x
Mulatu Astatke: Mulatu Steps Ahead

Mulatu Astatke
Mulatu Steps Ahead

Mulatu Astatke: Mulatu Steps Ahead

GAFFA

Album / Strut / VME
Udgivelse D. 12.05.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Mulatu Astatke har helt berettiget fået et comeback, som vil noget. Her har der især været fokus på den rumba-influerede Ethio Jazz, som han opfandt og dygtigt orkestrerede i etiopisk musiks såkaldte Golden Age. Faktisk i en grad, at man helt har overset det arbejde, som mesteren har begået siden med bigbands som EitherOrchestra. Ja faktisk synes samarbejdet med den spændende engelske fusionsgruppe The Heliocentrics at have været det, der har banet vejen for, at vi kan åbne op for de sfærer i mesterens produktion, som ikke er med den let genkendelige lyd af Fender Rhodes og det dovne cubanske beat.

Da Mulatu sidst var i København, havde jeg den fornøjelse at interviewe ham, samt gå en tur i København, hvor vi endte i en pladeforretning for jazz. Her ville jeg give ham en plade hvor Bill Laswell havde mikset fem Miles Davis-album, men kom ved et tilfælde til at falde over Miles-mesterværket Sketches Of Spain i en remastered luksusudgave. Den fik han, og udbrød: "Med Gil Evans som arrangør. Han er mit store forbillede. Det her var pladen, som tændte mig i sin tid! Vent til du hører min næste plade. Den er for Gil Evans!"

Og nu står jeg med pladen i hånden. Jeg ved selvfølgelig, at Astatke var den første afrikaner, som kom ind på Berklee-skolen i Boston, som er stedet, hvis du vil være seriøs jazzmusiker. Og denne plade er totalt Mulatu, der er gået ind i jazzen. Med totalt Mulatu mener jeg, at han medtager en lang række instrumenter fra folkemusikken i hjemlandet, så som en washint-fløjte, en lyre eller en simpel et-strenget violin med en særlig sprukken lyd. Og inkorporerer det i et bigband.

Resultatet er en vidunderlig plade, som har så mange lag. Vi bevæger os rundt i en masse genrer. Et smut forbi Afrobeat, som det spilles af Tony Allen på Mulatu's Mood. Tilbage i etiopisk rumba, og der er omgående noget af det hypnotiske, som er så gennemgående på de gamle ting. Men alt i alt er det her et stort værk, som skal høres i fordybelse i sin fulde udstrækning. Meditativt, manende til eftertænksomhed, smukt på en søgende måde, og i længden et af de værker, der vil blive stående. En stor komponist og musikers helt specielle touch. Tjek numre som I Faram Gami I Faram, hvor lyden siger Cuba, stemmen siger langt ude på bøhlandet i Etiopien og Mulatos vibrafon svæver over det hele. Eller den uundgåelige vildt tilbagelænede Ethio Blues, som bringer det hele sammen.

En plade, som jeg kan anbefale på det kraftigeste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA