x
Crystal Sky Butterfly : Spot, Archauz, Århus

Crystal Sky Butterfly , Spot, Archauz, Århus

Crystal Sky Butterfly : Spot, Archauz, Århus

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Der er dækket op med snegle, frøer, tukaner, leguaner og sommerfugle, hvis man vurderer det farverige bagtæppe og oktettens cover fra efterårets digitale debutplade. Farverigt er også det musikalske sammenrend, der udgør det eksperimenterende indie-pop band Crystal Sky Butterfly.

Vi starter i det stille og stemningsmættede hjørne, hvor Thomas Richards letjazzede trommer lægger en fin bund under frontkvinde Ellen Holcks vokal. De to centrale skikkelser ledsages af både akustisk og elektrisk guitar, bas og tre selvudnævnte elverpiger i et strygerensamble af violer og chello.

Og vi kommer vidt omkring på denne 40 minutters rejse i Crystal Sky Butterflys drømmende univers. Der er flere mere rockede numre, der dog stadig søger det udfordrende, hvilket en centralt placeret mandolin og guiro (det vi i folkeskolens musiktimer kaldte et franskbrød) blandt andet vidner om.

Vokalen er konstant stærk og klar og distancerer sig gevaldigt fra svundne tiders korstemme hos bands som Junior Senior og The Broken Beats.

Den ulykkelige kærlighedsvise "Lay For My Feet" er en klaverbåret ballade, hvor også strygerne for alvor kommer til sin ret, og sine steder også står smukt alene.

Med hele 10 numre skulle man ikke tro, der lades plads til megen introduktion af de enkelte numre, men Ellen Holck giver sig tid til små kække anekdoter om alt fra kraftige regnskyl til orange undertøj og et klaver på hjul. Det bryder af og til (for) meget den stemningsmættede musik, og ingen i salen virker synderligt underholdt af snakken.

Musikalsk fortsætter det imidlertid ufortrødent med fortsat variation. Humøret og tempoet skrues i vejret på den løsslupne "When The Saints", og vi får en fin afslutning med den flerstemmige russiskinspirerede "Century Soldier".

En ophidset svada skal gå til en lysmand i salen, der et par gange undervejs valgte at sende et uforståeligt spotlys ned over publikum. Et tydeligt irritationsmoment for både publikum og orkestret på scenen. 

Og så hold dog jeres snik-snak ude på de grønne arealer! Da koncerten startede klokken 18.45, havde der for længst regnet af. På spillestederne vil vi KUN høre musik.

For at afrunde Crystal Sky Butterfly kan man betvivle, om det store folkelige gennembrud venter rundt om hjørnet. Men under alle omstændigheder er de et værdigt indspark til et genrenedbrydende og nysgerrigt musikøre. Såvel på plade som live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA