x
Victor Démé: Deli

Victor Démé
Deli

Victor Démé: Deli

GAFFA

Album / Chapa Blues
Udgivelse D. 11.05.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Victor Deme var sidste års nye fund fra Vestafrika. Opvokset i Elfenbenskysten, men med hele sit voksenliv i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou. Han var fremme som ung på den lokale scene, men gik i glemmebogen, indtil han pludselig blev opdaget af en fransk producer, som sikrede et comeback til manden, som nu er et halvt århundrede. Sidste år fattede undertegnede ikke helt hypen, ligesom hans optræden på Womex ude i DR-byen var en gang rutinedans på stedet. Han rørte ikke mig for alvor. Sådan som de store stjerneskud fra den del af verden gør det. En Mory Kanté. Eller en Salif Keita. Ikke før nu.

For denne nye plade er rent ud en perle. En lille insisterende opvisning i underspillethed, hvor Victor Demes lyst hæse stemme ligger perfekt blended med hans orkester, der både har arrangementer, der smager af vesten og de forløb, vi forventer fra en mandingo. Altså med gnistrende vokaler tilsat rullende perkussion og balafoners brusende dunken i den musikalske skovbund. Victor Deme er en mere end habil sangskriver, som tager udgangspunkt i guitaren, ikke ulig når senegalesiske Baaba Maal tager fat med sin griot, Mansour Seck. For ligesom dette par drager Victor Demes sange på rejser, som på den herlige Teban Siyala, hvor violinen snor sig ind og ud og den slæbende perkussion er perfekt underlægning til de smukt fabulerende vokaler. Som aldrig er ude på at sætte verdensrekorder eller bestige Kilimanjaro, men i stedet ligger nede i groovet og gør godt.

Et andet nummer, jeg virkeligt godt kan lide, er Banaïba, hvor Deme minder mig en bunke om Salif Keita i måden, hans vokal elegant snor sig ind og ud, mens koret følger ham som en skygge og guitaren lyder som flamenco. Humoren er der bestemt også, som i et mellemstykke, som oversat fra fransk hedder "Men hvor er dollarsedlerne?", som ironisk kommentar til den afrikanske forventning, at en plade ude i Vesten betyder penge på bordet. Og grinet er der, fordi piraterne jo sælger pladen nede i medinaen inden den er færdigmikset. Og musikerens dollars forsvinder som en luftspejling.

Det er en kraftigt afhængighedsskabende plade, veteranen fra Ouagadougou har begået. Tjek den ud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA