbage på scenen. Et andet gudeøjeblik var versionen af Junior Parker og Sam Philips' Mystery Train, hvor koret krænger linjen "train I ride, sixteen coaches long" med en diktion, så man husker Paul Butterfields bluesharpe på The Last Waltz i samme nummer. Og apropos The Last Waltz, så fik vi også nogle numre fra The Bands repertoire, og ikke de værste, nemlig The Shape I'm In og The Weight. Ligesom der var en uafrysteligt lækker version af Neil Youngs Going To The Country.

Så en fed aften i selskab med nogle af danskrockens bedste spillemænd. Med lovlig mange standards, for når deres egne numre blev præsenteret, så sad de i skabet, og man må håbe, at Indian Summer beriger os med en plade snart.

Det var i hvert fald en aften på Mojo, der smagte af mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA