x
Cibelle: Las Vênus Resort Palace Hotel

Cibelle
Las Vênus Resort Palace Hotel

Cibelle: Las Vênus Resort Palace Hotel

GAFFA

Album / Crammed / VME
Udgivelse D. 30.05.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Cibelle fangede første gang verdens opmærksomhed, da hun medvirkede på albummet, som søsatte den brasilianske electronica i 1999. Albummet hed São Paulo Confessions, og hendes medvirken var resultatet af et møde med den serbisk-brasilianske lydtroldmand Suba på en bar. Geniale Suba døde efterfølgende i en brand, og Cibelle fortsatte karrieren med et selvbetitlet soloalbum på det label, som han også var på, nemlig Ziriguiboom, som hørte under det fremsynede belgiske Crammed-pladeselskab. Del af en bølge, som også omfattede Bebel Gilberto.

Siden har Cibelle boet i Paris og nu i Londons East End, hvor hun har lavet et par album, som afspejler den multietniske virkelighed, hun lever i, ligesom hun ifører sig alias'er som Sonja Khalecallon, som var hun diva i en film fra en for længst tabt tidsalder. På dette nye album er det de tidlige 1960'ere, der står for skud, og det er der kommet en plade ud af, hvor Cibelle stadig har fede momenter med stemmen, der ikke er den kraftigeste, men som alligevel har en Gal Costas kælentfrække frasering, ligesom der er en række ligegyldige tableauer, som skal forestille at afspejle en tid.

Okay, det er da meget sjovt, at hun har taget Underneath The Mango Tree, som oprindelig blev sunget af Bond-pigen Ursula Andress i 007-filmen Dr. No, og den bobler da også lystigt derudad, ligesom vi får en ret syg version – what else? – af Mupppet Show-frøen Kermits It's not easy being Green, men det er egentlig mest, når Cibelle tager fat om sine punkede tendenser eller afsøger surfmusikken, at pladen pludselig vækkes til live og bliver nærværende. Jeg tænker her på det absolutte højdepunkt, nemlig Sapato Azul, som er særdeles vellykket og får min finger til at søge mod repeatknappen uafladeligt, men for det meste bliver det ret prætentiøst, som om concept-idéen nærmere bliver en spændetrøje end en god idé.

Så et til tider dejligt genhør med en stemme, som har fulgt en i de sidste 11 år, men også i en kontekst, som ikke helt fungerer efter hensigten, trods mange gode indfald og detaljer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA