x
Ed Harcourt: Lustre

Ed Harcourt
Lustre

Ed Harcourt: Lustre

GAFFA

Album / Piano Wolf
Udgivelse D. 04.06.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Fra første færd står det klart, at det her er en ny slags Ed Harcourt-plade. Manden, hvis debut fik navnet Here Be Monsters, er næmest gået hen og blevet lykkelig. Lustre åbner ballet med henførte pigekor og solopgangs-strygere, og titelsangen er intet mindre end en hyldest til livskraften. Harcourts nye tilværelse som småbørnsfar giver anledning til en intim, selvransagende tone i sange som Do As I Say, Not As I Do, hvor han forbereder sig på rollen som opdrager ved at feje foran sin egen dør først. Briten bliver hurtigt bidt af formynderiet: "I know many who keep on falling in love with the idea of love. Take your head out of the clouds, you carefree vagabonds!" lyder opfordringen i Haywired. Men Lustre er ikke kun romantisk piano, soul-blæsere og velmente visdomsord. Numre som A Secret Society og Heart Of A Wolf viser en mere kantet side af Harcourt, den sidste med pistolsamples og Tom Waits-klaver. Alle facetter af talentet luftes på Lustre, der er et modent singer-songwriter-album i særklasse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA